I sine bemærkninger til forslaget noterer regionens administration, at overholdelsen af udredningsretten umiddelbart ligger højt på Bornholm, mens andelen af patienter, der færdigudredes inden for 30 dage, ligger under niveau for regionen.
I årets første måneder blev udredningsretten overholdt for 92 procent af patienterne på Bornholms Hospital, mens kun 43 procent af patienterne blev udredt inden for 30 dage. Udredningsretten kan ifølge administrationen godt være overholdt, selvom en patient ikke er udredt inden for 30 dage, hvis der for eksempel ligger faglige årsager til grund.
Når Bornholms Hospital ikke kan overholde udredningsretten, skal patienter rejse til regionens andre tilbud, og erfaringer viser, at en del patienter vælger ikke at udnytte denne mulighed. Derfor oplever patienter på Bornholm, at der er lang ventetid på udredning.
Nedbringe ventelister
Ifølge administrationen vil det give værdi at understøtte partnerskaberne mellem Bornholms Hospital og henholdsvis Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt Rigshospitalet yderligere, og det er aktuelt at se på neurologien og børneområdet.