18 kvinder fik klippet håret af: Nu vil Gert fortælle deres historie

18 kvinder fik klippet håret af: Nu vil Gert fortælle deres historie
Gert Holmgaard Nielsen er uddannet journalist. I dag er han forfatter på fuld tid og har tidligere udgivet bogen "Balancegang - ti historier om Kina og menneskerettighederne". Eget foto
19. FEB • 19:00
Jesper Gynther
Journalist
19. FEB • 19:00

Gert Holmgaard Nielsen er i gang med at skrive en bog om Danmarks største klippeaktion, som fandt sted på Hotel Dana i Rønne natten mellem den 22. og 23. maj 1945. Her blev en gruppe bornholmske kvinder klippet skaldet af frihedskæmpere, som mistænkte dem for at have haft forhold til tyske soldater og officerer under besættelsen. Vi kan lære meget af historien, mener forfatteren.

Glæden var stor, da Danmark blev befriet den 5. maj 1945. Men da euforien havde lagt sig, begyndte vreden og hævngerrigheden at vise sig. Flere steder i landet blev den rettet mod de kvinder, der under besættelsen eftersigende havde haft et forhold til en tysk soldat eller officer. På Bornholm førte det til, at 18 kvinder fik klippet håret af natten mellem den 22. og 23. maj 1945 på Hotel Dana i Rønne, mens øen fortsat var besat af russiske tropper.

Det var en gruppe lokale frihedskæmpere, som stod bag klippeaktionen, som var den største af sin slags i hele landet. De blev efterfølgende dømt i retten, og det var den eneste sag i Danmark, hvor gerningsmænd, der havde klippet kvinder skaldet, blev dømt.

Siden da har hændelsen ikke været omtalt i større grad, men nu 80 år efter har journalist og forfatter Gert Holmgaard Nielsen sat sig i selen for at skrive en bog om, hvorfor det skete, og hvordan både kvinderne og frihedskæmperne oplevede situationen - og ikke mindst, hvad man kan lære af historien.

– Jeg synes jo altid, at man kan håbe, at man kan lære af historien, og derfor har jeg sat det som krav, at det skal være en bog, der også ser på den her historie fra kvindernes side. For der har jo tidligere været historier fremme om den her klippeaktion, men hvor det var frihedskæmperne selv, der fortalte den, siger Gert Holmgaard Nielsen, som altså kommer til at tage et kritisk blik på, hvad de bornholmske frihedskæmpere gjorde mod kvinderne, der blev holdt fanget på Hotel Dana.

– Jeg har alt ære og respekt for de modstandsfolk, der var modstandsfolk på Bornholm, og jeg respekterer de her frihedskæmpere for det gode, de har gjort. Men samtidig synes jeg også, at det skal frem, at de ikke var helgener. De var mennesker, som også trådte forkert, fortæller forfatteren, som selv er barnebarn af en frihedskæmper fra Jylland.

Artiklen fortsætter under billedet


– Jeg bruger billederne og trækker dem virkelig frem. Billederne fortæller jo også kvindernes side af sagen, og man kan godt se på dem, at det selvfølgelig ikke ser så sjovt ud, siger Gert Holmgaard Nielsen. Arkivfoto: Bragt med tilladelse fra Bornholms Museum

 

Drømt om at skrive bogen i over 30 år

Gert Holmgaard Nielsen har haft lyst til at skrive en bog om klippeaktionen, lige siden han tilbage i december 1990 skrev hovedopgave på Journalisthøjskolen om hændelsen. Han boede på 4. maj Kollegiet i Aarhus, hvor man dengang kun fik lov at få et værelse, hvis man var i familie med en tidligere frihedskæmper. Det var i samtalerne med kollegiekammeraterne, at han fik ideen til at skrive om kvinderne, der fik klippet håret af.

– Jeg boede sammen med en masse andre unge mennesker, som også havde en bedsteforælder, der havde været en del af frihedskampen. En gang imellem talte vi lidt om, hvordan vi selv ville have reageret, hvis vi havde levet dengang. Og der var ikke rigtig nogen, der bildte sig selv ind, at det ville have været noget let valg. Men det gjorde, at jeg tænkte på, at det kunne være interessant at skrive om dem, der havde været på den forkerte side af kridtstregen. Og jeg valgte så de her kvinder, der havde været sammen med tyskere, fortæller Gert Holmgaard Nielsen.

Der var ikke noget, der hed internettet i 1990, og derfor forsøgte han i stedet at finde frem til nogle af kvinderne ved at ringe rundt til en person, der måske kendte en anden person, der kendte en tredje person, der måske vidste noget. Og gennem den lange kæde af opkald lykkedes det til sidst Gert Holmgaard Nielsen at finde frem til en "tyskerpige" i Aarhus, som lod sig interviewe. Derudover fandt han også frem til en frihedskæmper i Rønne, som fortalte om aktionen på Hotel Dana, som Gert Holmgaard Nielsen på daværende tidspunkt aldrig havde hørt om.

– Det viste sig at være Danmarks største klippeaktion, som oven i købet frihedskæmperne havde stået bag. Ofte havde det jo været almindelige mennesker, der havde klippet en enkelt eller to kvinder rundt om i landet, men her var det altså 21 kvinder, der ikke bare blev fanget og klippet, men blev interneret. De blev simpelthen taget med og holdt fanget på et hotel en hel nat. Så det var en stor ting, siger Gert Holmgaard Nielsen, som i sin research fandt ud af, at tre af kvinderne blev løsladt efter afhøringerne, da frihedskæmperne ikke mente, at der var tilstrækkelige beviser mod dem. Men de resterende 18 kvinder blev alle klippet skaldet og først derefter løsladt næste morgen.

Frihedskæmpere: Det var ikke så slemt

Gert Holmgaard Nielsen endte med at interviewe to frihedskæmpere fra Rønne, som havde været med til at planlægge og udføre klippeaktionen. De fortalte også om efterspillet i detaljer, som ikke havde været fremme før. Det var en speciel oplevelse at høre de to bornholmeres erindringer.

– De talte lidt nonchalant om det. At kvinderne jo godt vidste, at de havde været galt på den, og de kunne godt tage det (klippeaktionen, red.) lidt med humor, og at det i virkeligheden ikke var så slemt, siger Gert Holmgaard Nielsen, som under interviewet med frihedskæmperne også blev præsenteret for en billedserie af klippeaktionen. Og han kunne ret hurtigt se, at billederne fortalte en helt anden historie.

– Der var chok i ansigterne, der var apati, der var nogen, der kæmpede for at komme fri, og man kunne se, at de formentlig skreg. Der var også nogle, som bare havde givet helt op, fordi billederne var jo nogle, der blev taget under trussel om, at de ville blive offentliggjort og solgt til fordel for Frihedsfonden.

– Så de der kvinder så altså ikke ud til, at de synes det var særlig morsomt, og det var det, der fik mig til at beslutte, at jeg ville skrive en bog om det allerede dengang, fortæller Gert Holmgaard Nielsen, som dog aldrig kom videre med idéen, da han ikke kunne få nogen af de tilbagelevende kvinder fra klippeaktionen til at medvirke. Han fandt frem til en enkelt, men hun ville ikke være med.

Nu over 30 år senere er der ikke nogen af kvinderne, der stadig lever. Han har imidlertid fundet frem til noget kildemateriale, som gør, at han føler, han godt kan få kvindernes syn på hændelsen med i bogen.

– Jeg er så heldig, at jeg har fundet et skriftligt vidnesbyrd fra en af de kvinder, der blev klippet, og hun skrev ret detaljeret om det. Helt ned til brudstykker af ordudvekslinger, fuldstændig ligesom frihedskæmperne har gjort. Så på den måde bliver det mere lige. Og så bruger jeg billederne og trækker dem virkelig frem. Billederne fortæller jo også kvindernes side af sagen, og man kan godt se på dem, at det selvfølgelig ikke ser så sjovt ud.

