Amerikansk fly i lufthavnen

Amerikansk fly i lufthavnen
Det fly holdt her til morgen i lufthavnen. Privatfoto
NYHED | 28. MAR 2023 • 07:58
NYHED
28. MAR 2023 • 07:58

Et amerikansk fly holdt her til morgen i Bornholms Lufthavn, fortæller en læser til Tidende.

I lufthavnen ønskede man ikke at sige noget om flyet, som ifølge hjemmesiden Planespotters.net tilhører det amerikanske luftvåben.

Tidende har kontaktet både danske og amerikanske myndigheder for at høre, hvad det er for et fly, og hvad det laver på Bornholm.

Christer Haven, kaptajn og presserådgiver hos Forsvarskommandoen har undersøgt sagen og siger, at der efter al sandsynlighed er tale om en mellemlanding.

– Jeg kan ikke komme det nærmere. I have no clue, siger han. 

Louise Lyng Bojesen, chef for det bornholmske beredskab, er til møde i Odense og har heller ikke hørt om noget stabsmøde for højtstående militærfolk på Bornholm. Og hvis der skulle være et hemmeligt møde med deltagelse af American Airforce, tvivler Louise Lyng Bojesen på, at der er nogen, der vil fortælle det til pressen.

– Det får du ikke at vide, siger hun. 

Flyet forlod Bornholms Lufthavn kort før klokken 10 og fløj til Roskilde, viser hjemmesiden flightradar24.com.

Hvis nogen ved noget om flyet, hører Tidende gerne om det.