Arbejdsdag i økolandsbyen: Vi kan udleve vores drøm her

Arbejdsdag i økolandsbyen: Vi kan udleve vores drøm her
Freja Friborg og Nynne Marie Gjerlang er begge i kernegruppen, som lige nu arbejder på at opbygge økosamfundet Friskoven. I dag havde de indkaldt til fælles arbejdsdag for at få ryddet ud på grunden i Almindingen, hvor der tidligere lå produktionshøjskole. Foto: Berit Hvassum.
| 3. OKT 2020 • 21:00

3. OKT 2020 • 21:00
Økolandsby-projektet "Friskoven" havde i dag arbejdsdag på det store område i Almindingen, hvor der tidligere lå produktionshøjskole.

En kernegruppe på 10 voksne har besluttet sig for at lave et økologisk bofællesskab, hvor husene er bygget bæredygtigt, grøntsagerne dyrkes økologisk og børnene er hjemme sammen med deres forældre i stedet for at gå i daginstitution og skole.

Men der er stadig et godt stykke vej til, at økolandsbyen er etableret.

Vi er i gang

Lige nu foregår et større arbejde med at få værdigrundlag, juridiske struktur og økonomi på plads. Planen er nemlig at lave en andelsboligforening, hvor der er plads til cirka 15 boliger.

Oven i det er der et stort oprydningsarbejde på området, der efter lukningen af produktionshøjskolen i 2014 har været brugt som øveterræn for politi og militær. Derfor havde kernegruppen i "Friskoven" i dag arrangeret en arbejdsdag for at få ryddet mere op, så de kan nærme sig en grund, der kan bygges huse på.

– Det ligner jo stadig lort på frontsiden, selvom vi har kørt mange ladfulde affald herfra. Vi vil gerne vise udadtil, at vi faktisk laver noget herude og er i gang med at opbygge det økosamfund, vi drømmer om, siger Freja Friborg.

Hun har været med fra starten som en af de oprindelige initiativtagere til økolandsbyen Friskoven. Hun købte stedet sammen med sin mor og bror i 2018. Siden er hendes bror gået ud af projektet, og andre er kommet til i stedet.

 


Nye i Friskoven

Nynne Marie Gjerlang er en af dem. Hun og hendes mand Tobias boede indtil for seks uger siden slet ikke på Bornholm.

De havde en andelsbolig i økosamfundet Permatopia i Karise på Sjælland. Men her var hverdagen for presset, selvom de boede dør om dør med familie og venner og havde mulighed for, at Nynne Marie Gjerlang kunne være hjemme med børnene.

Tobias gik stadig på arbejde på fuldtid, og de andre naboer i Permatopia levede et 8-16-liv med arbejde uden for økosamfundet. Nynne Marie Gjerlang ønskede at være en del af noget andet.

– Da Freja delte sin vision for det her sted, ramte det mig bare dybt. Jeg læste det højt for min kæreste og sagde, at det var det her, vi havde ledt efter så længe. Vores drøm kan udleves her. Vi drømmer om at bo et sted, hvor der er et unschooling fællesskab, hvor man hjælper hinanden og har det nære fællesskab omkring sig, siger Nynne Marie Gjerlang.

 


Andelsboligen i Karise er nu byttet ud med en campingvogn på Friskovens grund, hvor blandt andre Freja Friborg også bor sammen med sin søn.

Formålet med arbejdsdagen var at få ryddet op på grunden ud mod vejen, få ryddet op i produktionhøjskolens gamle smedje og få etableret en varmestue, så beboerne i Friskoven er klar til de kolde vintermåneder.