Bornholmere kan fra i dag aflevere shampooflasker, plastposer, farsbakker og andet plastaffald fra husholdningen samt mad- og drikkekartoner på øens seks genbrugspladser. Indsamlingen på genbrugspladserne er en forsmag på plastindsamlingen, der bliver obligatorisk for de bornholmske hjem, når de nye indsamlingsordninger træder i kraft.
Bofa har indgået en aftale med det tyske genanvendelsesfirma Alba Group, der fremadrettet skal sikre, at plastaffaldet bliver genanvendt på den bedste måde.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Rent praktisk vil plastindsamlingen på Bofas genbrugspladser foregå i såkaldte komprimatorcontainere, der presser plastikken hårdt sammen ved hjælp af en indbygget motor. Efter sammenpresning sendes plastikken videre til sortering og genanvendelse i Braunschweig i Tyskland.