93-årige Poul investerede sine eventyrpenge i Sahara: 'Det er paradis'

Poul Berling Johansen flyttede til Bornholm i 1962. Han slog sig ned i Sorthat, hvor han på sin brors anbefaling købte en række sommerhusgrunde for de penge, han havde tjent som minearbejder i Canada og i Grønland.

– Jeg blev tilbudt at købe noget ved Vang. Det var en ejendomsmægler, der hed Hansen, men da vi kom derned, så var den bedste grund væk. Den havde ellers en pragtfuld udsigt over det hele.

Poul Berling Johansen, der vokset op i Faxe på Sjælland, kunne dog ikke lade være med at tænke på alle de klipper, der er i Vang. De kunne være vanskelige at bygge på, og som tidligere minearbejder vidste han om nogen, hvor genstridigt klippegrund kan være. I stedet købte han 10-15 sommerhusgrunde Sorthat, og det har han aldrig fortrudt.

– Det her er paradis, siger han og peger op mod skoven og den fredede sandhøj, hvor bevoksningen er tæt af fyr og birk.

36.000 kroner kostede sommerhusgrundene tilbage i 1962. Den sidste grund har han lige solgt for mere end en halv million kroner. Det, han tjente på at være minearbejder i Canada og i Grønland, har gennem årene været en god indtægtskilde. Salg af sommerhusgrundene har suppleret husholdningen og ikke mindst betalt det hus, Poul Berling Johansen byggede til sig og sin samlever, Anni, som han desværre mistede for godt to år siden.

Fra Canada til Grønland

Helt ufarligt var livet som minearbejder dog ikke. I Canada havde han nær aldrig fået sin første paycheck, da han var meget tæt på at blive ramt af nedstyrtede sten. I Grønland gik det endnu værre. For selv om Poul Berling Johansen havde erfaring fra minearbejdet i Canada, så var bly- og zink-minen i Mestervig noget helt andet.

– Det var en farlig mine, vi havde ingen særlig afstivning, man mente, at permafrosten nok skulle holde det hele på plads. Men om sommeren kneb det, husker den tidligere minearbejder.

– Enhver mine har nedstyrtningsskakter, og det, man sprænger løs, skal flyttes med et skrabespil, der går ved elektricitet. Vi var to mand, der skulle flytte sådan et spil. Nedstyrtningsskakten var fyldt helt op, så jeg foreslog ingeniøren, der var meget ung, at vi skulle skyde en halv kasse dynamit af på toppen, så vi kunne se, om den stadig var fyldt op, fortæller Poul Berling Johansen.

Poul Berling Johansen har en samling af sten fra de miner, han arbejdede i. Foto: Berit Hvassum


Grim ulykke

Ingeniøren mente i stedet, at de to minearbejdere bare skulle være ekstra omhyggelige med deres sikkerhedsudstyr og komme i gang. For at sikre sig selv skulle de gå to og en halv meter over skakten.

– Vi gik begge ud. Min makker var foran og lige pludselig begyndte stenene at give efter, og min makker forsvandt, og så kom turen til mig. For f... hold på hat og lygte, sagde jeg til mig selv.

Det blev til en 10 meter rutsjetur mellem stenene.

– Men heldigvis var der en stor flad sten, som lukkede for de mindre sten.

Og heldet stoppede ikke der, for stenen lå ud for en åben plads.

– Jeg fandt mit lys og kunne konstatere, at der var en manway (en åbning til et indesluttet rum med stige, red.sek), så jeg fik rullet nogle sten væk, så jeg kunne komme op at stå oprejst.

Poul Berling Johansen råbte på sin makker, men fik i første omgang ikke noget svar. Det viste sig, at han lå noget længere nede.

– Jeg kunne dog få ham halet i sikkerhed. Jeg smed noget af mit overtøj, så han kunne ligge lidt bedre. Han ville ikke have, at jeg gik fra ham, han havde det af h... til. Jeg råbte som en gal i en times tid. Da ingeniøren kom ind i tunellen, kunne han se, at den var helt gal.

10 år med mareridt

Der gik yderligere 20 minutter, inden Poul Berling Johansens makker blev bragt i sikkerhed. Stedets læge turde ikke komme ned i minen, så en anden minearbejder blev instrueret i at give en sprøjte til den tilskadekomne, inden han blev båret op på en stige.

– På flyvepladsen holdt en Catalina-maskine (redningsfly, red.sek), og piloten var villig til at flyve ham til Reykjavik på Island. Der var han i to måneder, fortæller Poul Berling Johansen.

– De sagde alle i campen, at jeg var heldig, men senere fik jeg mareridt om natten, og det forfulgte mig i 10 år, inden det langsomt ebbede ud. Nedstyrtningsskakten var 30 meter dyb, så vi ville have fået en frygtelig død, hvis vi var endt i en tipvogn.

Det havde sin pris at være minearbejder i 50'erne. Arbejdet med datidens boremaskiner har gjort, at Poul Berling Johansen højre hånd i dag er følelsesløs. Hørelsen kniber det også med, for sikkerhedsudstyr var det i 50'erne så som så med.

– Men jeg er da stadig i live.

Minen i Mestervig

Mestersvig ligger ved Kong Oscars Fjord. Det er en lille station med lufthavn på Grønlands østkyst, ca. 200 km nord for Scoresbysund/Ittoqqortoormiit. Lufthavnen er anlagt på Tunnelelvens flade delta.

Fra 1956-1963 var der en bly-zinkmine i Mestersvig. Malmen blev brudt underjordisk i fjeldet Blyklippen. Mineaffaldet blev udledt på fjeldsiden, hvor det meste gled ned i Tunnelelven, der løber ud i Kong Oscars Fjord. Det metalholdige malm blev kørt ca. 10 km ad en vej til Nyhavn, hvor det blev lastet. Danmarks Miljøundersøgelser har siden 1979 overvåget miljøet i området. Kilde: Wikipedia