Ministeren svarer på flere spørgsmål efter Bornholmerbussens tur i Folketinget

Ministeren svarer på flere spørgsmål efter Bornholmerbussens tur i Folketinget
Bornholmerbussen på E65. Foto: Jacob Jepsen
TRAFIK | Fredag 22. april 2022 • 10:30

Trine Bramsen (S) har nu besvaret de sidste to spørgsmål, Folketingets Transportudvalg stillede efter foretræde af direktøren i Bornholmerbussen. Han mener, ministeriet "kryber elegant uden om det væsentlige i spørgsmålene".


Som tidligere nævnt i Tidende havde direktøren i Bornholmerbussen/Gråhundbus Jørgen Andersen tirsdag den 29. marts foretræde for Folketingets Transportudvalg, hvor han fik mulighed for at forklare medlemmerne om konkurrencesituationen i forhold til Kombardobussen.

Det gav anledning til, at medlemmerne af udvalget efterfølgende stillede syv skriftlige spørgsmål til transportminister Trine Bramsen (S), hvoraf de fem – spørgsmål 396-400 – blev forholdsvis hurtigt besvaret, og Tidende har tidligere bragt både spørgsmål og svar.

Nu har transportministeren besvaret de sidste to stillede spørgsmål, og vi bringer også her spørgsmål og svar.

Spørgsmål nr. 394: Vil ministeren forklare, hvordan busvirksomhederne Arriva og Keolis kan operere i Danmark med de facto henholdsvis tysk og fransk statsstøtte i ryggen qua virksomhedernes ejerforhold, mens danske private busvirksomheder ikke har samme støttemuligheder begrundet i EU-regler omkring, hvordan medlemslandene må anvende statstilskud og yde støtte til virksomheder? Som kontekst henvises til materiale fra deputation fra Gråhundbus vedrørende konkurrence på buskørsel.

Trine Bramsens svar:

– Statsstøttereglerne er ens for alle medlemsstater i EU. Derfor må det formodes, at alle medlemsstater, herunder Tyskland og Frankrig, efterlever EU-retsakterne på statsstøtteområdet på samme måde som andre medlemsstater.

Spørgsmål nr. 395: Vil ministeren forklare, hvordan det kan være lovligt og rimeligt med statsstøtte til DSB's strækning København-Ystad, der udkonkurrerer private rutebusser? Og hvordan har regeringen forholdt sig til dommene fra EU Domstolen om sagen, som giver medhold til den private udbyder? Som kontekst henvises til materiale fra deputation fra Gråhundbus vedrørende konkurrence på buskørsel.

Trine Bramsens svar:

– Det blev ved aftale mellem den daværende regering (S og RV), V, DF, SF og K om den fremtidige færgebetjening af Bornholm af 11. december 2014 besluttet, at IC Bornholm skulle afvikles og besparelsen på 31 millioner kroner årligt tilføres bevillingen til udbuddet af færgebetjeningen. DSB ophørte således med at køre tog mellem København og Ystad ved køreplanskiftet den 10. december 2017.

Spørgsmål vedrørende statsstøtte, herunder de nævnte EU-domme, kan rettes til statsstøttesekretariatet, som holder til i Erhvervsministeriets departement og fungerer som sekretariat for regeringens Statsstøtteudvalg.

Kryber udenom

I en kommentar til svarene på alle syv spørgsmål siger Jørgen Andersen til Tidende:

– Jeg synes, at ministeriet i kryber elegant uden om det væsentlige i spørgsmålene, så jeg tror ikke, at trafikudvalget får noget ud af det. Men der sidder jo kloge folk i udvalget, så det kan være, de vender tilbage med nye spørgsmål og presser lidt på, men det ved jeg jo ikke noget om.

I svaret til spørgsmål 397 noterede Transportministeriet, at det i forhold til samarbejdet mellem Gråhundbus og Molslinjen på ruten Rønne-Ystad har bedt Gråhundbus fremsende en status for samarbejdet, men at ministeriet endnu ikke har modtaget en sådan status fra jer. Er det noget, du arbejder på?

– Ja, den kommer, det har jeg et advokatfirma til at udfærdige, siger Jørgen Andersen.

FÅ ABONNEMENT