Sådan kører Wonder-trafikken

TRAFIK | Torsdag 17. august 2023 • 05:30
TRAFIK | Torsdag 17. august 2023 • 05:30

Har du heller ikke tænkt dig at cykle til Wonderfestiwall i weekenden? Så får du lige frisket alt det der med trafikken op.

Torsdag, fredag og lørdag løber en af Bornholms helt store fester af stablen, når Wonderfestiwall endnu engang inviterer indenfor på Slotslyngen.

I år er festivalen udsolgt, og hvis du har skaffet dig en billet, så er der et antal måder, du kan komme til og fra festivalpladsen på. Vi ser her bort fra de helt indlysende muligheder, der er for at vandre ad kyststien og slå indover land ved Hammershus eller gribe cyklen og få et par bjergpoint med på vejen.

Det er nemlig muligt at tage bilen, parkere mod betaling ved besøgscenteret eller parkere på den store parkeringsplads, som er indrettet til formålet, på Sænevej.

Her er det værd at bemærke, at det selvfølgelig ikke er tilladt at parkere i vejsiden, da vejene er små og skal kunne benyttes af beboerne, og desuden af redningskøretøjer, hvis der skulle opstå en nødsituation. Det fremgår af festivalens hjemmeside, hvor det også fremgår, at det ikke er tilladt at hverken feste eller overnatte på parkeringspladsen.

Arrangørerne anbefaler dog stærkt, at deltagere lader bilen stå derhjemme, da der er rigtig meget trafik på Nordbornholm i dagene omkring Wonderfestiwall.

Natbusser til hele øen

Der er imidlertid ingen særlig wonder-hjælp at hente hos BAT, som oplyser til Tidende, at de i festivaldagene kører efter den samme køreplan som vanligt.

Festivalen har imidlertid teamet op med Jan-Oles Turisttrafik om at indsætte natbusser, der kører to gange om natten alle tre dage.

De kører fra busvendepladsen ved Hammershus Besøgscenter i tre ruter, der kører forskellige steder hen på øen.

Natbusserne kører torsdag 00.30 og 03.15, fredag 00.45 og 03.30 og lørdag 00.15 og 03.30. Der skal købes billet igennem Wonderfestiwall på forhånd, og busserne kører i følgende ruter:

Rute 1: Allinge, Tejn, Rø, Gudhjem, Svaneke og med endestation i Nexø.

Rute 2: Vang, Hasle, Muleby, Rønne og endestation i Aakirkeby.

Rute 3: Sandvig, Allinge, Olsker, Klemensker, Nyker og endestation i Rønne.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT