Jørgen Andersens foretræde affødte syv spørgsmål til ministeren – her er svarene

TRAFIK | Lørdag 9. april 2022 • 09:30

I en række svar til Folketingets Transportudvalg oplyser transportminister Trine Bramsen (S) blandt andet, at statens kontrakt med Molslinjen ikke regulerer, hvordan rederiet fastsætter priserne for de enkelte busoperatører.

 

Direktøren i Bornholmerbussen/Gråhundbus Jørgen Andersen havde tirsdag den 29. marts foretræde for Folketingets Transportudvalg, hvor han fik mulighed for at forklare medlemmerne om konkurrencesituationen i forhold til Kombardobussen.

Han mener, at Molslinjen/Bornholmslinjen som modtager af et stort statsligt tilskud til sejladsen i Østersøen og med sin involvering i busselskabet Kombardo, som han mener, rederiet dirigerer, udnytter sin position til at give Kombardo uforholdsmæssigt gode vilkår.

En påstand, som rederiets pr-og kommunikationschef, Jesper Maack, dog på det skarpeste har afvist med henvisning rederiet hele tre gange har været genstand for grundige undersøgelser hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Styrelsen har dog også til Tidende sagt, at rederiet ikke er decideret frifundet, men at ud fra en ressource-prioriteringsregel har valgt ikke at dybere ind i sagen med en endelig konkluderende afgørelse til følge.

Transportudvalget har imidlertid på baggrund af Jørgen Andersens oplysninger valgt at stille i alt syv spørgsmål til transportminister Trine Bramsen, som indtil videre har svaret på de fem, mens svar følger på de resterende, fremgår det af Folketingets hjemmeside, hvor spørgsmålene er liste om som spørgsmål 394-400.

Hvis vi tager de besvarede spørgsmål først ser det således ud:

396:

• Spørgsmål:

Vil ministeren redegøre for, hvorvidt Molslinjen har levet op til udbudskravene for sejladsen Rønne-Ystad for så vidt angår for eksempel., at færgerne skulle være tilstrækkeligt sødygtige, og at den udbudte overfartstid på 80 minutter skulle overholdes?

Og vil ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser der har været angående de krav, som Molslinjen eventuelt ikke har opfyldt? Som kontekst henvises til materiale fra deputation fra Gråhundbus vedrørende konkurrence på buskørsel.

• Svar:

Transportministeriet udfører løbende kontraktopfølgning med Molslinjens færgebetjening af Bornholm. Dette indebærer blandt andet, at der kvartalsvis afholdes møder mellem Transportministeriet og Molslinjen om besejlingen, og at ministeriet kvartalsvis opgør bod på baggrund af rettidighedsrapporter for det pågældende kvartal. Hvis Molslinjen ikke overholder kontraktens bestemmelser, følger ministeriet således op over for rederiet.

Der blev i 2019 foretaget en undersøgelse af de anvendte færgers sødygtighed. I forlængelse heraf blev der i efteråret 2019 indgået en aftale mellem Transportministeriet og Molslinjen om, at Express 1 fik påmonteret en såkaldt T-foil, og at Express 1 udskiftes med en helt nye hurtigfærge, Express 5. Indsættelsen af Express 5 forventes at finde sted primo 2023.

397:

• Spørgsmål:

Vil ministeren oplyse, om det er korrekt, at Molslinjen lader Kombardobusserne sejle med gratis/eller til ganske lav betaling på sejladsen mellem Rønne og Ystad, og i så fald hvordan denne særbehandling af et busselskab over andre busselskaber kan finde sted? Som kontekst henvises til materiale fra deputation fra Gråhundbus vedrørende konkurrence på buskørsel.

• Svar:

I Transportministeriets kontrakt med Molslinjen om den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm er der fastsat en lang række krav, som rederiet skal overholde, herunder maksimumpriser for de enkelte billettyper. Transportministeriet følger op på, at Molslinjen overholder disse krav.

