– Men det, som regeringen lagde frem, er meget overfladisk. Jeg har svært ved at se, hvordan vi skal komme derhen. Jeg får ikke at vide, hvordan vi skal løse det. Jeg får heller ikke at vide, hvor pengene skal komme fra.
– De ansatte er slet ikke nævnt. Og lige nu har jeg det sådan, at jeg har læst en masse floskler, som en masse andre er kommet med før, siger Henrik Søderberg Jensen.
Mens han læste regeringens udspil, kom Henrik Søderberg Jensen i tanker om noget lignende.
– For mig lyder det ligesom dengang, hvor regeringen sagde, at vi skal have nogle flere sygeplejersker. Så lovede de 1.000 nye sygeplejersker, og de kom ikke, siger han.
– Vi har brug for at ansætte nogle flere. Men de findes ikke. Vi får så at vide, at vi skal have nogle flere sosu-assistenter ud. Men det tager altså tre år og ni måneder, før de er færdiguddannet.