Han forklarer derpå statsministeren, at mange af de indsamlede penge gik til genopbygningen, men en del gik også til de helt simple ting folk manglede.
– Det sker jo parallelt med at russerne var på øen, så glemt var Bornholm på ingen måde i forhold til genopbygningen. Til gengæld blev der gået på listefødder i forhold til det diplomatiske spil. Man var bange for at tirre det sovjetrussiske styre, og jeg tror også, man var bange for at komme utidigt med noget, for det var jo enormt mange problemer, man skulle have løst i Moskva med hele Østeuropa og grænsedragninger og så videre, og der var Bornholm altså trods alt en lidt for lille del til at blive taget med i de første overvejelser.
Overflyvning
Da Statsministeren og det to dusin store følge, inklusiv journalister, ankommer til byvandringens endestation på Havnebakken, vokser skaren af mennesker i løbet af ti minutter til omkring 100 mennesker.
Skønt Statsministeriet ikke ville sende et officielt program ud af hensyn til at undgå for store menneskemængder i forhold til corona, har de tilstedeværende regnet ud, at Stateministeren ville være ved kirken omkring klokken 12. Flyvevåbnet havde nemlig søndag meldt ud, at de vil markere 75-året med en overflyvning af Bornholm, som vil starte kvart over 12 ved kirken.