BATs elbusser forsinket: Oliefyret driller
Der er en teknisk fejl på de to el-bybusser, der skulle have været leveret i november sidste år. BAT ved fortsat ikke, hvornår busserne bliver leveret.
Tidende har efterhånden skrevet historien et par gange. 'De nye bybusser er forsinkede'. 'Nye busser er yderligere forsinket'. Nu bliver historien så skrevet endnu engang.
For de første to bornholmske elbusser, der for længst skulle have været i drift, er endnu ikke kommet til Bornholm og er atter forsinket. Busselskabet BAT afventer fortsat en dato for, hvornår busserne ankommer til øen, oplyser trafikchef Niels Rasmussen til Tidende.
De to ud af fire nye elbusser, der skal køre som bybusser i Rønne, skulle efter den oprindelige plan have været leveret og i drift den 20. november sidste år. Sidenhen blev leveringsdatoen udskudt til uge 1 - men det holdt som bekendt heller ikke.
Niels Rasmussen skriver i en mail til Tidende, at forsinkelsen skyldes, at der er en teknisk fejl på de to busser. Fejlen drejer sig om, at bussernes oliefyr ikke slår til som førsteprioritet, når det er koldt.
"Lige nu vil de (busserne, red.) bruge af batterikapaciteten, og det vil gå ud over kilometer-rækkevidden og lever ikke op til det, vi bestilte. Derfor er de forsinket endnu engang desværre," skriver Niels Rasmussen.
I starten af januar fortalte centerchef i regionskommunens afdeling for ejendomme og drift, Bjarne Freund-Poulsen, at busserne ville komme til Bornholm i enten uge to eller tre, hvorefter de ville kunne tages i brug i starten af februar.
Men leveringsdatoen er blevet udskudt flere gange - og lige nu har BAT's trafikchef som bekendt ikke en dato for, hvornår busserne bliver leveret.
I alt er fire nye elbusser på vej til Bornholm, og ud over de to bybusser, der er otte meter lange, skal også to 12 meter lange busser snart ud at køre på det bornholmske rutenet. De kommer fra samme leverandør. BAT ved heller ikke, hvornår disse to busser bliver leveret.


OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration