Stor styrke leder efter formodet gerningsmand: ‘Vi tror, han har handlet i affekt’

Stor styrke leder efter formodet gerningsmand: ‘Vi tror, han har handlet i affekt’
Foto: Jacob Jepsen
POLITI | BORNHOLM | ABONNENT | 21. SEP 2021 • 16:22
POLITI | BORNHOLM | ABONNENT
21. SEP 2021 • 16:22

Den eftersøgte Brian Rønn Nielsen er tirsdag eftermiddag stadig ikke fundet, og det til trods for, at Bornholms Politi siden natten til tirsdag har efterlyst ham med fuldt navn og billede. Det har indtil tirsdag eftermiddag givet Bornholms Politi 10 henvendelser fra borgere, fortæller Henrik Schou, der er efterforskningsleder hos Bornholms Politi.

– Vi har fulgt op på nogle af dem, og andre ting vidste vi i forvejen.

– Ved hjælp af nogle henvendelser, har vi kunnet lukke ned for spørgsmål i eftersøgningen. Det kan være henvendelser omkring, hvor han kan opholde sig. Her søger vi så og kan be- eller afkræfte. Men vi har jo ikke fundet ham endnu, siger Henrik Schou.

35-årige Brian Rønn Nielsen, der menes at have begået knivoverfaldet, er derfor stadig efterlyst. Han bliver beskrevet som almindelig af bygning, cirka 178 centimeter høj og klædt i en mørk jakke og mørke bukser.

Ser man den efterlyste, skal man ringe til Bornholms Politi og følge deres instrukser.

I jagten på den efterlyste kan Bornholms Politi godt bruge endnu flere henvendelser fra borgere, der måske har kendskab til den efterlystes færden, eller hvis man har set ham.

– Vi kan stadigvæk godt bruge henvendelser, fordi vi ikke har fundet ham endnu. Vi har ikke fået et afgørende spor på, hvor han er, men vi søger stadig forskellige steder, hvor vi tror, at han kan være, siger Henrik Schou.

Bornholms Politi har tirsdagen igennem haft mere bemanding på en vanligt i forsøget på at finde Brian Rønn Nielsen hurtigst muligt.

– Han er ikke farlig overfor den almindelige borger. Vi har indtryk af, at det, der er sket, er sket i affekt, og at han ikke går rundt og er farlig overfor den almindelige borger, siger Henrik Schou.