79-årig pioner på Sorte Muld: 'Der er mindst 1.000 gubber i jorden endnu'

SORTE MULD

Fem dage på Sorte Muld

Bornholms Tidende følger i denne uge de arkæologiske udgravninger på jernalderpladsen Sorte Muld udenfor Svaneke. Arbejdet blev mandag genoptaget efter et års coronapause.

Dette er den tredje artikel i serien.

Der hører mange remedier til en arkæologisk udgravning. Som nu de fire trillebøre, som Bornholms Museum har bragt med til Sorte Muld i denne uge. Onsdag formiddag er de alle sammen fulde af mudder.

En af de fire står en ældre dame bøjet over. Dagen før stod hun længe og spulede småsten, gamle stumper af ben og dyreknogler, men ingen guldgubber (endnu). Længe og minutiøst gik hun til den møjsommelige proces, som arkæologerne kalder at vandsolde. Med et veltrænet øje kastede hun alle sine småfund op i en spand.

Rutinearbejde umiddelbart. Vidste man ikke bedre, ville man ikke få den tanke, at damen ved soldet og trillebørene har været en af de vigtigste figurer i de seneste 35 års arbejde med at afdække Sorte Mulds hemmeligheder.

Nu 79-årige Margrethe Watt er pioner på den jernalder-boplads, der mere end noget andet sted har sat Bornholm på arkæologernes verdenskort. I firserne blev hun som Bornholms Museums dengang eneste arkæolog den første i nyere tid, der gravede systematisk på stedet. Blandt alle andre på dagens langt større gravehold står der dyb respekt om hende.

– Jeg er altmulig-dame herude. Jeg vandsolder og står ved trillebøren. Men jeg registrerer også alle fundene og fortæller hvad det er, der bliver fundet. Det er nok der, at jeg kan gøre mest nytte, siger Margrethe Watt.

– Men min opgave er også at bakke Michael Thorsen fra museet op. Han og Finn Ole Nielsen er to af de bedste udgravere herhjemme, måske faktisk de to allerbedste, for de er fabelagtigt dygtige.

– Men Michael kan stadig godt komme ned og spørge, hvordan det ene eller det andet skal forstås. Det er jo også nogle af hullerne fra mit gamle udgravningsfelt, som de graver i nu. Derfor bliver det vigtigt også at kunne bidrage med den kontinuitet.

Foto: Berit Hvassum

Hel have blev spulet

Margrethe Watt husker tydeligt den dag i 1985, hvor hun blev ringet op og blev fortalt om fundet af de første seks guldgubber.

– Det var fritidsarkæologer, der fandt de første seks. Så måtte jeg jo herud med udrykning for at finde den sammenhæng, som de lå i, fortæller hun.

Med det samme stod det hende klart, at der ikke var andet for end at finkæmme stedet. Sorte Muld var ikke ukendt, der havde også været gravet i fyrrerne og sidst i forrige århundrede, og i gammel tid gik stedet under navnet ”Guldageren”. Legendarisk og mytisk, men aldrig gravet ud. Nu vidste Margrethe Watt, at det tilkom hende at tage de første stik med spaden. De kom i 1986, og året efter kom der flere, mange flere.

– Vi gravede i 25 uger i to sæsoner. Vi var syv-otte mand heroppe, og vi havde kun ét vandsold. Det første år soldede vi al pløjejorden: 600 kvadratmeter var det, en hel villahave. Året efter gravede vi så i de urørte lag, fortæller Margrethe Watt.

– Vi fandt 2.345 guldgubber, hvor over halvdelen lå i pløjelaget. Det kan man jo ikke bare have liggende, for så kommer folk jo. Så vi vandsoldede hele molevitten. Det gav 12.000 fundportioner, alt fra guldgubber til fiskeknogler, hvor en fundportion godt kunne være en hel pose fiskeknogler.

Arbejdet gik i stå

Så skete det underlige. Mens Sorte Muld voksede til arkæologisk verdensklasse, blev arbejdet ikke intensiveret. Det blev stoppet.

– Arbejdet gik i stå, fordi man gerne ville skåne pladsen, og fordi rigsantikvaren ingen penge havde. Det passede mig egentlig udmærket. Jeg var dengang den eneste arkæolog på Bornholm, og jeg kunne ikke overkomme det hele, fortæller Margrethe Watt.

– Vi lavede en aftale med lodsejeren om, at han ikke måtte pløje for dybt. Det var en fornuftig løsning dengang, at man tog en dyb indånding og håbede, at tingene kunne bevares på stedet. Arkæologi er i meget stor udstrækning et spørgsmål om at redde ting. Man graver meget sjældent for at finde noget, for i princippet bør tingene blive liggende i jorden.

– Når man graver noget ud, palisader og bygninger, ødelægger man det samtidig. Hvis du ikke dokumenterer det ordentligt, kunne du lige så godt sætte en bulldozer ind. Man skal vide, hvad man gør, før man fjerner noget, siger Margrethe Watt.

– Vi havde ikke de ressourcer, der skulle til. Dengang var der heller ikke det antal fritidsarkæologer, som der er i dag. I museumsverdenen var der også megen mistro over for fritidsarkæologer, men jeg fik opbakning til det her samarbejde med dem.

– De bornholmske fritidsarkæologer har virkelig været med til at sætte Bornholm på landkortet blandt arkæologer ude i verden. De har også ændret synet på fritidsarkæologer, siger Margrethe Watt.

Foto: Berit Hvassum

1.000 gubber mangler

Efter 18 som bosat på Bornholm flyttede Margrethe Watt til København i 1997. Men hun har aldrig sluppet Sorte Muld. Alene i det nye årtusinde er hun vendt tilbage utallige gange.

– Efter jeg er flyttet fra Bornholm, har jeg aldrig været længere tid væk fra Bornholm end en måned ad gangen. For omkring 20 år siden lavede jeg flere tusinde fosfatprøver på Sorte Muld, fortæller hun.

– Fosfatprøver er indikatorer på, hvor længe der har levet mennesker på et givent sted. Herude er der cirka 120 centimeter fra bunden af pløjelaget og ned til undergrunden. Det fortæller os, at her har været bopladser fra cirka år 200 før Kristus og helt frem til vikingetiden, siger Margrethe Watt.

– Fosfatsyretallet her på Sorte Muld er det højeste på hele Bornholm. Tallet er særligt højt her, fordi her har boet mennesker kontinuerligt i mere end 1.000 år.

Men først og sidst er der guldgubberne. Margrethe Watts historie med stedet begyndte med dem, og den er i stor stil også fortsat med dem. Hun har skrevet bøger og både populære og videnskabelige artikler, og hun har arbejdet sig til en position som en af verdens absolut førende eksperter i guldgubber.

Derfor er hun også den nærmeste til at give et bud på, hvor mange guldgubber, der ikke er blevet fundet endnu.

Margrethe Watt skuer ud over markerne. Hvor vi andre kun ser græs, ser hun tydeligvis nærmere ting under jorden. Hun lader sit blik skifte retning, ser et andet og et tredje sted hen. Hun tænker, overvejer længe sit svar.

– Der mangler 1.000 guldgubber. Der er 1.000 mere dernede. Mindst 1.000, siger hun så.

Hun har selv registreret langt de fleste af de kendte. Hun har godskrevet en 16-årig Søren Pind for en gubbe, og hun har også tilskrevet dronningen en. Derfor ved hun også, at der findes cirka 200 af den mest almindelige type guldgubbe. Der er fundet næsten 3.000 i alt. Har hun aldrig leget med tanken om at tage bare en af de mest almindelige med sig hjem i lommen?

– Nej, siger Margrethe Watt.

– Jeg har aldrig været fristet. Det gør man bare ikke.