Corona hjemsender 44

Corona hjemsender 44
Trods adgang forbudt-skiltet har corona også fundet vej ind her på Almegårds Kaserne. Arkivfoto: Allan Rieck
CORONA | RØNNE | 8. JAN 2022 • 17:34
CORONA | RØNNE
8. JAN 2022 • 17:34

Et coronaudbrud på Almegårds Kaserne i Rønne er årsag til, at 44 elever fra Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse er blevet sendt hjem.

Det oplyser P4 Bornholm.

Yderligere oplyser regionalradioen, at Forsvarskommandoens pressevagt, Lars Skjoldan, fortæller, at der er blevet konstateret smitte blandt eleverne, og eftersom de bor sammen på seksmandsstuer, har man af sikkerhedshensyn valgt at hjemsende samtlige elever, som dog senere vil indhente de tabte dage i uddannelsesforløbet.

Til Bornholms Tidende oplyser Lars Skjoldan, at han ikke ved, hvor mange der reelt er konstateret smittet, og at tallet jo i øvrigt hele tiden flytter sig. I forhold til, hvornår de hjemsendte kan returnere til kasernen, siger han:

– Vi håber, at de kan starte igen om en uges tid. De fleste af dem venter jo blot på at kunne blive testet på fjerde- og sjettedagen, som der står i anbefalingerne, og hvis de er negative i forhold til coronavirus, kan de vende tilbage. Men de, der bliver testet positive, må jo blive hjemme.