Staten vil købe, men Torben sælger ikke

SORTE MULD

Fem dage på Sorte Muld

Bornholms Tidende følger i denne uge de arkæologiske udgravninger på jernalderpladsen Sorte Muld udenfor Svaneke. Arbejdet blev mandag genoptaget efter et års coronapause

Denne artikel er den anden i serien.

Torben Ipsen ejer noget af Danmarks mest værdifulde jord. Ja, faktisk er jorden på Sorte Muld uvurderlig. Strakt ud over en kvadratkilometer mellem Svaneke og Ibsker gemmer pløjelagene på en hel lille by fra jernalderen: Bornholms magtcentrum i 1000 år frem til omkring år 800.

Sorte Muld-jorden blev købt af Torben Ipsens oldefar tilbage i 1904. Han købte jorden af en tysk købmand. Selv er Torben Ipsen født og vokset op på Brændesgård omkring halvanden kilometer fra udgravningsstedet. I dag bor han endnu en tand længere væk, på Kuregård cirka tre kilometer fra Sorte Muld.

53-årige Torben Ipsen er fra 1967, knapt 20 år efter at den aarhusianske professor Ole Klindt Jensen blev den første arkæolog, der gravede på Sorte Muld. Så Torben Ipsen er vokset op med viden om, at der lå værdifulde sager fra oldtiden gemt på Sorte Muld.

– Ole Klindt Jensen gravede i min farfars tid, så dengang vidste man det godt. Men der går også historier om, at den tyske købmand, som min oldefar købte jorden af, også fandt noget i 1800-tallet, fortæller Torben Ipsen.

De første guldgubber

I næsten 40 år efter Ole Klindt Jensens besøg fik Sorte Muld lov at holde på sine mange hemmeligheder. Med det enorme antal fund under jorden kunne det dog ikke vare ved, og det gjorde det heller ikke.

– Midt i firserne lavede min far noget dræningsarbejde, og så kom nogle af fritidsarkæologerne og ledte i grøfterne. De fandt også noget, selvom det først var meget begrænset. Men så fandt de seks guldgubber på en eftermiddag, fortæller Torben Ipsen.

– Jeg kunne huske, at de kom ned og sagde, at ”nu er freden forbi”, for nu kunne de ikke holde det hemmeligt længere.

– Vi gik også med derned, og min bror fandt også en guldgubbe.

Og nu bliver det mærkeligt. For nogle kan finde guldgubber og andre jernaldersager, men andre kan åbenbart ikke.

I nyere tid er Torben Ipsen selv ganske klart den, der har opholdt sig mest på Sorte Muld. Han har pløjet, harvet og sået på stedet. Særligt harvearbejdet har det med at bringe skjulte skatte fremme, men Torben Ipsen, har han fundet noget?

– Nej, fortæller han.

– Jeg har aldrig fundet noget. Ikke ud over nogle gamle potteskår.

Torben Ipsen er så stålsat på ikke at ville sælge til staten, at han ikke en gang ved, hvor meget han kunne få ud af et salg. Han har aldrig bedt staten om at spille ud med beløb. Foto: Beri Hvassum

Området dyrkes forsigtigt

Rundt omkring Torben Ipsen er der dyrket på så godt som hele Sorte Muld-arealet. Formelt er der ingen restriktioner ud over dem, som han frivilligt tager for ikke at gøre skade på de mange fortidsfund under jorden.

– Der er ikke noget, som jeg må og ikke må. Men det er klart, at vi tager ekstra hensyn her, og at vi ikke pløjer så dybt, fortæller Torben Ipsen.

– Der er lige tempelområdet, som vi overhovedet ikke dyrker. Og så har vi lavet en aftale med museet om de arealer, som de gerne vil bruge fra år til år.

– Museet betaler mig ikke noget for det. Hvis vi for alvor skal have det her sted i gang, må vi hver især bidrage til at få tingene til at ske.

Torben Ipsen har ingen særlig vision for, hvad der skal ske på Sorte Muld. Stedet er verdenskendt blandt arkæologer, og helt eller delvist færdigudgravet kunne det sagtens bære et besøgscenter, ligesom Hammershus fik. Måske ender det sådan. Men det er nærmere chefarkæolog Finn Ole Nielsen, der undfanger drømme af den slags.

– Nej, sådan en vision har jeg ikke. Jeg er bare spændt på, hvor det hele kommer hen. Når du snakker med Finn Ole, er det hele meget storslået. Men når jeg kigger ned i udgravningshullet, får jeg jo ikke det samme ud af det

– Hvor det hele fører hen, ved jeg ikke. Men jeg synes da, at det er spændende, at der en gang lå et tempel her. Og hvordan så det mon ud?

Stedet er ikke til salg

Til gengæld ved Torben Ipsen helt præcist, hvad der ikke skal ske med Sorte Muld. Slots- og Kulturstyrelsen har i flere omgange fortalt ham, at staten gerne vil overtage stedet.

– Gennem Finn Ole har de flere gange henvendt sig og sat, at de gerne vil købe arealet. Det er snart mange år siden, at de begyndte på det, fortæller Torben Ipsen.

– Min frygt er bare, at det kun vil komme til at ligge hen med græs. Når jeg omvendt ejer jorden, kan jeg have en dialog med Bornholms Museum om, hvad der skal ske. Jeg er også lidt bange for, at Bornholms Museum vil blive kørt ud på et sidespor, hvis staten overtager det, og hvad så med fritidsarkæologerne? Kan de så ikke længere få lov at gå heroppe? Jeg synes også, at det er sjovt, at der er en masse lokale kræfter med i at grave og stille overnatning til rådighed.

Torben Ipsen er så stålsat på ikke at ville sælge til staten, at han ikke en gang ved, hvor meget han kunne få ud af et salg. Han har aldrig bedt staten om at spille ud med beløb.

– Nej, og det interesserer mig heller ikke. For området er jo ikke til salg. Jeg driver landbrug, og vi har en sund økonomi, siger han.

– Jeg kunne nærmere forestille mig, at vi opretter en lokal fond, der ejer arealet. Det vil sikre, at vi lokalt vil have indflydelse på, hvad der skal ske.

Torben Ipsen tør ikke gætte på, om han selv vil få Sorte Muld at se som færdigudgravet. Området er på en kvadratkilometer, hvor arkæologerne denne sommer kun graver på den helt centrale del.

– Det vil jeg da håbe, og det er da også en af grundene til, at jeg har presset på og sagt ”Se nu at komme i gang, så vi kan se, hvad der er dernede!”, siger han.

– Men når nu museumsdirektøren siger, at det kan tage 50 år at blive færdig, kan det da godt være, at jeg ikke får det sidste med.

Foto: Berit Hvassum