Gert Holmgaard Nielsen har desuden læst op på gamle avisartikler fra Bornholms Tidende og Bornholmeren, som dækkede den retssag, som blev ført mod frihedskæmperne, som ulovligt blev fanget og klippet skaldet. Retssagen kom i stand, fordi faren til to søstre, som var blandt de 18 kvinder, insisterede på at politimesteren på Bornholm skulle retsforfølge frihedskæmperne. Det var han ikke meget for, og det blev først til noget, da søstrenes far tog til København og bankede på hos Justitsministeriet for at få dem til at tvinge politimesteren til at anlægge sagen. Det skete så endeligt i februar 1946.

– Men familien stolede jo ikke på, at han ville repræsentere dem særlig godt. Der findes faktisk et dokument, hvor de skriver til ham samme formiddag, som retssagerne skal være, og understreger, hvordan de gerne vil have, at han griber det her an. Det er tydeligt, at de mistror ham for ikke at ville gøre det ordentligt. Og i avisreferatet kan man jo se, at da de kommer til proceduren, der opsummerer han sagen kort og taler om det, der skal tale til kvindernes fordel. Og den er ikke særlig lang. Mens frihedskæmpernes advokat holder en timelang tale, så han gør sig virkelig umage. Og det ender også med, at frihedskæmperne kun får nogle symbolske bøder, og der er ingen erstatning til de her to kvinder, fortæller Gert Holmgaard Nielsen.

En plet på deres ære

Selvom Gert Holmgaard Nielsen selv er i familie med en frihedskæmper, mener han godt, at han kan tillade sig at være kritisk overfor det, som de bornholmske frihedskæmpere gjorde på Hotel Dana.

– Jeg kan godt forstå de følelser, de har haft imod de her kvinder. Den ene af frihedskæmperne sagde til mig, at du må forstå, at tyskerne var her som fjende, og en af dem, jeg spillede fodbold med, Kjeld Frederiksen, han døde i tysk koncentrationslejr. Og det er jo stærke ord, og man kan jo forstå hans had i det. Men det frihedskæmperne jo også kæmpede for var genindførelsen af et retssamfund, siger han og peger på, at Frihedsrådet efter krigen havde meldt ud, at enhver straffeanstaltning, der måtte blive iværksat skal være i overensstemmelse med rodfæstet dansk retsbevidsthed og gennemføres af lovlig vej, så man undgår selvjustits.

– Men det frihedskæmperne gjorde her, det var jo selvjustits. De gjorde sig selv til dommer, og de udførte straffen. Det var ikke det, de kæmpede for. Så i virkeligheden, synes jeg, det er en plet på deres ære. Jeg anerkender, at de har gjort noget godt for Danmark under krigen, men det var en skidt afslutning på deres meritter. Det bliver man nødt til at tage med. Og jeg synes jo også - i hvert fald her i de seneste 30 år - at der har vi da været gode til herhjemme i Danmark også at se kritisk på modstandsbevægelsen.

Synes du, at der skulle have været en anden straf for de her kvinder, som havde været sammen med tyske soldater? Eller skulle man slet ikke have gjort noget ved dem?

– Hvis vi skal opretholde retssamfundet, så bliver vi nødt til at se på, hvad kan man straffes for. Det, som de blev anklaget for, det kunne man ikke straffes for. De havde ikke gjort noget, som var ulovligt ifølge dansk lov. De havde "bare" været kærester med tyske soldater.

De havde ikke delt statshemmeligheder?

– Det var det sjove, for da jeg talte med de her to frihedskæmpere, så sagde de, at der ikke var nogen af kvinderne, der var blevet mistænkt for at være stikkere. Det var fordi, de havde haft "unational omgang med besættermagten". Og så har der også været det seksuelle aspekt i det. At kvinderne gav sig hen til fjenden, det var noget, der krænkede mange.

Hvis vi nu forestillede os, at Bornholm bliver besat igen, og der er nogle bornholmske kvinder, som forelsker sig i soldater fra besættermagten. Tror du så, at reaktionen på det ville være anderledes?

