Der er stadig et stykke tid til, at det første hus skyder op på en grund i Rønne Syd, hvor kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal ligge et nyt boligområde. Men det rykker nærmere, og senest har regionskommunens økonomi-, erhvervs- og planudvalg besluttet at sætte gang i udarbejdelsen af en lokalplan for det delområde, hvor der efter planen skal bygges først.
Området er inddelt i tre delområder, og planafdelingen i kommunen forventer, at der skal udarbejdes en række lokalplaner for delområderne. Den første lokalplan skal omfatte delområde A og en stor del af de arealer, som udlægges til grøn struktur og infrastruktur til beskyttelse af fredede dyrearter. Lokalplanen skal danne grundlaget for, at regionskommunen kan byggemodne og sælge grundene i det første delområde.

Regionskommunen sætter gang i lokalplanlægningen af et område i Rønne Syd, hvor det er besluttet at opføre boliger. I første omgang drejer det sig om delområde A, der ligger tættest på de nuværende løkker. Illustration BRK
Lokalplanen skal sikre den grønne struktur og dermed skabe grundlag for forbedrede levevilkår for dyr og forbedret biodiversitet. Den skal også udlægge vejarealer, sikre stiforløb og sikre tilstrækkelig regnvandshåndtering. Endelig skal lokalplanen udlægge maksimal 18 parceller til boliger i en åben, lav bebyggelse.