At være borgmester var en aha-oplevelse for Knud: Du drømmer ikke om, hvor stor indflydelse du har

For politisk kommentator og tidligere borgmester og amtsborgmester Knud Andersen er det en central værdi at møde andre med et åbent sind, selvom de ikke ligner en selv. Og som politiker forsøgte at også at samarbejde på tværs af partifarver.

Knud Andersen har ingen lang uddannelse. Alligevel har den bornholmske landmand og tidligere toppolitiker drevet det længere end de fleste som blandt andet borgmester, amtsborgmester og repræsentant for De Danske Regioner i Bruxelles og Straussborg i Europarådet med over 60 udlandsdage om året i mange år. Der findes derfor kun få større europæiske byer, hvor han ikke har været til et møde eller en konference, ligesom han i det hele taget elsker at rejse, hvad enten det er til Asien eller på jagt i Afrika. Men som ung nåede han kun at gå to uger i gymnasiet i Rønne, før han bad rektoren om at få lov til at forlade det forfærdeligt ”fine” miljø på gymnasiet, hvor han syntes, at det lod til, at fine efternavne betød bedre behandling. Han deler jo ellers selv efternavn med den største dansker nogensinde – H.C. Andersen, men Knud Andersens eget eventyr, førte ham i første omgang tilbage til Klemensker Skole, hvor han færdiggjorde sin realeksamen, inden han en overgang gik i lære som maskinarbejder.

– Det gav mig respekt for, hvem der bygger Danmark. Det er ikke dem, der sidder og vender papirer, men de arbejdere, der møder klokken 6.30 uden at komme for sent for at passe deres arbejde til fløjten, så jeg ville ikke have undværet de 14 måneder, hvor jeg var der, siger Knud Andersen, da han har budt indenfor på sin gård i Hasle, hvor væggene er fyldt med bornholmske kunstværker. For kultur går han også op i, og han har altid forsøgt at støtte kunst som politiker, hvad enten han har været kulturudvalgsformand i Hasle eller som amtsborgmester har støttet byggeriet af kunstmuseet i Rø eller glas- og keramikskolen i Nexø.

Når længere i fællesskab

Knud Andersen voksede op som landmandssøn og den yngste i en børneflok på tre. De første fem år af sin skolegang gik han i skole i Hasle, inden forældrene flyttede ham til skolen i Klemensker, så han ikke skulle nøjes med at gå i skole hver anden dag. Alligevel lærte han tidligt at tage fat i marken.

– Det lærte mig tidligt at tage ansvar. Det lærer man i landbruget. Man kan godt give vejret eller andre forhold skylden for tingene, men til syvende og sidst ved man godt, at det var ens eget ansvar at gøre tingene i rette tid. Inden for rimelighedens grænser, siger Knud Andersen, der ikke kun blev smittet af forældrenes høje arbejdsmoral, men også af deres samfundsengagement.

– Min far var formand for andelsforeningen i Hasle og med i sognerådet for Venstre. Og min mor var sønderjyde og aktivt engageret i grænsespørgsmålet. Hun kom fra Broager i Sønderjylland, og hun fik hver dag tilsendt Flensborg Avis. Men begge mine forældre var andelsfolk, der vidste, at man kan nå længere i fællesskab, end hvis man står alene og bokser med tingene. Det er klart, at det nok også er grundlaget for mit relativt åbne sind. Men jeg mener ikke, at jeg bare er gået lalleglad gennem tilværelsen. Jeg har da taget mange krige. For ellers har det heller ingen værdi. Hvis man virkelig vil noget, må man også kæmpe for det og risikere at få et klip i øret for det. Alt er jo heller ikke gået lige min vej, men jeg har lært noget af det hele. Og min interesse for samfundet har jeg helt sikkert fået hjemmefra.

Kim Larsen og The Kings

Hvad fik dig til at gå ind i politik?

– Ja, hun hed Hanne, siger han og griner.

– Hun var en sød pige, som jeg var skolekammerat med i Klemensker. Og hun spurgte mig, om jeg ikke skulle med i en studiekreds i Venstres Ungdom. Havde hun spurgt om noget andet, så havde jeg gjort det, griner han igen og nævner, at han dengang lige så godt kunne være gået ind i Konservativ Ungdom eller måske endda Socialdemokraterne. For det var i første omgang fællesskabet, der trak ham ind i VU. Men hurtigt viste han sig at blive en stor gevinst for partiet, der voksede, da han hurtigt blev formand for Venstres Ungdom på Bornholm og senere også formand for VU på landsplan.

– Dengang holdt vi nogle medlemsfester i Venstre, som gjorde, at medlemsskaren var meget større end den politiske interesse. Sådan hænger det jo sammen. Men man kan ikke lave politisk arbejde uden penge, så vi kopierede Hasle Idrætsforening, der var dygtige til at bestille nogle store orkestre, der spillede nede i Brændegårdshaven. Det tjente de godt med penge på, og det tænkte jeg, at det kunne vi også. Så den anden tirsdag i juli hvert år lejede vi Brændegårdshaven i Venstres Ungdom, og så fik vi blandt andet Kim Larsen og Gasolin og det engelske band The Kings. Det var desværre det år, vi tjente mindst, men det var, fordi de var så dyre. Men ellers puttede vi rask væk 16-17.000 kroner ned i foreningskassen på sådan et arrangement, hvor vi måske havde mellem 1.200 og 1.600 inde.

– Jeg mener ikke, at jeg bare er gået lalleglad gennem tilværelsen. Jeg har da taget mange krige. For ellers har det heller ingen værdi. Hvis man virkelig vil noget, må man også kæmpe for det. Foto: Jacob Jepsen

Fest ved nonner

Knud Andersen gjorde sig også nogle vigtige samfundserfaringer, da han i den periode også arbejdede med psykisk og fysisk handicappede, som han skulle beskæftige på det, der dengang hed Ebberødgård Socialcenter.

– Det gav mig en opfattelse af, at man ikke skulle kompensere for, hvad folk ikke kunne, men i stedet interessere sig for, hvad de så kunne. Det er mere positivt at forholde sig til, for alle kan bidrage med et eller andet. Jeg fik meget respekt for dem, der arbejder indenfor det område, og for dem det handler om. Man fik næsten gode venner blandt dem, der var anbragt der, hvor vi gik og snakkede sammen. Og der fandt jeg ud af, at det godt kan være, at alle ikke kan alt, men alle kan noget. Og det var kun med til at bære ved til mit ønske om at engagere mig i politik, siger han.

Det var tydeligt, at han selv kunne noget. Ikke mindst at samle folk omkring sig. Særligt husker han sommerlejrene med Venstres Ungdom med glæde.

– En uge hver sommer havde vi sommerlejr et eller sted i landet. Et år boede vi på et refugium, hvor der var nonner, og de var nok ikke helt forberedt på, at der var fest det meste af natten, ler han.

– Men det var morsomt. Hvis man skal få et foreningsliv til at virke, så skal man også være gode venner. Hvor der er spændinger i en forening, går det aldrig. En af hovedårsagerne til, at det for eksempel er gået galt for Venstre på Bornholm er, at de ikke ved, hvor de vil hen. De løber i alle mulige forskellige retninger. Og så er det klart, at der kommer spændinger, og når der er spændinger, har man det ikke sjovt sammen, og når man ikke har det sjovt sammen, udvikler man sig ikke. Derfor er det vigtigt i sådan et foreningsliv, at man fik kammerater og plejede kammeratskabet. Og det morsomste ved Venstres Ungdom var nok de sommerlejre, hvor vi hyggede os, men også diskuterede politik på livet løs.

Sin kone Dorte mødte han også til en af VU’s fester. De blev gift i 1972 og købte gården samme år. Siden købte de også en nabogård, men arbejdet som landmand måtte efterhånden overgives til hans medarbejdere, da det viste sig, at han selv var god til at høste stemmer.