– Man kunne måske godt tænke sig, at der ville ske nogle ting. Og måske med inspiration fra fortiden kan det godt være, at de ville få klippet håret af. Så jeg kan ikke afvise, at det vil ske igen, men det ville jo stadigvæk ikke være i orden. Fordi hvis man opfatter sit eget samfund som et retssamfund, så bliver man jo nødt til at stå ved det også i sådan nogle svære situationer. Man kan jo ikke bare gribe til selvjustits.

Han håber derfor, at hans bog kan gøre, at flere vil tage ved lære af historien.

– Det er jo ikke os alle sammen, der sætter os ind i historien, og derfor er det heller ikke alle, som lærer af den. Men det kunne være, at der var nogen, der lærte af den her historie, og hvis de her "nogen" sidder i nogle vigtige positioner, når der sker noget meget alvorligt, så gør det måske, at de kan træffe nogle bedre beslutninger, end man gjorde dengang. Modstandsledelsen på øen kunne jo dengang have sagt, at det her ikke er i orden, vi tager jeres armbind, og I er ikke med i frihedsbevægelsen mere. Men det gjorde de ikke.

Efterlyser flere informationer

Nu er bogen ikke færdig, og du har fortalt, at dit håb er, at der måske er nogen, der kan henvende sig til dig med noget information. Hvad er det præcis, du håber på?

– Jeg kunne meget godt tænke mig, hvis der overhovedet var nogen, som ville bidrage med oplysninger, stort som småt. Det kan være fra efterkommere af både frihedskæmpere og klippede kvinder, som ville bidrage med oplysninger. Tænk hvis der fandtes en dagbog hvor en kvinde havde skrevet om sine oplevelser eller billeder eller historier, hvad som helst. Hvis der var nogen, der vidste noget om deres forfædre, som var frihedskæmpere, og som måske havde fortrudt eller måske slet ikke havde fortrudt klippeaktionen. Eller som ved, hvordan reaktionen var på det.

– Jeg synes, jeg vil være rigtig glad for hvad som helst, der kan være med til at belyse den her historie, fordi hvis vi skal have det frem, så kan vi lige så godt få det hele frem nu, hvor historien skal skrives. For den er jo ikke blevet skrevet på den måde før, hvor vi får hele historien i detaljer, siger han og fortæller, at bogen også omhandler andre hændelser, som frihedskæmperne på Bornholm var involveret i under og efter 2. Verdenskrig.

Han håber blandt andet på, at han kan få tilsendt et billede af Kjeld Frederiksen, da han blev fotograferet til registrering i Frøslevlejren. Det vil i så fald være det sidste billede, der findes af ham, men det findes ikke i Frøslevlejrens arkiv. Nogle af billederne blev sendt til de efterladte efter fangerne døde, og det er muligt, at familien har modtaget billedet.

– Hvor det så end er blevet af, det ved jeg ikke, men det vil jeg rigtig gerne have med. Også fordi det her er så første gang, at Kjeld Frederiksens historie bliver fortalt i et forsøg på at samle historien og få historien fortalt, hvor han bliver anholdt i Tivoli i sommeren 1944, til han dør i koncentrationslejren Neuengamme den 21. februar 1945. 

Men er det hele din bog, som har med Bornholm at gøre?

– Jeg holder mig så vidt jeg kan til bornholmske personer. Bornholm er jo sådan et dejligt geografisk afgrænset område, så det har jo også afgrænset min historie. Så jeg holder mig til Bornholm, og derfor kan man jo godt lære noget i resten af Danmark af historien, men jeg synes, det klæder den at kunne fokusere på Bornholm.

Og du har ikke selv familie fra Bornholm?

– Nej, det har jeg ikke. Så det var rent tilfældigt, at jeg hørte om klippeaktionen, og så satte den sig fast i mig, siger Gert Holmgaard Nielsen, som er født i Viborg i 1964 og er opvokset i Fredericia. I dag bor han i Måløv i Ballerup Kommune.


I løbet af natten blev de mistænkte "tyskertøser" klippet skaldet, og en fotograf blev tilkaldt, som dokumenterede begivenheden. Arkivfoto: Bragt med tilladelse fra Bornholms Museum

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT