Hvad tiltrak dig ved jobbet som leder af Bornholms Kulturskole?
– Bornholms profil som Bright Green Island og Makers Island, der fortæller om en lysende grønne ø og en skaberø. Den måde, Bornholm profilerer sig på er en beundringsværdig, ambitiøs profil, der ønsker at gå foran som grøn ø og som skabende ø.
Hvad er din vision for jobbet?
– Jeg vil gerne kunne nå så mange børn og unge som muligt – og voksne med for den sags skyld – med kvalificeret undervisning i kunstarterne. Kulturskole er stadig et ord, som mange ikke er helt fortrolige med. På Bornholm er det musikskole, billedskole, dramaskole og forfatterskole samlet under ét. Jeg ville gerne finde på et bedre ord, for ’kultur’ kan betyde snart sagt hvad som helst. Det betyder ganske vist bare ’dyrkning’, men det er blevet sådan et ord, der får nogle til at give helt op på forhånd. Lidt ligesom bruttonationalprodukt. Man magter det ikke: det er for bøvlet og for abstrakt. Så jeg taler meget hellere om musik, billeder, film, bøger, teater og så videre.