Ville det blive en børnefabrik, når regionskommunen lukkede de to sidste kommunale børnehaver i Nexø og flyttede al kommunal pasning i Nexø/Balka/Snogebæk-området til et stort nybygget børnehus på adressen Industrivej 11 i Nexø?
Det var nogle forældres bekymring, da Nexø Børnehus åbnede for fire år siden.
Ville børnene forsvinde i det store hus med op til hundrede børn, ville de vide, hvilken voksen de skulle gå til, og ville de blive set?
På fredag fejrer børn, forældre og ansatte børnehusets 4 års fødselsdag med kagemand, og Anne-Mette Tranberg, faglig pædagogisk leder af Nexø Børnehus, mener, at de fire år har vist, at der er flest fordele ved et stort børnehus fremfor de flere, men mindre og nedslidte børnehaver/vuggestuer, som børn og personale før havde til rådighed.
Rolig stemning
Klokken 14.00 tirsdag eftermiddag er der utroligt stille i børnehuset, der ellers p.t. har 85 børn indskrevet.
Børnene er på stuerne og får æblegrød på hver deres stue. På hver stue er der flere voksne til stede og stemningen er helt rolig og fredelig.
Vuggestuebørn og børnehavebørn er fordelt på hver tre stuer.
Børnehaven er normeret til ialt 102 børn, men har i gennemsnit haft 85-90 børn, oplyser Anne-Mette Tranberg.
– Et ret stort hold gik ud i sommer, så vi har plads til flere og modtager flere børn både til vuggestue og børnehave de kommende måneder.
Børnehuset har 23-24 ansatte inklusiv køkkenpersonalet, oplyser Anne-Mette Tranberg.
En tv-udsendelse ”Daginstitutioner bag facaden” i efteråret dokumenterede, at der i den filmede københavnske børnehave ikke var tid til børnene, og at de ofte kunne gå alene rundt i timevis uden voksenkontakt. Samtidig er det et faktum, at Bornholm har mange børn, som mistrives.
Når man er flere medarbejdere, har man også flere forskellige kompetencer og kan hjælpe og støtte hinanden og give faglig sparring
Anne-Mette Tranberg oplever ikke, at det er den virkelighed, der er i Nexø Børnehus.
Hvordan sikrer I, at I ser alle i så stor en institution?
– Børnene hører til på en stue, og der er faste voksne tilknyttet, som har ansvaret for deres gruppe af børn. Der er altid en voksen, som barnet kender. Jeg kender også selv alle børn i Børnehuset og deres forældre, siger Anne-Mette Tranberg.
Hun mener, at de problemer, man så i tv-udsendelserne, blandt andet netop kan forebygges ved at være en stor institution.
– I et større hus kan vi hjælpe hinanden. Når man er flere medarbejdere, har man også flere forskellige kompetencer og kan hjælpe og støtte hinanden og give faglig sparring. Selv om der er næsten 90 børn i huset, løber de jo ikke vildt rundt over det hele, men er i hver deres afdeling, ligesom børnehave og vuggestue har hver deres legeplads, tilføjer hun.
Bygget til børn
Overordnet set ser Anne-Mette Tranberg flest fordele ved det store børnehus frem for eksempelvis børnehaven Karlsvognen, hvor hun tidligere selv var leder.
– Det gør rigtig meget, at huset her er bygget til børn. Blandt andet at børnehuset er i et plan. Der er gulvvarme, god akustik, store vinduer og ikke en masse mærkelige krinkelkroge, og det fysiske arbejdsmiljø er meget bedre. Dertil kommer den meget store legeplads, der også er anlagt på børnenes præmisser og med en låge i den fjerneste ende, der fører næsten lige ud til skoven.
Nexø Børnehus
I den seneste tilsynsrapport for Nexø Børnehus er tilsynsførendes kommentarer, at Nexø Børnehus har fået skabt et rigtig godt fundament i løbet af de små to år, børnehuset da havde eksisteret. Institutionen arbejder målrettet på at skabe aktiviteter mellem børnehave og vuggestue. Forældrene rapporterer stor tilfredshed med madordningen, blandt andet at det er rigtig godt i forhold til kræsenhed og det, at børnene kan spejle sig i hinanden.
