Omstridt byggeri er klar til sæsonen

Omstridt byggeri er klar til sæsonen
De tre skorstene på havnen i Snogebæk har skiftet hænder og skal i fremtiden udlejes til sommerboder. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 27. APR 2021 • 14:46
| ABONNENT
27. APR 2021 • 14:46

ERHVERV

Snogebæk Havn har erhvervet de tre skorstene på havnen, som tidligere har tilhørt Uffe Rebsdorf.

De tre skorstene, som står på rad og række bag Levertranfabrikken på Snogebæk Havn, har været omdrejningspunkt for en langvarig forhandling mellem ejeren og havneforeningen i den populære turistby på Sydbornholm.

Uffe Rebsdorf ville gerne sælge, og Snogebæk Havn, der ejer grunden, som skorstenene står på, ville gerne købe. Men man kunne ikke blive enig om en pris, og derfor kneb det med at få en købsaftale på plads.

Det er nu lykkedes, fortæller Uffe Rebsdorf, der arvede de tre skorstene fra sin far i 1973.

– Det endte lykkeligt. Jeg har altid ønsket, at de skulle ende hos havnen. Nu håber jeg, det bliver et aktiv for havnen og for Snogebæk, siger han til Bornholms Tidende.


Jørn Pedersen fortæller, at havneforeningen er gjort et stort arbejde for at fritlægge den specielle struktur i skorstenenes top. Foto: Berit Hvassum

Nu er de indflytningsklar

Snogebæk Havn har allerede en plan med de tre skorstene. De skal lejes ud til kunsthåndværk eller spisebod eller lignende. Og sæsonens tre aftaler er på plads, fortæller havnenforeningens formand.

– Der kommer en keramiker, en fotograf og en grønthandler, fortæller Jørn Pedersen.

Havneforeningen har brugt de seneste måneder på at give bygningerne en overhaling udvendig og indvendig.

Nu er de indflytningsklar, og Jørn Pedersen forventer, at der kommer liv i de tre skorstene i bededagsferien.

– Vi har i hvert fald lovet, at vi ville være færdige i denne uge, og det holder vi. Vi har kalket for tredje gang i dag (mandag, red.), siger han.


Skorstenene

Den ældste af de tre skorstene er fra 1919. Der blev røget på stedet frem til 1960. Skorstenene har efterfølgende været brugt som redskabsskur af fiskerne.