Bornholmerne – og dem ovrefra

Pensioneret seniorforsker Thorkil Thorsen fra Svaneke er gået på jagt efter den bornholmske identitet. Artikelserien fortsætter i dag med et blik ind i bornholmernes forhold til dem ovrefra.

Det siges ofte, at bornholmerne er på vagt over for fremmede, og at tilflytteren i første omgang bliver mødt med en vis mistillid. Hvor har bornholmerne en sådan skepsis fra? Chr. Stub-Jørgensen skrev i 1940, at tilflyttere, som igennem tiderne var kommet for at indføre fremmede former for myndighedsudøvelse, kunne være sikre på at møde en uigennemtrængelig uvilje.

En række nedslag i de sidste 500 års historie giver gode eksempler på, hvordan centralmagten, kongerne og København har ”forrådt” og svigtet den bornholmske befolkning, og hvordan også andre ovrefra har modarbejdet og såret os.

Det er historisk viden, som er oplevet og senere fortalt og genfortalt igennem generationer. Ser man et mønster i det, kan disse tildragelser meget nemt sætte sig i bornholmerne som en slags kollektiv hukommelse om fortidige begivenheder – og dermed måske være bagtæppet for en umiddelbar skepsis over for fremmede.

Lübeckerne

Lad os starte vores lille eksempelgennemgang i 1525.

Kong Frederik den Første havde brugt mange penge på krigsførelse og var nu i økonomiske vanskeligheder. Hvad gør man så? Man finder et lille dansk provinshul og giver det i brugspant til de lübeckerne, som havde været kongen behjælpelig med hans krige og lånt ham store summer, som han ikke kunne betale tilbage. De fik derfor ”Hammershus og Bornholm til nytte og brug i 50 år” som en slags afbetaling eller erstatning, og de havde dermed ret til at udskrive skatter på øen og pålægge befolkningen arbejdsydelser. Og de holdt sig ikke tilbage.

Det blev 50 strenge år for befolkningen. Der gik mange klagebreve til kongen over lübeckernes fremfærd. Og i København vendte man oftest det blinde øje til og lod bornholmerne være overladt til en forhadt, fremmed magt.

På et tidspunkt blev de mange klagebreve vist alligevel for meget for kongen. Han opfordrede efter sigende bornholmerne til at gøre opgør mod fremmedmagten, og han lovede endda at komme dem til undsætning om nødvendigt. De bornholmske bønder tog ham på ordet – og fik læsterlige lussinger af lübeckerne i slaget ved Ugleenge i 1535.

Kongens undsætningstropper nåede aldrig frem.

Kongens beskyttelse af sin jagt

Ikke kun lübeckerne plagede den bornholmske befolkning.

I begyndelsen af 1556 beordrede kong Christian den Tredje, at ingen af hans undersåtter på Bornholm måtte have mere end én hund, og at denne hund skulle have sit ene ben hugget af over knæet. Dermed ville han beskytte sin jagt på øen. Hundene skulle ikke løbe rundt i skove og på marker og forstyrre og skambide vildtet. Overtrædelse af påbuddet skulle straffes med bøder.

Kong Christian den Tredje – en hund efter jagt

Disse kongelige forordninger blev antagelig offentliggjort på sognestævnerne, hvor præsten eller degnen oplæste dem på kirkegården efter gudstjenesten.

Man kan nemt forestille, at bønderne og almuen har bandet og svovlet over den slags overgreb fra en fjern magt i hovedstaden. Man kan også forestille sig, at de berørte har udført civil ulydighed. I hvert fald måtte den efterfølgende konge, Frederik den Anden, i 1577 i en ny forordning indskærpe forbuddet, hvor han samtidig også præciserede, at det var et af forbenene, der skulle skamferes.

Svenskerne 1658

Som et resultat af den tabte krig mod svenskerne, måtte Danmark afgive Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm til svenskerne.

Men bornholmerne ville ikke være svenskere, ikke engang reservesvenskere. Dristigt og egenhændigt og vel at mærke uden hjælp fra Danmark tog de sagen i egen hånd, lokkede den svenske kommandant Printzensköld i baghold i Rønne og dræbte ham. Og ved snedig list skaffede de sig derefter adgang til Hammershus og smed svenskerne på slotsporten.

Det var i december 1658. Senere på måneden sejlede en delegation til København og forærede Bornholm tilbage til Danmark.

Danmarks befrielse

Det er en kendt historie og et tungt bidrag til bornholmernes kollektive hukommelse, hvordan resten af landet 4.-5. maj 1945 og i dagene efter fejrede den genvundne frihed efter 2. verdenskrig, mens vi her på øen levede i uvished.

For den tyske kommandant på Bornholm ville ikke overgive sig til andre end englændere. Den danske regering synes ikke at have haft midlerne eller energien til at fremskaffe en englænder eller til at udvirke en tysk kapitulation på Bornholm. Russerne kom os så til ”undsætning” ved at bombe Rønne og Nexø 7. og 8. maj og smide tyskerne ud, og i øvrigt besætte øen.

Sådan fortæller vi historien igen og igen til dem, der gider lytte til vores jeremiader. Skal vi dramatisere svigtet fra København yderligere, fortæller vi gerne – ikke helt historisk korrekt, ganske vist – at mens folk festede i gaderne i København, kastedes bomber over Bornholm; og ingen ministre eller ministerier tog telefonen, da bornholmske myndigheder ville bede om indgriben fra centralmagten.

Bornholmerne følte sig overset og glemt – og netop dét har vi stadig svært ved at glemme. Først i april 1946 rømmede russeren øen. Bornholm blev frit. Det vides ikke, hvilken rolle den danske regering og diplomati havde i russernes beslutning – om nogen.

Højskolesangbogen

”Det er helt nede under gulvbrædderne, at Bornholm slet ikke er repræsenteret i den nye udgave af højskolesangbogen”.

Sådan lød kritikken fra tidligere højskoleforstander Karsten Thorborg i 2006 i en artikel i Tidende. Anledningen var, at sangen ’Bornholm, du prude vikingmø’ var fjernet fra sangbogens 18. udgave. Den er skrevet af Lucianus Kofod og kaldes Bornholms Drapa, lovprisningsdigtet om vores ø.

Men ikke nok med det: Redaktionen havde også fjernet ’Skudan hon vaggar på bruzenes sjø’ fra den nye udgave. Begge sange betragter mange som en slags bornholmske nationalsange. Thorborg kaldte det uartigt at fjerne dem og tilføjede, at vi var ”snydefornærmede”. Læserbrevene i avisen var på linje med denne kritik.

Men det var ikke for at fornærme bornholmerne, at de bornholmske sange var udgået, bedyrede formanden for Højskolesangbogsudvalget. Det var ikke tænkt sådan, at Bornholm skulle springes over.

Men mange bornholmere følte det sådan. I et læserbrev slog én til lyd for, at udeladelsen af de bornholmske sange var et udslag af ”den for tiden grasserende centralisme”.

T-foil

I september 2018 etablerede Molslinjen sig som det rederi, der skulle besejle Bornholm og transportere gods og passagerer.

Den første katamaran-færge, de indsatte på Ystad-ruten, Express 1, købte de i udlandet. Men den faldt ikke i mange bornholmeres smag. Den var for ustabil i bølgegang. Rederiets svar på kritikken var, at Express 1 var lige så stabil som de tidligere katamaraner på ruten.

Men passagerne blev søsyge selv ved lavere bølgehøjder. Landets apoteker – særligt de bornholmske – måtte melde udsolgt i søsygetabletter; og der gik snart rygter om, at der var opstået en sortbørshandel med disse præparater.

Mange bornholmere fandt, at rederiet lod hånt om passagerernes klager. Det nægtede endda hårdnakket, at færgen nogensinde havde haft en stabilisator, en såkaldt t-foil. Det er en slags sænkekøl med vinger. En sådan kan aktiveres og sænkes ned i vandet med det formål at skabe en blidere sejlads i hårdt vejr. Og i øvrigt påstod rederiet, at en sådan mekanisme ikke ville have nogen virkning.

Kundetilfredsheden var i bund. Rasende læserbreve og Facebook-opslag vidnede om en befolkning, som følte sig svigtet af et rederi, som havde til opgave at betjene øen. Den arrogance og det svigt ville aldrig være sket i 66-bådenes tid, mente flere. 66-bådene var det bornholmske Dampskibsselskab af 1866, som trofast havde betjent øen i mere end hundrede år. Også de efterfølgende rederier Bornholmstrafikken og senere Færgen havde administration og ledelse i Rønne. Molslinjen har hovedsæde i Aarhus – og for de utilfredse bornholmere ændrer det ingenting, at de kalder færgerne til og fra Bornholm for Bornholmslinjen.

Efter mange skriverier – ikke mindst journalistiske, dybdeborende artikler i Tidende – og efter en uvildig undersøgelse af bølgebevægelser med og uden t-foil, måtte rederiet opgive sin hovmodige påstand om, at en sådan ikke havde nogen gavnlig virkning. I oktober 2019, altså efter mere end et års kritik og tovtrækkeri, overgav Bornholmslinjen sig: De ville nu bygge og montere en t-foil. Rederiets direktør medgav endda, at den bornholmske kritik var berettiget og ikke bare bornholmsk brok. En funktionsdygtig t-foil ville øge komforten med 20-30 procent, mente kommunikationschefen endda efterfølgende.

Så kom coronaen og forsinkede alting. Men i sensommeren 2020 – altså efter to år – var vi ved vejs ende med den sag. Der kom dog nye aarhusianske anslag imod bornholmernes ønsker: Først anmodede Bornholmslinjen staten om lov til at sejle langsommere mellem Rønne og Ystad – for at kunne spare på brændstoffet og dermed tjene flere penge på bekostning af passagernes rejsetid. Da rederiet fik afslag på dette ønske, begyndte det bevidst at sejle med forsinkelser for at få sin vilje.

Og så alligevel...

Så på den ene side kan bornholmerne have god grund til at være skeptiske og forbeholdne over for magthavere og andre folk ovrefra med indflydelse på vores ø og hverdag – og der er ikke langt til forargelse og foragt.

På den anden side er det dog ikke usædvanligt, at nogle bornholmere – og ikke mindst den bornholmske presse – bliver overdrevent begejstrede, når magten i København bare antyder behag ved noget bornholmsk eller noget Bornholm-relateret. Et af de senere eksempler sås efter Kong Frederik den Tiendes nytårstale. Medierne på Bornholm og kunstkendere og andre faldt på halen over, at der på kongens skrivebord stod en skulptur lavet af Sonja Ferlov Mancoba. Nogle så det som en kongelig kærlighedserklæring til Bornholm. Et tyndt grundlag, må man sige. Sonja Ferlov sagde ganske vist, at det var på Bornholm, hun hentede sin første inspiration til at lave skulpturer; men hun opholdt sig i Gudhjem blot et par somre i begyndelsen af 1930’erne og igen i 1951, og ellers ikke.

Denne historie får mig til at tænke på dét, som Erik Strömgren i 1938 skrev om den bornholmske psykologi. Ifølge ham vil en typisk bornholmer altid være fattet og nede på jorden. Men når en udefra kommende smigrer hans bornholmske ”nationalfølelse” ved at sige noget positivt om Bornholm og bornholmerne generelt, så bliver han blød om hjertet. Men man skal ikke direkte rose ham selv, skrev Strömgren, fordi det ville han opfatte som latterligt og anmassende.

Jeg antager, at læserne selv kan nævne mange eksempler på, hvordan vi bornholmere gerne soler os i positiv omtale af øen og af os, der bor her. Nævner de landsdækkende medier den bemærkelsesværdige meteorologiske danmarksrekord på 21,7 grader i april ved Hammerodde Fyr, varmer det vores hjerter.