I henhold til kontrakten skal Molslinjen indgå billetsamarbejde med den eller de busoperatører, der i driftsperioden driver busdrift på strækningen København-Ystad, således at passagerer kan købe kombinerede færge- og busbilletter med eventuel rabat. Kontrakten regulerer ikke, hvordan Molslinjen fastsætter priserne for de enkelte busoperatører.

På baggrund af en henvendelse fra Gråhundbus den 22. marts 2019 afholdt Transportministeriet møder med både Molslinjen og Gråhundbus vedrørende deres samarbejde på ruten Rønne-Ystad. Efter et opfølgende brev til begge parter var ministeriets forståelse, at sagen var afsluttet.

På baggrund af en ny henvendelse fra Gråhundbus har Transportministeriet holdt et møde med Gråhundbus den 8. marts 2022, hvor Transportministeriet i forhold til samarbejdet mellem Gråhundbus og Molslinjen på ruten Rønne-Ystad bad Gråhundbus fremsende en status for samarbejdet, herunder en beskrivelse af forløbet siden ministeriets opfølgende brev i 2020.

Transportministeriet har endnu ikke modtaget en sådan status fra Gråhundbus.

398:

• Spørgsmål:

Vil ministeren oplyse, om det er korrekt, at Kombardobusserne har særlige forhold på Molslinjens færger over Kattegat, og at andre rutebusser enten bliver afvist af færgeselskabet, eller at Molslinjen forlanger meget høje billetpriser og vanskeliggør at booke hele køreplaner på bildækket?

Og vil ministeren i givet fald forklare, hvordan denne særbehandling af ét busselskab over andre kan finde sted? Som kontekst henvises til materiale fra deputation fra Gråhundbus vedrørende konkurrence på buskørsel.

• Svar:

Molslinjen A/S driver færgeruterne over Kattegat på kommercielle vilkår, og Transportministeriet har derfor ikke en kontrakt med rederiet om færgebetjeningen af disse ruter. Det er derfor ikke muligt for mig som transportminister at oplyse, hvordan Molslinjen A/S driver disse færgeruter.

399:

• Spørgsmålet er formentlig ved en fejl nøjagtigt det samme som spørgsmål 398, hvorfor ministeren da også henviser til sit svar på dette.

400:

• Spørgsmål:

Vil ministeren redegøre for, om Trafikstyrelsen fører tilsyn med, om Kombardobusserne overholder deres kontraktlige forpligtelser, og hvordan dette tilsyn i så fald foregår? Som kontekst henvises til deputation fra Gråhundbus vedrørende konkurrence på buskørsel.

• Svar:

Transportministeriet fører ikke tilsyn med buskørselsvirksomheders kontraktlige forpligtelser. Færdselsstyrelsen har over for tilladelsesindehavere af rutetilladelser en tilsynsforpligtelse i forhold til, om tilladelsesindehaverne overholder vilkårene for rutetilladelsen.

Ikke besvaret

Følgende to spørgsmål har transportministeren endnu ikke nået at besvare, men forventer dem besvaret inden for to uger:

394:

• Spørgsmål:

Vil ministeren forklare, hvordan busvirksomhederne Arriva og Keolis kan operere i Danmark med de facto henholdsvis tysk og fransk statsstøtte i ryggen qua virksomhedernes ejerforhold, mens danske private busvirksomheder ikke har samme støttemuligheder begrundet i EU-regler omkring, hvordan medlemslandene må anvende statstilskud og yde støtte til virksomheder?

Som kontekst henvises til materiale fra deputation fra Gråhundbus vedrørende konkurrence på buskørsel.

395:

• Spørgsmål:

Vil ministeren forklare, hvordan det kan være lovligt og rimeligt med statsstøtte til DSB’s strækning Kbh-Ystad, der udkonkurrerer private rutebusser? Og hvordan har regeringen forholdt sig til dommene fra EU Domstolen om sagen, som giver medhold til den private udbyder?

Som kontekst henvises til materiale fra deputation fra Gråhundbus vedrørende konkurrence på buskørsel.

FÅ ABONNEMENT