For tre uger siden blev stilladserne sat op, og kommunens bygningskonsulent, Christian Kofoed, fortæller, at første etape af renoveringen omhandler den såkaldte klimaskærm, det vil sige bygningens ydre fra top til bund.
– Der skal nyt tag på, nye døre og vinduer, og facaden skal sandblæses og pudses op igen og males, forklarer Christian Kofoed.
Kommunen vedtog i 2019 en anlægsbevilling på 500.000 kroner til første fase af renoveringsopgaven, men Christian Kofoed anslår, at de samlede udgifter til renoveringen af havnekontoret vil løbe op i nærheden af to millioner.
– Det skyldes, at man også vil kigge på dele af det indvendige. Men det vil først ske på et senere tidspunkt, siger Christian Kofoed fra Bornholms Regionskommune.
Han fortæller, at første etape ventes færdiggjort i juni eller juli.