Den allersidste bus

Fingerkys og bedstemor med slag i. Bybus 23 blev lagt i seng i højt humør

Tre passagerer. Det er bybus 23s høst, da den lørdag den 31. cruiser Rønne tyndt. På sin allersidste tur med afgang fra Rønne Havn klokken 13.00. For ruten lukker, mens bybus 22 fra søndag morgen tager over og udvider sine rute. Men trods de mange tomme sæder er stemningen høj.

Kenneth Nordkvist holder godt fast i tøjlerne og styrer den gule kolos rundt i gaderne, mens Hanne Rosa Jacobsen står for underholdningen. Hun skal en tur i Jysk og derefter på café med sin veninde. De kender hinanden, Hanne og Kenneth; er på fornavn og på smil.

Hanne Rosa Jacobsen cruisede i sin ungdom den sjællandske østkyst tynd, når hun gav den fuld gas på sin motorcykel på vej til arbejdet hos Tuborg. Foto: Søren Strandman-Møller

Hanne bor i Nexø, men kunne godt tænke sig at flytte til Rønne.

– Når der ikke er nogen bybusser, kan det jo ikke nytte noget, at gammel kone på 80 flytter til Rønne, siger hun.

Den køber Kenneth ikke.

– Hanne, må jeg godt lige sige noget? Du skal jo huske, at når vi lægger de her to ruter sammen, så er det faktisk kun biblioteket, vi ikke kommer op til mere. Og så kommer vi til at køre begge veje. Der vil være en lille forringelse, men du kan godt flytte til Rønne. Det vil vi gerne have, siger han.

– Nå, det er godt, siger hun.

Kenneth følger hurtigt op.

– Vi kører også der, hvor du sidder nu, siger han.

– Det er jeg glad for at høre, så kan det godt være en mulighed at flytte til Rønne, siger Hanne.

– Ja, det synes jeg; ellers vil jeg være ked af det, slår Kenneth fast.

– Nå, så jeg skal være skyld i det?, siger Hanne.

Nu begynder de begge at grine. Sådan for alvor. Det tager til i styrke.

– Ja, så sover jeg sgu da ikke i nat for fa'en, lyder det fra Kenneth.

Det føles ikke som en bustur. Det føles som en familieudflugt.

– Jeg har haft årskort i mange år. Så de gamle chauffører ved, hvad jeg hedder, siger Hanne. Kenneth brummer bekræftende i baggrunden.

Som i Østeuropa

Bussen skrumler og skramler. Meget. Kenneth giver vejene skylden. De bliver sammenlignet med noget fra Østeuropa. Kenneth er ikke helt galt på den.

Hanne er fra Valby. Men for 20 år siden rykkede hun til Bornholm i en alder af 60. Med en god grund.

– Det kan jeg godt sige dig. Jeg har to børnebørn herovre; to piger. Den ene arbejder her nu, men den anden læser engelsk, så hun er på Amager.

Den unge 80-årige rummer masser af spændende historier, og nu går snakken så let, så hun deler gerne ud af dem.

– Jeg har været frivillig på et krisecenter i Helsingør. Det er 30 år siden, vi holdt op, men vi mødes stadigvæk. Det er helt fantastisk dejligt. Det er et venskab, som er guld værd, siger hun og fortsætter:

– Og så var jeg bryggeriarbejder. På Tuborg i Hellerup. Der boede jeg i Espergærde og købte en lille motorcykel; sådan en 250 kubikker. Så kørte jeg på arbejde i den til Hellerup. Jeg var både på kolonnerne, og så gjorde jeg rent. Jeg gik i mange år på et hovedrengøringshold. Det var hårdt, siger hun og afbryder sig selv.

– Trille skrev den der sang om bryggeriarbejderne. Jeg kan ikke huske, hvad den hedder, siger Hanne. I det samme er Kenneth på banen igen.

– Det er også her, mit job viser sig fra sin bedste side; det er, når man kan køre sådan noget her. Jeg har haft Hanne med mange gange, og alt det der, har jeg ikke hørt før. Hvad hun har oplevet, og hvad hun har været. Det der med krisecenteret, det er virkelig fedt at høre. Det kunne være, du skulle have en tur gratis næste gang, Hanne, hvis du vil fortælle noget. Men så skal du også flytte til Rønne. Ellers er det dobbelt op næste gang, siger Kenneth.

Så bliver der grinet igen. Den skramlende dieselmotor får kamp til stregen, og lige nu kan den ikke få et ord eller et brøl indført. Kenneth og Hanne er i topform.

En tur i biffen

Anne-Lise Fugleheim har sat sig midt i bussen ved udgangen. Klar til at springe ud. Hun skal i biografen og når kun lige at sige et par ord, inden Kenneth smækker dørene op.

For Anne-Lise er det dog ikke et sørgeoptog at komme med den sidste 23'er. Tværtimod.

– Jeg bor i Højvangsparken, og når 22'eren kommer til at køre forbi der, kan jeg køre direkte til lufthavnen. Det er jeg glad for, siger hun.

23'erens død er 22'erens brød. Den udvider nemlig sin tur gevaldigt og får de fleste af 23'erens vigtigste stop med.

Anne-Lise Fugleheim er egentlig ikke ked af, at 23'eren lukker. For 22'eren får nyt stop tæt på hendes bopæl, og så er der direkte transport til lufthavnen. Foto: Søren Strandman-Møller

Efter at Anne-Lise er steget af, er Hanne atter den eneste passager.

– I hverdagene er det noget andet, men her lørdag…, Kenneth puster resigneret og fortsætter:

– Der viser det sig, hvorfor vi er nødt til at gøre, som vi gør. At køre rundt med denne her store bus uden passagerer; altså jeg skal have min løn, og jeg er på det højeste løntrin. Det koster kassen, det her, siger han.

Hanne er enig. Hun nikker. Og anerkender med at ”ja,” at Kenneth har fat i noget. Goodbye Rønne. Medmindre Kenneth kan overbevise hende om, at 22'eren fremover byder på alt det, Hanne skal bruge for at komme rundt.

Jeg kan ikke holde min mund

Transportpolitik bliver afløst af økonomisnak. Kommunens. Kenneth har talt sig varm.

– Nu får vi de der 105 millioner kroner, og så håber jeg, at nogle af de små foreninger, og de der stakler, det kan være, de får lov til at trække vejret lidt. Så siger hende der van Sabben, at det er fint nok, og det har hun ret i, men hvad så næste år? Vi kan jo ikke lægge vores budget ud fra, at vi får nogle puljer hele tiden, siger han.

Hanne stemmer i.

– Nej, det kan man ikke.

Hanne var på Tuborg i 18 år. Så kom hun til Coloplast. Det var en kort fornøjelse, for Hanne siger sin mening, når der er grund til det.

– Jeg kan ikke holde min mund. Jeg synes, vi skal have nogle ordentlige forhold, så jeg blev fyret på Coloplast. Men det er en længere historie, som vi ikke har tid til nu, griner hun og fortsætter alligevel lidt.

– Men det gjorde jeg, og det var jeg ikke spor flov over. For der må være nogen, der siger noget. Hendes stemme er fast. Lyder til at være halvt så gammel som de første seks cifre på sygesikringsbeviset viser.

– Det handlede jo ofte om, at vi sundhedsmæssigt ville have samme vilkår. Når mændene kom, var de i rent tøj, fik udstyr på og gik i bad bagefter. Og vi kvinder, vi skulle bare tage nogle gamle klude rundt om munden. Det var meget dårlige forhold for kvinderne, og det var jeg meget utilfreds med. Så røg jeg på grund af samarbejdsvanskeligheder, siger hun og slår en ny skoggerlatter op.

Kenneth Nordkvist er chauffør på den sidste 23er. Han elsker glade kunder, elsker i det hele taget sit job. Og elsker lydbøger. Foto: Søren Strandman-Møller

Et luftkys

Kenneth holder egentlig mest af landturene. Så står den på lydbøger i hans lille medbragte højttaler.

– Men jeg kan også godt lide at køre herinde i byen. For jeg kan godt lide at køre bus, slår han fast.

– De første par år irriterede jeg mig over trafikanter, der kørte tåbeligt. Men så fandt jeg ud af, at det slet ikke kunne betale sig at bruge tid på det, så nu får de et luftkys i stedet, siger Kenneth Nordkvist, der elegant viser, hvordan sådan et luftkys kan sendes ud af bussens forrude og ind til den modkørende bilist.

I dag er der dog ikke dømt lydbog. Radioen spiller musik. Det er den allersidste tur.