Leila Lindén ved ikke, hvor ofte det er et problem, men ifølge hende og forslaget fra Socialdemokratiet, er der cirka 140-150 højakutte patienter, som årligt transporteres ad denne vej til Rigshospitalet og ind imellem også til Region Hovedstadens øvrige akuthospitaler.
– Så det er ikke ligegyldigt. Jeg synes, det er vigtigt, at vi bruger de minutter, der er, så fornuftigt som overhovedet muligt, siger Leila Lindén.
Endnu et forslag
Forretningsudvalget holder møde tirsdag. I alt er der kommet 14 forslag til budgetinitiativer. Forventningen er, at udvalget skal drøfte mulige initiativer på møder i maj og juni, inden det skal oversende maksimalt fem forslag til budgetforhandlingerne i august-september. De fem initiativer bliver sammen med de øvrige udvalgs initiativer samlet i to kataloger, der bliver anvendt under selve budgetforhandlingerne.
Blandt de 14 forslag er endnu et fra Socialdemokratiet, der direkte handler om Bornholm. Partiet foreslår en buffer til partnerskabsaftalen mellem Bispebjerg Hospital og Bornholms Hospital. Der er i 2025 afsat seks millioner kroner til aftalens realisering, men ifølge forslaget er det usikkert, om det er nok. Derfor mener Socialdemokratiet, at der skal afsættes en mindre buffer, der kan komme i spil, hvis det viser sig, at det afsatte beløb ikke holder. Der fremgår ikke, præcis hvor stor en sådan buffer skal være.