Bornholm kommer med i Rejsekort-app næste år

NOTITS | TRAFIK | Torsdag 11. april 2024 • 11:18
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | TRAFIK | Torsdag 11. april 2024 • 11:18

I løbet af 2025 vil rejsende kunne bruge Rejsekort-appen i BAT's busser.

I denne uge blev det næsten landsdækkende Rejsekort lanceret som en app, der på sigt skal afløse det fysiske kort. Bornholm er ikke med i første version, men kan se frem til at komme med i 2025, fortæller regionskommunen.

Lige nu er der tale om en testversion af appen, som 20.000 personer skal prøve at bruge. I løbet af 2024 vil flere komme til, og i 2025 vil appen også kunne anvendes her på øen. Tanken er, at den skal gøre det nemmere at købe billet til offentlig trafik.

– Vi håber på en succesfuld testperiode for det nye digitale rejsekort, så det kan blive rullet ud i hele Danmark, inklusiv på Bornholm, så hurtigt som muligt i 2025. Det bliver et kæmpe plus, både for BAT og for alle dem, der bruger BAT, at blive en del af det nye landsdækkende rejsekort, siger forperson Helle Munk Ravnborg fra kommunens natur-, miljø- og planudvalg i en pressemeddelelse.

Ind- og udcheckning sker i appen på telefonen og ikke på de blå kortstandere, og appen registrerer automatisk, om rejsen foregår med bus, tog, metro eller letbane, og hvor den starter og slutter. Den reducerer også risikoen for at glemme udcheckning, da den både kan minde brugeren om at gøre det og alternativt checke ud for brugeren, når rejsen er slut, fortæller kommunen.



FÅ ABONNEMENT