420 mails til minister opfordrer til rabatordning hos DAT

420 mails til minister opfordrer til rabatordning hos DAT
Flytrafikken er til forskel fra færgerne ikke statsstøttet, pointerer DAT-direktør Jesper Rungholm. Arkivfoto: Berit Hvassum
TRAFIK | Tirsdag 5. april 2022 • 19:00

DAT's kampagne for at få kunderne til at lægge pres på transportminister Trine Bramsen for at sikre billigere flybilletter til udsatte grupper er resulteret i flere end 420 mails.


En kampagne fra flyselskabet DAT, som blandt andet beflyver Bornholm, har resulteret i cirka 420 henvendelser, som i mails til transportminister Trine Bramsen (S) går i brechen for socialrabatordningen.

Det oplyser Transportministeriet i en mail efter en forespørgsel fra Tidende.

Denne rabatordning sikrer billigere billetter til, som direktør i DAT Jesper Rungholm udtrykker det, "socialt kvalificerede". Det vil sige til pensionister, studerende, børn, værnepligtige og førtidspensionister. DAT iværksatte for godt en måned siden kampagnen for denne rabatordning, idet der på flyselskabets hjemmeside dukker et forslag op om at sende en besked til transportminister Trine Bramsen, hvor man opfordrer hende til at sikre tilskud til ordningen (se boks).

– Vi synes, det er en måde at lade Transportministeriet vide, at der er et udtrykt ønske blandt brugerne af ordningen om, at den bliver genoprettet, siger Jesper Rungholm.

Han forklarer, at ordningen som et løft til flybranchen under coronanedlukningerne blev iværksat den 1. august 2021, men løb tør for de afsatte statsmidler i løbet af september. Allerede for et år siden udtrykte DAT-direktøren i forbindelse med regeringens infrastrukturudspil "Danmark fremad" i Tidende et ønske om, at ordningen blev gjort permanent fra den 1. januar 2022. Da havde ordningen også fungeret i december 2020, da Folketinget gav penge til den, ligeledes i forbindelse med coronasituationen.

– Socialrabatsystemet er en rigtig god måde at understøtte en regional flyrute på, siger direktøren.

– Og det er et system, som vi for eksempel kender fra Kanarieøerne, hvor der bliver brugt millioner af euro på at understøtte de flyselskaber, der opererer der, så de kan tilbyde billige billetter til de socialt kvalificerede. Flyselskaberne får efterfølgende et tilskud fra staten pr. de facto solgte billet, hvilket vil sige, at man sikrer, at ordningen er socialt skævvredet i den rigtige retning, og at der ikke kan snydes med det. Tilskuddet ligger på cirka halvdelen af, hvad en normal billet koster.

 



Kære passager ...

DAT henvender sig med denne tekst til sine kunder på dat.dk:

"Kære passager,

Du har købt en billet med reduceret pris, fordi du opfylder specielle betingelser.

Disse rabatterede billetter; senior, studerende, værnepligt og lignende udbyder vi, fordi vi gerne vil, men det er ikke noget, vi er forpligtet til. Derfor kan vi selv bestemme, hvor mange pladser og på hvilke afgange, vi tilbyder disse. På de mest populære afgange er det faktisk stærkt begrænset, hvad vi udbyder. Årsagen er selvsagt økonomi. Det kan ikke lade sig gøre at flyve økonomisk forsvarligt til den pris, du har betalt, selv ikke hvis flyet var helt fyldt.

Der skal en meget højere gennemsnitspris til for, at det kan lade sig gøre.

I august og september 2021 havde vi mulighed for at udbyde ubegrænset adgang på alle afgange på disse "Sociale Rabat-billetter" via en kortvarig statslig støtteordning. Dette var en kæmpe succes, og vi vil meget gerne have denne ordning genindført permanent (...).

Hvis du ønske at hjælpe til med få ordningen genindført, så foreslår vi, at du sender en besked til Transportministeren og gør opmærksom på dette".

Dernæst følger et forslag til ordlyden i sådan en mail.

 

Nul kroner

– Vi tjener altså ikke fuld pris på den type rejsende, men får et tilskud, der gør, at det giver mening. Og en 199 kroners billet ud af København giver i dag med ETS (klimaafgift, red.) og lufthavnsafgifter nul kroner i overskud. Med rabatordningen kan det give mening at sælge billetter til 199 eller 249 kroner. I virkeligheden kan vi ikke sælge noget som helst under 399, hvis det skal give mening, og det her skal også ses i lyset af, at ruten jo ikke får nogen som helst tilskud i modsætning til vores konkurrerende transportformer, siger han.

Jesper Rungholm modtog i fredags en mail fra transportminister Trine Bramsen, hvor hun svarede ham på en henvendelse, han havde sendt til hende om socialrabatordningen.

I sit svar til ham skriver Trine Bramsen blandt andet:

"Jeg er glad for at høre, at støtteordningen for sociale rabatter til udvalgte passagergrupper var en succes og flittigt anvendt af de rejsende. Formålet med støtteordningen var jo netop at understøtte mobiliteten under pandemien, hvor det desværre var nødvendigt med restriktioner for at have kontrol med smitteudviklingen.

I dag er vi heldigvis et andet sted, hvor pandemien fylder mindre og ikke medfører de samme restriktioner. Luftfarten i Danmark har generelt fungeret på frie, kommercielle vilkår, uden diverse statsstøtteordninger og medfølgende betingelser.

Vi ser samtidig ind i en tid, hvor vi for alvor skal tage fat på den grønne omstilling af luftfarten. Regeringen har en ambitiøs målsætning om, at al indenrigsluftfart skal være grøn i 2030, og allerede i 2025 skal en indenrigsrute være grøn. Dette vil stille nye krav til branchen, men også skabe nye muligheder for indenrigsflyvningen, eksempelvis til Bornholm. Regeringen vil senere i år fremlægge en plan for den grønne omstilling af flytrafikken".

Citat slut.



En sijllavitta



‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
FÅ ABONNEMENT