– I 1978 blev jeg både valgt til amtsrådet og kommunalbestyrelsen i Hasle. Fra 1982 var jeg både kulturudvalgsformand i Hasle og formand for sygehusudvalget i amtsrådet. I 1986 blev jeg borgmester i Hasle og i 1990 blev jeg amtsborgmester, hvor jeg også blev valgt ind i amtsrådets bestyrelse. Der begyndte det, der nok var allermest spændende for mig. Det var dengang, amterne havde fælles ledelse ligesom regionerne har i dag. Jeg blev formand for sygehusudvalget. Det vil sige, at meget af den sygehusudvikling fra 1990 og frem har jeg været med til, og det var spændende at møde så mange forskellige mennesker, mens jeg repræsenterede Regionerne i Europa. Hvis man bare har et lidt åbent sind, er det en kæmpe gave at møde folk med andre kulturer eller religioner end en selv. Og det har jeg virkelig lært meget af.

En ahaoplevelse

Knud Andersen lærte også en del af den daværende amtsborgmester Jens Brandt, da Knud Andersen selv blev valgt ind i amtsrådet i 1978.

– Det undrede mig, hvorfor det altid var Jens, der fik de gode ideer. Jeg tænkte, hvorfor det altid var ham og ikke os andre, der kom med ideerne. Men da jeg så selv sad i stolen, så fandt jeg ud af hvorfor. Når du er amtsborgmester eller borgmester, bliver du inviteret ud til alle de steder, hvor der sker noget. Du skal ud at klippe snore og snakke med folk. Du behøver på den måde ikke engang være særlig dygtig, før ideerne rasler ud af ærmerne på dig, fordi du møder mange gode ideer, og alle de spændende mennesker, der findes, får du hilst på. Den aha-oplevelse fik jeg af selv at sidde i borgmesterstolen. Før jeg blev borgmester, vidste jeg heller ikke, hvor stor indflydelse man har på sit lokalområde. Du drømmer ikke om, hvor stor indflydelse, du har som borgmester. Det er dig, der laver dagsordenen. Og du har muligheden for at gå foran, når du har fået en eller anden idé. Det er ikke, fordi du skjuler noget for dine kollegaer, men du er den eneste fuldtidspolitiker i den forsamling, så du laver ikke andet end politik fra morgen til aften. Og så har jeg også haft den indstilling sammen med Dorthe, at vi har taget en valgperiode på fire år ad gangen.

– Er du borgmester er det et fælles projekt. Har det været muligt, har Dorte altid været med ude. Derfor har den der med, at borgmesteren holder weekend eller ferie aldrig virket for mig. Når man er borgmester, er man borgmester 365 dage om året, og du lukker ikke din telefon. Det har jeg i hvert fald ikke gjort.

Elsk fjender ihjel

Samtidig har han gjort det til et politisk princip at inkludere alle i arbejdet, når han selv har siddet for bordenden. SFs Leif Olsen har ligefrem kaldt ham Bornholms bedste og dygtigste politiker her i avisen. Men faktisk var det Jens Brandt, der lærte Knud Andersen at tage alle med i arbejdet. For når man sidder for bordenden har man ansvar for, at alle får mulighed for at leve deres politiske engagement ud.

Hvordan skaber man så et godt arbejdsklima?

– Ved at tage folk højtideligt. Det er slet ikke så svært. Alle kan ikke altid være enige om alt. Det er klart, at der er forskellige holdninger til, hvordan tingene skal løses, når folk har forskellige politiske grundholdninger. Men når man så konkluderer på et møde, skal man alligevel gøre det sådan, at alle kan se sig selv i resultatet. Dem, der ikke får ret, skal have en vendeplads, så de fortsat kan arbejde positivt med resultatet. I to valgperioder lykkedes det mig som amtsborgmester at få absolut flertal i amtsrådet med Venstre. Det havde man ikke haft tidligere, det lykkedes det mig at få, men det var ingen fordel. For hvis man så har en diskussion, vil dine egne sige: Lad os stemme om det. Men der må man sige nej, vi stemmer ikke om det. For så får man skabt en modvilje i amtsrådet hos de andre partier, så det er faktisk lettere at sidde for bordenden, hvis du ikke har absolut flertal med din egen partigruppe, for så er du tvunget til at tage alle med i arbejdet. Men hvis du har absolut flertal, vil der altid sidde nogen i din egen gruppe, som selv ikke har lyst til at tage de andre med. Og hver gang du ikke har alle med, skaber du grobunden for et dårligt valg næste gang. Når du laver din konstituering, apropos det der sker for tiden, så laver du også grundlaget for dit eget valg om fire år. For den konstituering, du laver, kommer du til at leve med i fire år. Og det skaber grundlaget for, om du bliver bedømt som en dygtig borgmester eller ej. Derfor skal du være fire år fremme i din tankegang, når du træffer beslutninger. For dine fjender skal du elske ihjel. Du skal ikke genere dem, du skal elske dem ihjel i stedet for, siger den garvede politiker.

