Det ærgrer borgmester Jacob Trøst (K), at Express 5 bliver forsinket, men han fokuserer i stedet på, at man arbejder videre på de ting, man kan gøre noget ved.
– Det er et bump på vejen, men der er jo ikke så meget at gøre ved det. Der er jo desværre altid en risiko for forsinkelser ved så store projekter, siger borgmesteren til Tidende.
Han sidder også som formand i trafikkontaktrådet, hvor man gennem længere tid har kæmpet for, at Bornholm får lov til at beholde Express 1, når Express 5 en gang kommer på vandet.
– Vi arbejder stadig på, at vi kan få lov til at beholde Express 1 i stedet for Max sammen med 5’eren, og det ser fortsat ud som, at det er realistisk, at vi kan få lov til det. Hvis vi sammenlagt ender med at få en bedre løsning for Bornholm i 2023, så opvejer det en del for, at det bliver udsat lidt. Men det er naturligvis ærgerligt, at der kommer sådan en forsinkelse, siger Trøst.