Ejer får dagbøder – huset på Kapelvej står stadig tomt

Ejer får dagbøder – huset på Kapelvej står stadig tomt
Huset på Kapelvej som det ser ud i dag. Foto: Jesper Dollerup Merved
TOPNYHED | ABONNENT | 24. JUN 2024 • 05:30
TOPNYHED | ABONNENT
24. JUN 2024 • 05:30

Det omstridte hus på Kapelvej i Rønne, der på papiret har stået tomt i 50 år, og hvor der længe ikke er gjort noget for at udbedre skaderne, kan måske snart stå over for en smule fornyelse. Indtil da modtager ejeren af huset dagbøder for ikke at leve op til kommunens påbud.

Kapelvej 13 i Rønne er kendt som den faldefærdige ejendom med den gode placering tæt ved havnen. Der har ikke været nogen registreret på adressen siden 1973, og ejeren af huset har længe ikke gjort noget for at udbedre skaderne. I hvert fald indtil nu.

Tilbage i 2022 afdækkede Tidende, hvordan Bornholms Regionskommune, efter at have sendt utallige mislykkede påbud til ejeren, satte håndværkere ind for, midlertidigt, at sikre gavle, sikre der ikke faldt tegl ned, og der skulle simpelthen sørges for, at forbipasserende ikke kunne lide skade.

– Der var jo frist for udbedring den 19. september (2022, red.), og derefter har vi været ude og besigtige ejendommen. Der er ikke sket nogen udbedringer, og derfor har vi i dag haft møde med håndværkerne, der rykker ud og starter fra i morgen, fortalte daværende chef for det tidligere Center for Regional Udvikling, It og Sekretariat, Claus Munk tilbage i 2022.

Plader for vinduerne

Tidende er i besiddelse af et dokument fra den 11. marts 2022, hvor ejeren af Kapelvej 13 modtog et påbud fra kommunen om udbedring af mangler på bygningen.

Her fremgår det blandt andet, at ejeren af huset har adresse på Frederiksberg i København, og det er anført, at udbedring af tagbelægning og vinduer og døre skulle være sikret inden den 6. maj 2022, men ejeren fik siden udskudt fristen flere gange, inden kommunen altså selv sendte håndværkere ud i september 2022.

Det var dog ikke den store vilde renovering, der blev igangsat. Håndværkerne var nemlig kun sendt ud for at sætte tømrerplader for vinduerne og over hullet, hvor skorstenen engang var.

– Det eneste, jeg har fået til opgave, er at sikre huset og at sikre, at vinduerne ikke falder ud, og tegl ikke falder ned, for det var så faldefærdigt, fortalte Ole Ib Boskov, indehaver af firmaet Boskov Tømrer, Snedker og Skadeservice, der blev hyret til opgaven.

Han kunne i samme omgang konstatere, at huset i sig selv ikke er meget værd.

– Du kan godt redde facaden og yderskallen, mens ellers er det helt forfra. Matriklen er selvfølgelig noget værd, men der er et kæmpe arbejde i at komme videre, sagde han og tilføjede, at huset stadig 'ikke er kønt at se på', selvom der var kommet plader på, hvor de gamle vinduer tidligere var.



Huset som det så ud i september 2022. Vurder selv, om det ser anderledes ud i dag. Arkivfoto: Jesper Dollerup Merved

 

Bødedom og overskredet deadline

Siden er der rent ud sagt ikke sket noget med huset.

I hvert fald ikke hvis man kigger på det udefra. Pladerne præger stadig facaden, og der er ikke meget, som tyder på, at ejeren har fået sat gang i et større udbedringsprojekt på ejendommen. I marts i år kom der dog omsider en udvikling i sagen. Ved Retten på Bornholm blev en 78-årig kvinde fra Frederiksberg, ejeren af Kapelvej 13, dømt til at betale en bøde på 10.000 kroner.

Hun blev dømt for ikke at efterkomme en række påbud fra Bornholms Regionskommune om at udbedre defekte vinduer og en skorsten. Ejeren skulle efterkomme påbuddet og betale bøden inden den 1. maj, og ellers ville hun blive opkrævet tvangsbøder på 1.000 kroner om ugen, indtil forholdene er bragt i orden.