– Hvis man bare har et lidt åbent sind, er det en kæmpe gave at møde folk med andre kulturer eller religioner end en selv. Og det har jeg virkelig lært meget af, siger Knud Andersen. Foto: Jacob Jepsen

Troede på kunstmuseet

Knud Andersen ser tilbage på flere ting, han er glad for, at det lykkedes at få igennem i amtsrådet.

– Det, der har været sværest, var etableringen af kunstmuseet i Rø. For dengang var to ud af tre bornholmere imod det, og der blev samlet 17.000 underskrifter imod byggeriet. Men jeg synes jo, at vi fik lavet en hammerflot bygning, og jeg er meget tilfreds med, at vi stod fast dengang.

Et listigt smil breder sig i ansigtet på ham, da han svarer på, hvordan det alligevel lykkedes at få bygget kunstmuseet uden at miste vælgere.

– Der skal man lige vide, hvordan folk er. Vi sad altså med 17.000 protestunderskrifter, da jeg blev amtsborgmester i 1990, og næste valg var så fire år efter. Allerede ved det sidste amtsrådsmøde, inden jeg blev amtsborgmester, havde vi købt Helligdommen. Jeg havde fornøjelsen af at sidde i byggeudvalget, og jeg sagde på et meget tidligt tidspunkt, da vi havde valgt arkitekten Johan Fogh, at pengene skulle passe. Vi havde sagt, at det måtte koste 40 millioner kroner på øen, og det kom det til. Det skulle indvies senest to måneder inden næste valg. Græsset skulle være grønt, flaget skulle være hejst og Dronningen skulle indvie det. Og så ville alle dem, der havde skrevet under mod byggeriet, komme og sige. ”Se, hvad vi har bygget” og være stolte af det. Det var min påstand, og den holdt, siger han og smiler igen.

– Det kom allerbedst til udtryk med Torben Rønne-Larsen fra Dansk Folkeparti. ”Dæk Torben” blev han kaldt og var en herlig fyr. Han havde været med til at samle underskrifterne sammen mod byggeriet, men så kom Danmarks Radio dagen efter museet var blevet indviet og spurgte ham om han ville sætte sine ben der. ”Ja”, sagde han meget begavet, ”det kan godt være, at jeg ikke ville have det, men nu har vi fået det og så skal det bruges.” Det kunne ikke siges bedre, siger Knud Andersen.

Den dyreste check

Også glas- og keramikskolen i Nexø måtte han kæmpe for.

– Det kostede blod, sved og tårer. Og vi blev simpelthen bare nedgjort af Danmarks Designskole, hvor der var en rektor, der simpelthen var så grov. På det tidspunkt havde man kun Designskolen i Kolding og Designskolen i København, men så kom Pete Hunner fra Baltic Sea Glass og sagde til mig: ”Man kun kunne tage en glasuddannelse to steder i verden – i Frankrig og USA. Men vi kan også lave det på Bornholm”.

Det overbeviste Knud Andersen, der kæmpede for at få etableret glas- og keramikskolen i Nexø.

– Hver gang det blev svært, kørte jeg ned og snakkede med Maibritt Jönsson og Pete Hunner, og så blev vi enige om, at vi gav den en skalle igen. Og det lykkedes så til sidst. Pete og Maibritt så fuldstændig rigtigt, for i dag er Bornholm jo udnævnt til World Craft Region.

