Mest værdi har husene mistet i Københavns omegn, hvor boligejerne skal regne med, at deres hus smed 8,9 procent af værdien sidste år. I den hårdest ramte gruppe er også husene i Syd- og Vestsjælland (8,7 procent), Nordsjælland (8,4) og Vestjylland (8,3).
Bornholms prisfald på 4,6 procent hen over året er det samme, som husejerne fik i Østsjælland og Østjylland. I den samme mildere ramte gruppe er også husene i Sydjylland (4,1 procent) og på Fyn (3,8). Bedst til at holde på værdien var husene i Nordjylland, hvor salgsprisen kun faldt med 3,4 procent hen over året.
Faldet kom i andet halvår
Det er første gang i 10 år, at huspriserne falder. Faldet kom ene og alene i årets sidste halvdel, for i årets to første kvartaler steg salgspriserne med først 1,4 og dernæst 1,6 procent.
Det vendte i tredje kvartal, hvor priserne på landsplan faldt med 2,7 procent, og det vendte endnu mere dramatisk i årets sidste tre måneder, der kappede 6,6 procent af husenes værdi.