Tidende har siden forsøgt at få en status fra kommunen på det lidt bizarre forløb, men med den nylige omstrukturering i regionskommunens centre, hvor nogle ansvarsområder er blevet flyttet rundt, er det trukket ud. Torsdag kan centerchef for miljø, plan og kultur, Louise Lyng Bojesen, dog fortælle, at man tilsyneladende har fået hul igennem.

– Vi har dialog med ejer, der nu har indsendt noget materiale i forhold til at kunne få bygningen lovliggjort. Når materialet er helt, som det skal være, vil vi give en dispensation fra lokalplanen, og så kan håndværkerne udføre arbejdet. Når arbejdet er afsluttet og udført som aftalt, er påbuddet overholdt, fortæller Louise Lyng Bojesen og fortsætter:

– Der burde derfor ske noget på ejendommen indenfor forholdsvis kort tid, hvis ellers vi lige får de sidste detaljer afklaret i ansøgningsmaterialet.

Centerchefen understreger samtidig, at det fortsat ligger hos ejeren af få igangsat den processen med at udbedre huset.

– Det er også ejeren, der er ansvarlig for håndværkerne. Men vi har dialog nu, og det er rigtig godt. Vi forventer at komme i mål med opfyldelse af påbuddet, siger Louise Lyng Bojesen.

Er der en deadline for ejeren?

– Den er jo allerede overskredet. Der er fastlagt dagbøder fra retten. Ejeren vil modtage dagbøder, indtil påbuddet er opfyldt. Og lige nu viser ejer god vilje til at ville opfylde påbuddet. Derfor optimisme. Men kun tiden vil vise, om det rent faktisk også kommer til at ske, forklarer Louise Lyng Bojesen.

Hun tilføjer også, at tvangsauktion af huset kun kan komme på tale, hvis gælden ikke bliver betalt.

– Så hvis ejer ikke betaler sine dagbøder, som fortsætter, indtil påbuddet er opfyldt, kan det være et værktøj, man tager i brug. Men der er vi ikke.

Fri for bopælspligt

Et tema, der er dukket op i sagen om Kapelvej 13, er bopælspligten.

Fordi hvordan kan et hus midt i Rønne, der er omfattet af bopælspligten, få lov til at stå tomt i så mange år?

– Hvis ejendommen ikke har været benyttet i fem år, siger boliglovgivningen, at den bliver fjernet for bopælspligten, fortalte Claus Munk i 2022.

I Lov om Boligforhold fremgår det af paragraf 7 stk. 1, at "En bolig, der inden for de sidste 5 år har været benyttet til helårsbeboelse, må ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke tages i brug til sommerbeboelse eller lignende midlertidig benyttelse, der er til hinder for, at boligen fortsat benyttes til helårsbeboelse".

Omvendt betyder det, at hvis en bolig har stået tom i mere end 5 år, kan Lov om Boligforhold ikke anvendes til at håndhæve bopælspligten.

Samtidig har reglerne været skruet sammen således, at står et hus tomt i mere end seks uger, er det ejerens eget ansvar at oplyse kommunen om det. Og der har indtil begyndelsen af 2021 ikke været et setup, hvor kommunerne skal finde ud af, om boligerne står tomme.

Tidende spurgte i den forbindelse Marianne Westergaard fra juridisk service hos Bornholms Regionskommune, hvorvidt bopælspligten bliver genindført, hvis huset får ny ejer.

– Hvis ejendommen igen bliver anvendt til helårsbeboelse, vil ejendommen være omfattet af Lov om Boligforhold samt af bopælspligten beskrevet i den nuværende lokalplan 103, hvorefter Bornholms Regionskommune vil have juridisk hjemmel til at håndhæve bopælspligten i tilfælde af, at bopælspligten ikke måtte blive overholdt.

Kan Kapelvej 13 sælges uden bopælspligt?

– Såfremt en ejendom kontinuerligt og lovligt er blevet anvendt til ferie- og fritidsformål, vil ejendommen kunne bibeholde denne status ved ejerskifte. I så fald vil den kunne sælges som ferie- og fritidsbolig, svarede Marianne Westergaard.



Huset på Kapelvej som det tog sig ud kort før, der blev sat plader for vinduer og skorstenshul. Arkivfoto: Jesper Dollerup Merved

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT