Bertel Haarder på Folkemødet: ‘Folkemødet er et mesterværk’

Bertel Haarder på Folkemødet: ‘Folkemødet er et mesterværk’
Bertel Haarder. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 18. JUN 2021 • 11:28
Af:
Marie Hofman
| ABONNENT
18. JUN 2021 • 11:28

FOLKEMØDET

Venstre-politiker og Folkemødets far, Bertel Haarder (V), vandt torsdag aften Folkemødets dialogpris. Tidende fangede ham efter til en snak om, hvordan han oplever dette års coronaudgave af Folkemødet.

Hvordan er det at opleve Folkemødet i år i en coronatilpasset udgave?

– Jeg er imponeret over, at det var muligt at dele det op efter superligamodellen, ligesom de gør i parken i aften. Selvfølgelig er det også irriterende med alle de afspærringer, men jeg må sige, at det fungerer jo. At folk i år får armbånd er jo en oplagt måde at løse, de udfordringer vi står over for på. Så jeg må sige, at organisatorisk er det et mesterværk. Og jeg tror, at det var vigtigt at holde Folkemødet i år, for hvis vi havde haft to år uden Folkemødet, så kunne det gå hen og gå i glemmebogen. Så jeg er imponeret over bestyrelsen og se, hvad de er kommet i mål med. Det var også godt, at de fik nogle penge, de kunne overleve på. Det sjove er jo, at dengang Folkemødet startede, var det jo kun en sølle halv million, jeg som indenrigsminister kunne give Folkemødet. De penge var godt givet ud.

Folkemødet fylder jo ti år i år. Hvordan oplever du udviklingen?

– Det har jo udviklet sig fra at være meget domineret af partiet, organisationer og virksomheder til at være meget mere frodigt og folkeligt med foreninger og kultur. Det eneste, der mangler, det er sådan set sport. Vi kunne godt have noget roning eller surfing på havet her. Men det skulle ikke undre mig, om det kommer. Dansk Ungdoms Fællessråd, som har overrakt mig dialogprisen, de er blevet meget aktive her på Folkemødet, og de var slet ikke med i starten. Nu bor deres medlemmer gratis i telt her. Og det glæder mig, fordi det må heller ikke være alt for dyrt og besværligt for de unge at deltage i Folkemødet.

Hvordan er stemningen i år?

– Den er fuldstændig, som den skal være. Det er ren folkemødestemning. Der er bedre plads, end der plejer at være, og vejret er også bedre, så det bliver et uforglemmeligt Folkemøde. Og mange, der har holdt sig væk på grund af corona, de vil ærgre sig.

Hvad skal du deltage i?

– Ganske meget. Jeg er desværre nødt til at tage hjem fredag aften, men jeg har et tæt program. Lige nu er jeg på vej hen og begrunde en sang i Højskolernes telt. Lige efter Jakob Ellemann-Jensens tale skal Søren Pind og jeg selvfølgelig også synge. Det bliver dog ikke Venstres sædvanlige store sangarrangement, hvilket vi egentlig godt kunne have haft med de nye restriktioner. Men det lever jo i kraft af, at folk sidder meget tæt, så det er måske klogt nok at aflyse. Jeg synes jo, at det er det vigtigste arrangement på hele Folkemødet, det er når vi synger sammen 1500 mennesker i Danchells anlæg, og så med Søren Pind som kunne være operasanger. Det er lige i Folkemødets ånd.

Hvad er det sjoveste Folkemødemindre?

– Det er i 2019, hvor det hele lørdag aften endte i en tropisk storm med et ufatteligt regnskyld. Havnevej her blev en flod, og vi blev drivvåde. Jeg var dommer i en sangkonkurrence, og vi var alle sammen druknede mus. Det var kosteligt morsomt, det vil jeg aldrig glemme. Der lærte jeg Åh Luigi (sangen Se Venedig og Dø af Lone Kellermann red.) at kende, den lavede jeg til Venstres Landsmøde bagefter, det var simpelthen så sjovt.