Bornholms 9. klasser var stærke til eksamen i juni
Betydelig fremgang i dansk og matematik lagde grunden for, at Bornholms 9. klasseelever klarede årets afgangsprøver bedre end gennemsnittet af deres jævnaldrende på landsplan.
Eleverne i Bornholms 9. klasser klarede deres afgangsprøver i juni betydeligt bedre, end deres forgængere gjorde sidste år. Faktisk klarede de sig bedre, end eleverne i gennemsnit gjorde på landsplan.
Det viser de data om prøvekaraktererne, der netop er blevet offentliggjort.
Elevernes gennemsnit i de obligatoriske prøver i 9. klasser var 7,0 i juni. Sidste års bornholmske 9. klasser sluttede deres skoletid af med et gennemsnit på 6,6.
Dette års elever fik særligt bedre karakterer i dansk og matematik, hvor andelen af elever, der bestod, steg betydeligt.
Sidste år fik 80,4 procent af eleverne i de bornholmske folkeskoler mindst karakteren 02 i dansk og matematik, den laveste karakter man består på. Ved prøverne i juni 2024 steg andelen af bestående elever til 89,6 procent.
I gennemsnit på landsplan bestod 89,4 procent af eleverne i juni prøverne i dansk og matematik. På landsplan faldt andelen af bestående fra 90,2 procent sidste år, så de unge bornholmere trodsede landstendensen.
– Tallene viser en positiv fremgang for øens almene folkeskoler. Det kan se ud til, at skolerne her på Bornholm trodser tendensen på landsplan og skaber positiv faglig udvikling hos deres elever, siger skolefaglig konsulent Julie Kjær Johansen fra kommunens Center for Skole i en pressemeddelelse.
– Øens seks almene folkeskoler har sammen skabt positiv faglig udvikling, og det kan ses i de nye data, siger hun.
Samtidig advarer Julie Kjær Johansen mod at lægge for meget i de nye tal.
– Det er tidligt at tale om et vendepunkt for folkeskolerne på Bornholm. Der er flere parametre, der spiller ind, når man skal læse bagom tallene. De gode resultater er først og fremmest et produkt af den arbejdsindsats og faglige kvalitet, som der hver dag leveres ude på skolerne, siger hun.
De gode resultater fra juni i år kommer efter, at tal fra tænketanken Cepos tidligere på ugen dokumenterede, at de bornholmske 9. klasseelever også klarede sig bedre end ventet ved sidste års afgangsprøver.
NYT JOB
MEST LÆSTE
Totalrenovering på plads
Lad læretid tælle som fuldtidsarbejde

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration