– Jeg kan hilse og sige, at det ikke er det manglende overskud, vi bruger til at betale CO2 med. At drive luftfart lige nu er en gigantisk underskudsforretning, og der er kun et sted at hente penge ind til det her, og det er hos passagererne, lyder det i telefonen.
Skævvredet i den rigtige retning
For at undgå en himmelflugt på billetpriserne arbejder Jesper Rungholm ihærdigt på at få medlemmer af Folketinget og transportminister Benny Engelbrecht til at genindføre de sociale rabatter, som forsøgsvis var gældende i august-oktober 2021.
– På passagertallet er vores rute til Bornholm ikke landets vigtigste, men som infrastruktur er ruten langt den vigtigste i Danmark, og derfor har jeg bedt om få det genindført, for så vil vi også kunne dække det her CO2-omkostningsproblem ind og stadigvæk bibeholde de relativt meget lave priser for de socialt dårligt stillede i samfundet, siger Jesper Rungholm.
Det pres på regeringen og Folketinget vil DAT-direktøren gerne have lokal opbakning til, så rabatordningen kommer tilbage på permanent basis. Han lægger vægt på, at ordningen skal fungere, så den gælder alle, der flyver på Bornholm, hvis de tilbyder den slags billetter.