Der er rigtig mange, der har meninger om Brugsen, så nu vil vi i Svaneke Brugs fortælle lidt om vores hverdag her i sommervarmen.
Brugsen er et samlingssted for de lokale, hvor de kan hente pakker, medicin, indlevere rensetøj, få kørt varer ud og snakke med personalet og hinanden.
Men sådan er det ikke nu, hvor man kun lige kan nå at sige hej til personalet og se, at naboens dreng også arbejder i Brugsen, for nu er det turisterne der regerer i byen - og heldigvis for dem, for de er med til at holde liv i vores Brugs hele året.
Sådan er det også med vores feriehjælp, der træder til i den travle sæson og går i skole om vinteren. Hver sommer er der en ny flok, som gerne vil tjene noget ekstra, og det skal vi være glade for, for der er rift om arbejdskraften i sommermånederne.