Ortoi om konn

Vi fortsætter sidste uges fokus på bornholmske skæmtesprog. Denne gang drejer det sig om et udpluk, hvor ‘konn’ (konen) er den talende part.

Skræmtsprogene med konen som den talende part, vil sammen med en mængde andre finde vej til en bog, som udkommer til efteråret, og som i denne anføres skæmtesprogene nedenfor i både bornholmsk og rigsdansk sprogform. Ordsprogene er hentede fra Kantor Johansens store samling af “Borrijnholmst ortoi”.I flere af skæmtesprogene spiller ‘mâdijn’ en rolle. Det ser vi eksempelvis i:

? “Ska’d varra gjijlle, så lâ’d varra gjijlle”, sâ konn, hon trakterde me to stæjta sijller. [“Skal det være gilde, så lad det være gilde”, sagde konen, hun trakterede med to stegte sild.]

? “De ska då livæl (så gu) smâga å nâd”, sâ konn/kjælijnen, hon komm awner på soppan. [“Det skal da alligevel (så gu) smage af noget”, sagde konen/kællingen, hun kom avner på suppen.]

? “Slikk mai i ænnajn”, sâ konn, “så får du døppa te sâuled!” [“Slik mig i enden”, sagde konen, “så får du dyppe til sulet!”]

? “Ded e gott nokk å hâ många folk, mæn mâdijn!” sâ konn. [“Det er godt nok at have mange folk, men maden!” sagde konen.]

? “Ded e gott nokk å få maien takk, mæn dæjn dyra mâdijn!” sâ konn. [“Det er godt nok at få megen tak, men den dyre mad!” sagde konen.]

? “Dær sjedde ønte nâd ver ded, jâ faide golled iawtes”, sâ konn, då hon tavte grödafâd. [“Der skete ikke noget ved det, jeg fejede gulvet i aftes”, sagde konen, da hun tabte grødfadet.]

I mange ordsprog om kvinder er temaet den (for) snakkende kvinde. Det ser vi for eksempel også i dette skæmtesprog:

? “God bevâre mijn mujnn, jâ saier ijnned”, sâ konn, då hon hadde fortalt alt, va hon visste. [“Gud bevare min mund, jeg siger intet”, sagde konen, da hun havde fortalt alt, hvad hun vidste.]

Men undertiden kan konen også opfordre til tavshed:

? “Ikkje et or, forr(ijn) Pær e i jorn”, sâ konn, dær va ejn, dær trokk ’na i sjörted, då di folde majn te grawen. [“Ikke et ord, før Per er i jorden”, sagde konen, der var en, der trak hende i skørtet, da de fulgte manden til graven.]

Et vigtigt element i genren skæmtesprog er, at det indledende udsagn pludselig får en overraskende betydning i det forklarende sidsteled. Det ser vi tydeligt i de tre følgende eksempler, hvor “gå” pludselig får en anden og mere konkret betydning i sidste del af skæmtesproget:

? “De ska gå”, sâ konn, hon fikkj et lided, dær kuns hadde ett ben. [“Det skal gå”, sagde konen, hun fik en lille, der kun havde ét ben.]

? “De går nokk âuer ijænn”, sâ konn te majn, då hajn brækte bened. [“Det går nok over igen”, sagde konen til manden, da han brækkede benet.]

? “Gje dai bâra tefress, ded går nokk âuer ijænn”, sâ konn te majn, hajn hadde brækt bened. [“Stil dig bare tilfreds, det går nok over igen”, sagde konen til manden, han havde brækket benet.]

Forholdet mellem mand og kone tematiseres i flere af skæmtesprogene, blandt andet de følgende, der ikke alle er lige pæne:

? “Som du vill, mijn jarta majn”, sâ konn, “mæn hær ska skaved livæl stå”. [“Som du vil, min kære mand”, sagde konen, “men her skal skabet alligevel stå”.]

? “Go sje lâu, de ønte va koen”, sâ konn, då majn hajn dö. [“Gud ske lov, det ikke var koen”, sagde konen, da manden han døde.]

? “De e gott å varra to”, sâ konn, hon tâu hujnn me på torred. [“Det er godt at være to”, sagde konen, hun tog hunden med på torvet.]

? “De e mænn et jammerlit gjijlle, vår ijnned slås itu”, sâ konn, då majn storte å brækte halsijn. [“Det er dog (kun) et jammerligt gilde, hvor intet slås itu”, sagde konen, da manden faldt og brækkede halsen.]

Mere når vi ikke i denne omgang.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk