Bâgsian: Mera om fiskjed

I sidste uge fandt to efterårsdigte af Otto J. Lund vej til Bâgsian, og fokuset på efteråret fortsætter såmænd i denne uge med yderligere to digte i form af J. P. Kuhres “Fiskjesviza” og Alfred Jensens “Fiskje”. Den opmærksomme læser vil notere, at begge digtere flere gange tidligere har fundet vej til Bâgsian, og det med god grund.

J. P. Kuhre (1886–1941) var uhyre interesseret i det bornholmske sprog, og som nævnt tidligere her på Bâgsian, er han nok mest kendt for de mange eventyr og fabler i bogen “Borrinjholmska Sansâger”, der udkom i 1938.

Bogen, som er tilgængelig i digital form fra Bornholmsk Ordbogs hjemmeside under fanebladet “Tekster”, er sprogligt da også noget af det bedste, der er skrevet på prosaform på bornholmsk. Men i dag handler det altså om digtet “Fiskjesviza”, der indgår i digtsamlingen “Bællaminje frå Mâgleskâu” (1936), hvor Kuhre mindes drengetidens oplevelser i Östermarkersen. Digtet gengives her med originalens retstavning:

Fiskjesviza (J. P. Kuhre)

En Fiskjesviza, enj Fiskjessong
så tyst på Minjarna kajler,
å linnar Jartad så monginj Gong.
Nu taja Fâulana me sinj Song,
å Dânj bler korter å Natten long,
å Vinjtersjymninjen fajler.

Jâ glømmer alri om Mikkjelsdâ,
då jâ va Bælli derjemma,
når Fâr tâu Kroginj i Hånn å sâ:
I Nøddaskâu ska vi nu astâ,
å et Pâr Sjæpper vi minjst ska hâ.
— Vi plokte ju te å gjemma.

Me sina Knoga om Træ’n hanj tâu,
å koss, vår kunje hanj rysta.
— Jâ smajl et Blâ i min Hånn for Sjâu,
enj bler så kåder i Nøddaskâu. —
Å Nødder falt der — mæn Blâ’n falt âu,
rø, gula, granja — å tysta.

De Syned glømmer jâ alri mer,
injdå jâ va mæn enj Horra.
Vært Fiskje Bælli ijæn jâ bler;
di samme spraglue Blâ’n jâ ser
å fajla — næstan som om de sner —
rø, gula, granja — som forra.

Dagens andet digt, “Fiskje”, er, som allerede nævnt, af Alfred Jensen, eller A. J., som var det pseudonym, han oftest brugte.

Han hører til blandt de allerbedste bornholmske digtere, selvom han faktisk var ‘förder’. Han blev født i Løgstør i 1879, men faren var bornholmer, og som seksårig kom den unge Alfred til Nexø, hvor faren blev realskoleforstander. Her voksede han op, og efter ophold ovre vendte han i 1921 tilbage til sit elskede Nexø (som også indgår i dagens digt) og overtog stillingen som realskoleforstander. Han døde i 1947, men nåede at skrive flere bornholmske digte, og mange af dem samledes efter hans død i digtsamlingen “Digte af A. J.” (1948). Også dette digt gengives med originalens retstavning, dog med rettelse af enkelte åbenlyse fejl.

Fiskje (Alfred Jensen)

Ver fiskjestid, hvor e de rârt
i bakkana å vânka,
været e så svâlt å klârt
å dâna blå å blânka.
Lövet sjinnar gult å rött,
de glör i böj å borkja,
löng å urter sava sött,
å grânarna stå morkja.

Klöpperna e sylkjegrå
å dâlana e gröna,
for væda e der nok udå
å godt me vand i sjöna.
Hojt i himmelijn dejn blå
stora höja svijna:
vâr jor, möss å fâula små,
di hâ så rappa vijna.

Æjerned far fort astâ
me fön te vijnterboed,
rævijn hajn hâr goa dâ
å net å tæt e toed.
Fulte ænner sjyla sai
på myrn i sjymnijnstimajn,
li så snârt du rokkar dai
lettar hela stimajn.

Ja, kom herop, stik å frå böjn,
frå böjarna å stâuan!
her i hojden ser ijn sjöjn
å Najse by frå âuan,
möllerna på råz, å strân
me sjeven bâg om tâgen,
Balka-bogtens blæja sân
å fyrn, på vajt å vâgen.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk