Billeder fra folkehuset: 'Vi ser, hvad der lander godt'

Billeder fra folkehuset: 'Vi ser, hvad der lander godt'
Både Linda Olsen og Martinus Nørgaard glæder sig meget til, at Hodda endelig kan åbne. Foto: Martin Søndergaard Jensen
TOPNYHED | Mandag 25. august 2025 • 05:30
TOPNYHED | Mandag 25. august 2025 • 05:30

Linda Olsen og Martinus Nørgaard er i fuld gang med de sidste forberedelser, inden Hodda, Bornholms nye folkehus, åbner på torsdag. Specielt én ting har de glædet sig til i arbejdet med at gøre klar.

I løbet af de seneste måneder er der blevet slidt og slæbt inde i den tidligere Tiger-butik på Store Torv i Rønne.

Her bliver der Folkehus, som har fået navnet Hodda - som blandt andet betyder tilbygning.

Søndag er der også blevet arbejdet i bygningerne med blandt andet at tørre reoler, da der mandag kommer varer ind til folkehuset.

– Det har været hårdt arbejde, men sådan er det hver eneste gang, du bygger om. Der opstår nogle ting, man ikke havde forberedt sig på. Men jeg vil også hellere, at vi skynder os langsomt og gør det rigtigt. Fremfor vi efter en måned var nødt til at lukke ned, fordi der var noget, der ikke var ordentligt bygget, fortæller Linda Olsen, der står i spidsen for det nye folkehus.

Bygningen, som tidligere også har huset Colbergs Boghandel, har ikke været i brug siden 2019, men der har generelt været mange ting, der har krævet en ombygning. Specielt når det går fra tidligere butikslokale til folkehus.

– Så vi er meget glade for, at håndværkerne har gjort sig umage. Jeg tror måske også, de er ved at være trætte af at se på mig, så jeg glæder mig til at se dem som gæster i stedet, siger hun med et grin.

Generelt har de forsøgt at få så mange bornholmere involveret i folkehuset som muligt - eksempelvis har hende, der har syet gardinerne i weekenden været forbi for at se, om de passede.


Hylderne i kælderen gøres rene til, at varerne kommer ind. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Bordtennis med ejeren

Med det hårde arbejde er de også ved at blive klar til at åbne torsdag, hvilket de glæder sig meget til.

– Hvor meget jeg glæder mig? Det findes der ikke nogen skala for. Det er jo sindssygt meget. Fordi man kan sige, at man kan sidde og lave rigtig mange planer bag ved computeren. Du kan lave ekstremt mange ting i excel, men du ved ikke, hvordan det kommer til at fungere, når det først er oppe at køre. Jeg har i hvert fald en stærk forventning om, at mange af de planer, vi har lagt, skal kastes op i luften igen. Så ser vi, hvilke der lander godt, og hvilke der lander mindre godt, og så gør vi det hele igen. Så jeg glæder mig rigtig meget til ikke at sidde ved computeren, men rent faktisk få det til at leve blandt bornholmerne, når de kommer ind, fortæller Linda Olsen.

Torsdag, når de åbner, betyder de på gratis kaffe og croissanter fra klokken 8 til 10, mens der bliver bordtennisturnering og musikbanko med temaet sommer.

– Vi når lige at få det sidste af sommeren med. Men til bordtennisturneringen om eftermiddagen bliver der også mulighed for at spille mod vores ejer, Lennart (Lajboschitz, red.), som kommer herover, afslører hun - og generelt bliver der i begyndelsen tre aktiviteter hver dag.

– Indtil videre er det mest enkeltpersoner, der har budt ind med at lave aktiviteter, så der ligger et kæmpe arbejde i at få flere med ombord til at lave aktiviteter. Men det er lidt svært at både stå og gøre rent og få alting på plads. Så vi tager tingene et skridt ad gangen, siger Linda Olsen.


At pille pappet af vinduerne har de glædet sig meget til. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Førder-service

Noget af det, der er budt ind med, er en rucking, hvor man får en tung rygsæk på.

– Jeg kendte det ikke selv, men det er en træningstype, som mange kan være med på, og som ikke belaster ledene så meget. Og så har vi bornholmerbanko. Det er en del af vores 'førder-service' (tilflytter-service, red.), som vi kommer til at køre flere forskellige versioner af. Hvis man er bornholmer, kan man komme for at lære fra sig, og er man førder, kan man komme og bliver bedre til det bornholmske, siger hun.

Bevæger man sig opad i bygninger, viser det også, at lokalerne, hvor der bliver bevægelsesaktiviteter, ikke er helt færdige endnu.

– Derfor laver vi også den her lidt bløde opstart. Det bliver ikke en opstart med rød løber og dakke-dak musik hele dagen. Men mere en rolig opstart, hvor man kan se, hvad det egentlig er, man kan her i huset. Og så bygger vi stille og roligt på. I køkkenet venter vi også på en godkendelse til ibrugtagning, så vi kan lave fællesspisning, siger hun.


At pille pappet af vinduerne har de glædet sig meget til. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Rigtig god interesse

Denne søndag, hvor Linda Olsen og den nye barchef, Martinus Nørgaard, gør klar, er der specielt én ting, de har glædet sig til at gøre: At rive pappet af vinduerne, så de kan vise bornholmerne, hvad det er, de har arbejdet på i de seneste måneder.

– Det giver bare noget liv og noget lys, siger Linda Olsen, hvor hun også vinker til to cyklister, som er stoppet op og kigger ind.

Mens de to er ved at tage det sidste tape af vinduerne, er der også to unge mennesker, som nærmer sig vinduerne for at kigge ind. Her smutter Linda Olsen hurtigt ud for at høre, hvad de tænker - og hvad de godt kunne tænke sig, der kommer til at foregå i Hodda.

– Generelt set har der været rigtig god interesse for, hvad vi har gang i. Der er jo nogen, der kender konceptet fra København med Absalon, og så er der nogen, der slet ikke kender det. Så der har været meget bred interesse for, hvad det egentlig er. Og så er det også en bygning, som mange bornholmere har en tilknytning til gennem tiden, siger Linda Olsen.

– Jeg håber også, at der er nogen, der kommer med nogle gode ideer til os. Det skal ikke være mit folkehus. Det skal heller ikke være en kopi af Absalon. Det skal være det bornholmske folkehus. Og det bliver det kun, hvis vi har bornholmerne med på rejsen. Vi håber, at folk kommer ind og har lyst til at være en del af det, vi har arrangeret og kommer med bud på andre aktiviteter, der kan være.

Folkehuset har efter, at håndværkerne er blevet færdige i dele af bygningen, også fået malet væggene i forskellige farver, sat farverige klinker op, borderne er kommet plads, og der er kommet planter ind.

Også flere ansatte er lært op – blandt andet i at betjene espressomaskinen – men de har også fået lov til at male bænkene.

– Jeg synes, vi har fået samlet et rigtig stærkt hold. Det er med forskellige aldersgrupper og interesser, så det er virkelig godt. Det var noget af det, jeg var mest bekymret for, når arbejdsløsheden er lav, men det er lykkes virkelig godt, siger Linda Olsen.


Det larmede en del i forbindelse med, at det røg væk fra vinduerne. Foto: Martin Søndergaard Jensen

 


"Det giver meget mere lys og liv, nu hvor pappet er væk", konstaterer Linda Olsen og Martinus Nørgaard. Foto: Martin Søndergaard Jensen

 


Der var også interesse fra gaden, da pappet blev pillet af. Foto: Martin Søndergaard Jensen

 


Baren er klar til åbningen, hvor der er kaffe, øl og ovne til at varme mad i klar - og naturligvis mere til. Foto: Martin Søndergaard Jensen

 


I stueetagen mangler der mest en slutrengøring for at Hodda er klar til åbning. Foto: Martin Søndergaard Jensen

 


De var glade for at sætte borde og stole op, så de kunne begynde at visualisere, hvad det kan blive til. Foto: Martin Søndergaard Jensen


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT