29 år på markedet: Vibeke er Svanekes nye torvemutter

29 år på markedet: Vibeke er Svanekes nye torvemutter
Der er et utrolig socialt samvær med de andre stadeholdere, fortæller Vibeke Kofoed. Foto: Sarah Thun Kristensen
DAGENS NAVN | Mandag 14. juli 2025 • 05:30
DAGENS NAVN | Mandag 14. juli 2025 • 05:30

Det er Vibeke Kofoeds anden sæson som tovholder for Svanekes Torvedage. Det er et stort arbejde at stå for det, men hun kan godt lide opgaven.

Hvordan kan det være, at det er dig, der står for de her markeder?

– Jeg har selv været med på markedet i rigtig mange år. Det er min 29. sæson, så da vores torvemutter stoppede, spurgte hun, om jeg ville tage over, så det var nærliggende. Det er min anden sæson i år.

 

Hvad er forskellen på at være torvemutter og på at være almindelig stadeholder?

– Jeg skal have styr på al administrationen. Det er tilladelser, ansøgninger, økonomi og pladser, fordeling og sådan noget. Det er et stort arbejde, men jeg kan godt lide det.

– Jeg har strikket altid, og både min mor og mine bedstemødre strikkede, så det har altid været sådan, det var. Her på markedet kan jeg godt lide, at man får en meget umiddelbar reaktion på de ting, man laver. Så får man folks ærlige mening.

– Jeg laver mine egne designs, så jeg synes, det er spændende, og der er fint salg her.

Hvad er det, der gør markedet her i Svaneke specielt?

– På markedet her skal alt, vi sælger, være hjemmelavet. Det gør, at vi skiller os ud fra de andre markeder, og det er det, vi er kendt for. Vi accepterer ikke kræmmere, som køber og sælger videre.

– Vores adgangskrav er egentlig bare, at man er hjemmeproducerende, at man er en god kollega, og så selvfølgelig at vi har plads til dig, for der er bare 42 pladser, og vi har ventelister.

– Der har været venteliste på lørdagen helt fra starten af, mens det er lidt lettere at komme ind om onsdagen. Men der er mange om buddet.

Er det folk fra Svaneke primært, eller er det fra hele Bornholm?

– Nej, det er fra hele Bornholm. Der er ingen krav til, hvor man skal være fra.

Hvad tror du, sådan et marked her giver til byen?

– Vi har hørt fra handelsstandsforeningen, at de kan mærke, at der kommer folk til byen, når der er marked.

– Vi har et rigtig godt samarbejde både med butikkerne og med handelsstandsforeningen, som betaler for, at der kommer musik senere på dagen.

Hvorfor giver det mening for dig at stå på markedet her?

– Jeg kan vise mine varer frem, så jeg får lidt reklame til min forretning derhjemme, og så giver det et utrolig socialt samvær med de andre stadeholdere.

Har I nogle faste traditioner?

– Vores tradition er sådan, at inden vi starter sæsonen, så mødes vi alle sammen til et informationsmøde, hvor vi får lidt at spise, og sådan runder vi også sæsonen af, så man får snakket sine ting igennem og starter på en frisk næste år, hvis der har været et eller andet. Så er det godt at få lidt at spise og snakke og hygge os.

Vibeke Kofoed

57 år, bosat i Nexø med sin kæreste.

Har tre børn og fem børnebørn.

Tovholder for torvedagene, som finder sted hver onsdag og lørdag på Svaneke Torv.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT