Ministeren smiler, mens befolkningen venter på gevinsten

Den nye havvindsaftale betyder, at Danmark kommer til at lægge baghave til meget mere energi end den, vi selv skal bruge. Det er positivt at bidrage til fællesskabet, men det står stadig uklart, hvad og hvornår kommunerne og lokalbefolkningen får noget ud af det, skriver Laila Kildesgaard.

Klimaminister Lars Aagaard (M) blev klappet ind i salen, da Green Power Denmark holdt topmøde torsdag den 1. juni. Han var ankommet i god tid, var i topform på scenen og tog sig også god tid, inden han forlod Bella Arena.

Han var tydeligvis blandt venner.

Han jokede med, at han havde overvejet at planlægge offentliggørelsen af aftalen - tillægsaftalen for tre tidligere aftaler om havvind - til samme morgen den 1. juni, så hans efterfølger og nuværende direktør i Green Power Denmark Kristian Jensen ville få travlt med at få opdateret sine talepapirer få timer før topmødet.

Det havde han dog været for flink til, så aftalen blev offentliggjort med et doorstep i Klimaministeriet den 30. maj. Det gav de øvrige talere tid til at forberede at rose den historiske aftale om havvind.

Jeg klappede med. Ikke mindst fordi der i rum tid var udgået rygter fra Finansministeriet om, at energiøerne var for dyre og aldrig ville blive til noget.

En del af aftalen handler derfor om, at staten skal have et ejerskab på en femtedel mod at etablere infrastrukturen. ”Vores territorium er noget værd. Det skal vi have penge for af hensyn til dem i husene”, som klimaministeren udtrykte det. ”Vi skal nå vores klimamål, men vi skal også være næstekærlige overfor landbruget og transporterhvervet”, fortsatte han på topmødet.

Aftalen betyder, at Danmark kommer til at lægge baghave til meget mere energi end den, danskerne selv skal bruge.

Det er positivt, at Danmark kan bidrage til fællesskabet, men det er klart, at lokalbefolkninger i flere omgange er blevet stillet i udsigt at få noget for det. At der skal tages lokale hensyn, og at de økonomiske gevinster skal komme lokalsamfundene til gode.

Det er ikke nok med et en biodiversitetsstrategi, der lever op til EU’s taksonomi om nogle hjemmehørende arter. Hvis den store plan skal realiseres, skal der bygges rigtig mange anlæg til flydende brændstoffer på land.

Det er en del af ambitionerne hos de 29 kommuner som inden den 1. oktober 2022 gav tilsagn om at lægge arealer til energiparker på land. De ville bare gerne vide, hvad de fik til gengæld. Det ved de stadig ikke noget om.

Kravene til statsligt ejerskab på havet kunne måske kopieres til kommunerne og landjorden.

En af de seneste analyser, der ser på udviklingen i landdistrikter i tilknytning til investeringer i energianlæg fra Center for Regional- og Turismeforskning (hvor jeg sidder i bestyrelsen), peger på, at der ikke kommer en dynamisk udvikling af Energiøer uden, at der har været energivirksomheder i forvejen.

Der kan komme en forgrønnelse, men det kommer ikke af sig selv.

En positiv udvikling skal have en hånd i ryggen. Den skal hjælpes på vej af for eksempel erhvervsfremmemidler, når der ikke er en historik til stede i området, der kan udnytte de nye muligheder.

Landbrug og turisme kan udvikles i en grøn retning, men det sker ikke over natten. Det kræver for eksempel tilskud til innovationsmiljøer, formidling af mulighederne og moderne boliger til vandrende arbejdstagere.

Lige præcis for Energiø Bornholm er det nævnt i aftalen, at der skal være lokal opbakning til projektet. Beslutning om en eventuel kompensation til landanlægget på Bornholm er dog udskudt til en senere drøftelse sammen med drøftelser om generelle rammer for lokal og kommunal opbakning. Det er tredje gang den bold triller videre.

En del af deltagerne til Green Power Denmarks topmøde blev forsinket i timevis og dukkede først op til eftermiddagskaffen, fordi de kom fra Jylland med meget store forsinkelser. Der var læsset kartofler af både omkring Kolding og på Storebæltsbroen. Formentlig i protest over den nye kilometerbaserede vejafgift.

Det er ikke alle, der er begejstrede for klimaindsatsen nu, hvor den for alvor rykker over mod transport og landbrug.

Derfor er det værd at overveje, om de områder af Danmark, der kommer til at miste arbejdspladser og skattegrundlag, skal tilgodeses særligt, så det ikke kun er statskassen, men også de berørte lokalsamfund, der får andel i overskuddet af investeringerne i energisektoren.

Debatindlægget har tidligere været bragt i Altinget.