Der er stor søgning til institutionen. Både fra andre dagtilbud og udenøs fra. Der sker en god integration mellem de tosprogede børn og danske børn. Stueopdelingen gør, at alle børn integreres på en god måde og at det er muligt at bevare et godt fokus fra personalets side, lyder tilsynsførendes vurdering.
Børnehuset erstattede i januar 2016 de to tidligere daginstitutioner i Nexø, Karlsvognen og Stjernehuset, der lå i henholdsvis Havnegade og Damgade.
Nexø Børnehus rummer både vuggestue og børnehave og er normeret til at kunne have op til 102 børn. Børnehuset har 23-24 ansatte inklusiv køkkenpersonalet.
Daginstitutionen ligger på Industrivej 11 med udsigt til mark og skov, og er bygget ud fra tanken om ”det små i det store”. Vuggestue og børnehave er adskilt af et caféområde i midten af bygningen, der fremstå som bygningens hjerte.
Fælleskab og venskaber
Samtidig med at børnehuset gør meget for at forankre børnene på deres stuer, arbejdes der også meget bevidst med at skabe et fællesskab for hele huset med eksempelvis samlinger to gange om måneden for alle, og aktiviteter med eksempelvis rytmik og bevægelse, der kan være på tværs af stuer. Søskendepar får også mulighed for at være sammen.
– Fordi vi er så mange, kan vi bedre dele os op i grupper og kan bruge hinandens kompetencer mere målrettet.
Anne-Mette Tranberg mener også – med den erfaring hun har fra mindre børnehaver – at det i en stor institution er muligt at få flere venskaber.
– I en lille institution er man mere sårbar. Måske er der kun tre børn på ens egen årgang, og ikke en man lige falder i hak med.
Endelig mener hun også, det er en fordel, at Nexø Børnehus rummer mange forskellige slags familier.
– Det giver meget, at børn fra forskellige kulturer og lande vokser op med, at de kan lege med børn fra andre kulturer og lande. De lærer at lege med hinanden uanset hvilken kultur, de kommer fra, og det er jo også det samfund, de kommer ud i bagefter. Det giver en mangfoldighed, de lærer at tage hensyn til hinanden, og det er berigende.
Så du ser slet ikke ulemper ved de store børnehuse?
– Nej, faktisk ikke. Det fungerer godt. Vi har dygtige medarbejdere, som virkelig vil det her sted. Selvfølgelig kan man altid forbedre, men det er godt, at husene er bygget til formålet og ikke er en gammel bygningsmasse, og det er vigtigt at have et godt arbejdsmiljø. Vi er rigtig glade for vores børnehus og har også et godt samarbejde med lokalsamfundet, ligesom vi bruger adgangen til naturen ved Balka, Skansen og skoven meget.
Fusion er lykkedes
Fusionen af de to børnehaver med hver deres kulturer er lykkedes, mener hun.
– Det er gået utrolig godt. Personalet fra de to institutioner blev mixet, så der kom ansatte fra begge de tidligere børnehaver/vuggestuer på hver stue. Alle har været åbne for det nye og er gået ind i det med åbent sind. Jeg oplever, at mine medarbejdere føler ejerskab. Der var fra starten ikke noget, der hed plejer, og vi skulle i alle tilfælde finde den bedst mulige fælles løsning, forklarer Anne-Mette Tranberg.
Traditioner fra begge børnehaver er fulgt med, men måske udviklet i nye retninger til nye fælles traditioner.
– Forældrerådet har været med på banen. Hvad vil vi holde fast i, og hvor vil vi skabe nye traditioner. Vi har fundet vores rytme.
Fokus nu, hvor børnehuset kører, er nu på personalets uddannelse. Nye læreplaner skal være indført i løbet af 2020, og derfor skal alt personale på kursus.
– Det opgraderer os fagligt, så vi bliver bedre og dygtigere til at styrke børnene i deres trivsel, og på kursusdagene får personalet rum og tid til at reflektere over egen praksis.
Anne-Mette har arbejdet med børn i 33 år: Det giver mig en lykkefølelse
33 år i alt har Anne-Mette Tranberg arbejdet med børn. Siden 1995 i det kommunale børnepasningsområde på Bornholm, og derfor har hun nu 25 års jubilæum som ansat i kommunen.
De 25 år har budt på store omvæltninger.
Anne-Mette Tranberg begyndte som pædagog i Jordbærhuset i Snogebæk. Dengang var der fire kommunale børnehaver i Nexø samt en i Snogebæk i og en i Svaneke.
Herefter blev hun ansat i børnehaven Karlsvognen i Nexø som souschef og blev senere leder samme sted. Det skete i forbindelse med, at dag-institutionerne på Østbornholm blev lagt sammen i Dagtilbud Øst.
For fire år siden flyttede hun fra Karlsvognen til det dengang helt nye Nexø Børnehus, hvor hun først var koordinator for vuggestueafdelingen og siden april 2017 har været faglig pædagogisk leder for børnehuset.
I dag har Østbornholm kun to kommunale vuggestuer/børnehaver – nemlig Nexø Børnehus og Svaneke Børnehus. Siden Anne-Mette Tranberg fik sit første pædagogjob i Snogebæk er både børnehaverne Jordbærhuset, Solen, Stjernehuset, Karlsvognen og Den Blå Planet (nu privat børnehave Troldhøj,
red.) lukket.
Hvad synes du om den udvikling, der er sket?
– Det har været en spændende udvikling. Vi har lukket flere institutioner på Østbornholm, end måske noget andet sted på øen, men jeg tror, det har været en nødvendig udvikling.
– En stor institution som Nexø Børnehus er ikke så sårbar, som de små institutioner, der ikke kan løbe rundt, hvis børnetallet kommer for langt ned. Der er heller ikke de samme muligheder for udvikling i de små børnehaver. Jeg er glad for, at jeg er i det kommunale område. Det giver noget at være en del af et større fællesskab, for eksempel i forhold til uddannelse og sparring. Men man skal være fleksibel og omstillingsparat for at være gennem den udvikling, vi har været, siger Anne-Mette Tranberg.
Det er så livsbekræftende at
arbejde med børn og familier
Ud over de to kommunale børnehuser er der på Østbornholm i dag også fire private børnehaver: Naturbørnehaven Lillemyr på Balka, Vores Børnehave i Snogebæk, Troldhøj Vuggestue og Børnehave i Nexø og Naturbørnehaven Lillegryn i Svaneke.
Før Anne-Mette Tranberg kom til Snogebæk var hun pædagogmedhjælper i Novo Nordisk børnehave i Bagsværd, inden hun tog pædagoguddannelsen på Frøbelseminariet og arbejdede i en lille vuggestue på Frederiksberg.
– Så jeg har arbejdet med børn, siden jeg var 20, fortæller Anne-Mette Tranberg, der i dag er 53 år.
– Jeg har altid syntes, det var spændende og det, jeg brændte for, og det gør jeg stadig. Det er så livsbekræftende at arbejde med børn og familier. At se deres trivsel og udvikling og glæde, når de knækker koden og lærer noget nyt.
Hun er oprindelig fra Balka, men flyttede over for at tage sin uddannelse og flyttede tilbage igen som 28-årig, da hun selv fik barn.
– Når man er ansat så mange år, bliver man en del af mange familiers liv og kommer til at kende familierne gennem mange år. Jeg brænder for at give børnene et godt fundament, og det giver mig en lykkefølelse at se børnene udvikle sig og trives, siger Anne-Mette Tranberg.
Meget af personalet i Nexø Børnehus har været i en af de nu lukkede institutioner og har det samme lange kendskab til familierne.
25 års jubilæet fejres fredag i denne uge, når Nexø Børnehus fejrer sin 4 års fødselsdag med besøg af tryllekunstner Poul Tagora og kagemand, forældrekaffe og åbent hus.