Ordning om gratis tandpleje træder i kraft

NOTITS | ABONNENT | 3. JUL 2022 • 06:17
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | ABONNENT
3. JUL 2022 • 06:17

Unge kan gratis fortsætte i den kommunale tandpleje, til de fylder 22 år. De kan også gratis vælge at modtage tandpleje i privat praksis.

En ny ordning giver gradvist 18-21-årige et gratis tilbud i den kommunale børne- og ungdomstandpleje. Unge, der fylder 18 år i 2022, er den første årgang, som kan fortsætte i børne- og ungdomstandplejen frem til de fylder 22 år.

Den nye ordning har blandt andet til formål at sikre, at den gode tandsundhed blandt børn og unge fortsætter ind i voksenlivet, fortæller Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Med den nye ordning vil alle unge, der fylder 18 år efter 1. januar 2022, være omfattet af den vederlagsfri kommunale tandpleje, indtil de fylder 22 år. De fortsætter eller bliver automatisk indmeldt i ordningen og skal derfor ikke aktivt gøre noget for at blive omfattet af de nye regler.

Unge, som er fyldt 18 år før 2022, omfattes ikke af den nye ordning. Ordningen er fuldt implementeret ved udgangen af 2025.

Den nye målgruppe bliver også omfattet af fritvalgsordningen. Det betyder, at 16-21-årige, der ønsker et andet tandplejetilbud end det kommunale, gratis kan vælge at modtage børne- og ungdomstandpleje i privat praksis eller på en anden kommunens tandklinik.