Samme succes ser han tilbage, når det handler om at få hurtigfærgen til Bornholm.

– Hurtigfærgen er måske alligevel det, der har haft allerstørst betydning for Bornholm. Den fik vi på trods af, at vi havde en regering, der ikke ville bakke op. Vi havde en socialdemokratisk minister, der oven i købet havde bornholmske rødder, men han stod på et møde og sagde, at det ikke kunne lade sig gøre at finde så mange millioner til projektet. Men det var faktisk provokation nok til at få os i gang, selvom der var mange, der hellere ville beholde færgen, der sejlede ind til havnekajen i København. Forstå det, hvem der vil. Men vi fik hurtigfærgen igennem. Jeg snakkede med samtlige trafikordførere en efter en. Socialdemokraterne sad med SF som parlamentarisk grundlag, og jeg talte med deres trafikordfører, Tommy Dinesen, der var tidligere sømand, og han kunne godt se ideen i en hurtigfærge, når Øresundsbroen kom. Og cirka en måned senere kom hurtigfærgen. Men Margrethe Auken ville ikke være med, så han gik i gang med at bearbejde hende. Hun havde den holdning, at man ikke skulle transportere gods med 60 kilometer i timen over vand. Derfor blev løsningen, at vi fik hurtigfærgen, men ikke den store, vi ville have haft, på størrelse med Leonora Christina. Men mit synspunkt var, at hvis man en gang havde fået en hurtigfærge, hvorfra man kunne komme til København på halvanden time, så kunne man aldrig fjerne den igen. For så havde man sat udviklingen i gang. Og da der så var et flertal udenom regeringen for at få en hurtigfærge, gik regeringen selvfølgelig også med, så det var et stort set enigt folketing, der stemte for den bornholmske hurtigfærge. Og det er nok den dyreste check, jeg har skrevet, da jeg skrev under på kontrakten nede på værftet i Australien. Jeg har stadigvæk kuglepennen, siger han griner.

Vælgervandring

Knud Andersen personificerer på mange måder Venstres storhedstid på Bornholm, men han endte alligevel med at melde sig ud af partiet for knap ni år siden i kølvandet på en lokal konflikt. Men der var flere grunde til, at han ikke længere kunne se sig i Venstre.

– Jeg havde spekuleret længe over, at jeg syntes, Venstre var blevet for fremmedfjendsk. Jeg kunne ikke se mig selv i et parti, der ikke åbnede for folk med andre kulturer og religioner. Der syntes jeg ikke, at der ville være plads til mig, så det havde jeg gået længe og tænkt over.

I dag vil han som politisk kommentator på TV2 Bornholm ikke sige, hvad han nu stemmer. Men valget er blevet mere uforudsigeligt, mener han.

– Jeg synes, det mest spændende er de vælgervandringer, vi ser. Det er ganske utroligt, så mange der skifter parti. Men vi har haft en meget turbulent periode. Og folk, der har partibogen i orden, er jo blevet forsvindende få i dag. Der er ikke mange, der er medlemmer af partier mere. Så derfor er der ingen, der på den måde selv har været med til at udvikle politikken. Og det er også det, vi ser resultatet af, tror jeg. Dels er der corona, og der er mange, der snakker krisen op, synes jeg. Og derfor er der nogen, der søger efter noget andet. Men jeg tror også, det er et udtryk for den politiske rodløshed, der sker i de politiske partier, siger Knud Andersen, der savner den politiske debat på partiforeningsplanet i dansk politik.

– I dag sidder der to eller tre i toppen af hvert parti, og de laver meningsmålinger på, hvad der er populært for tiden. Og derefter lader de så de populære synspunkter sive ned i deres vælgerkorps, og så forventer de, at folk går ned og stemmer efter det. Se det er den amerikanske metode, der vinder frem. Det betyder, at markedsføring og personlig stil er blevet meget mere betydningsfuld frem for, hvad de siger. Det er jo ganske uforståeligt, at Søren Pape Poulsen, som jeg kender, og som er et meget sødt og behageligt menneske, at hans private ægteskabelige forhold overhovedet kan få en betydning. Det er fuldstændig til grin!

Kunst udvikler dig selv

Som politiker har han selv stræbt efter den gode politiske samtale, hvor man ikke fokuserer på hverken farve eller partifarve. For det er og bliver hans grundværdi, at man skal møde andre med et åbent sind.

– Ja, det værste, der kan ske, er, at man bliver klogere. Og når jeg ind imellem holder foredrag rundt omkring eller tegner og fortæller for amerikanske turister, som jeg er begyndt at tage imod på Bornholm i samarbejde med et amerikansk krydstogtselskab, understreger jeg også altid, hvilken rigdom der ligger i at møde andre med et åben sind, selvom de ikke ligner en selv, siger han og tilføjer, at det også er en af grundene til, at han elsker kunst.

– Det handler igen om, hvornår du udvikler dig selv. Og du udvikler dig selv hver gang, du møder noget, der er anderledes. Man udvikler sig jo ikke, hvis man kun er sammen med sit spejlbillede. Du skal jo heller aldrig ansætte dit spejlbillede, men ansætte én, der kan noget andet end det, du selv kan. Og det er nøjagtig det samme med kunst, kultur og musik. Al kunst er ikke god kunst, men jeg tror, at det meste kunst vil kunne provokere dig så meget, at det skaber en udvikling i dig eller en anden. Og der skal også være rum til den kunst, som man ikke selv forstår, men måske alligevel kan skabe en udvikling i dig selv eller andre. Derfor har jeg haft umådelig let ved at støtte kunst og glas og keramik. Hvis man fjernede vores malerier og kunstmuseer, tror jeg ikke, at vi ville være så højtudviklede som samfund i dag. For jeg tror, at kunst er med til at skabe en idérigdom og en tankevirksomhed, mens man kan gå rundt og nyde den. Og det kan også være nok at nyde kunst, siger Knud Andersen, der omgiver sig med bornholmsk kunst på sin egen gård.

Hvad ser du selv som livets mening?

– Det ved jeg ikke. Og det er ikke, fordi jeg ikke har tænkt over det. Når man er 75 år, er det klart, at man har levet det meste. Men jeg ved kun, hvad Dorte og jeg selv har forsøgt. Vi har forsøgt at give vores to piger en åben, positiv tilgang til tilværelsen. Vi er medlemmer af folkekirken og kommer der, hver gang vi bliver inviteret til noget, ellers kommer vi der kun til juleaften i Hasle Kirke, fordi det er en kulturel tradition. Vi er kulturkristne, og jeg bliver nok ikke mere. Jeg er nok nærmere ateist, hvis jeg virkelig skal gribe ind til benet. Det, jeg ikke kan forklare, kan jeg heller ikke forstå. Og tro er ikke nok for mig. Dorte har det måske lidt anderledes. Men jeg har i hvert fald ikke nogen religiøs tilgang til livets mening. Men det bedste, jeg selv har oplevet, har jeg forsøgt at give videre til mine børn, og vi har fire børnebørn, som er ovenud harmoniske, siger han og smiler stolt.

– Det håber jeg, at vi har en lille andel i.

 

Knud Andersen

Født i 1947.

Voksede op i Klemensker Sogn, hvor han som 16-årig meldte sig ind i Venstres Ungdom. Hurtigt blev han formand for VU på Bornholm og var landsformand for Venstres Ungdom 1972-74. Han blev uddannet på Lyngby Landbrugsskole i 1969. Andersen var medlem af kommunalbestyrelsen i Hasle Kommune fra 1978 til 1990, og borgmester i kommunen 1986-90. Han var medlem af Bornholms Amtsråd 1978–2002 og amtsborgmester i Bornholms Amt fra 1990 til amtets nedlæggelse 31. december 2002. Andersen var medlem af Region Hovedstadens regionsråd 2006-13, men valgte i 2013 ikke at søge genvalg ved valget senere samme år. I 2015 meldte han sig ud af Venstre. Han blev slået til Ridder af Dannebrog i 2003 og har siden 1972 været gift med bankassistent Dorte Andersen.