Kongehuset har derudover en kæmpe symbolsk og kulturel magt. Kongen og co. giver os en national identitet, de får os til at fastholde nogle fine traditioner, de giver os internationale relationer, og de er med til at skabe værdi. Det er der ingen tvivl om.
Vi har med andre ord at gøre med en enorm offentlig institution, som altså er en magtfuld symbolsk aktør i Danmark, finansieret af os allesammen, og som dermed – som den største selvfølge – er genstand for massiv offentlig interesse.
Hallo! Det kan umuligt komme bag på kongehuset eller nogen andre, at når kong Frederik varsler et besøg på Bornholm, bliver væk uden at give en grund, alligevel sender Kongeskibet Dannebrog hen over Østersøen, men altså afviser at forklare hvorfor – så er vi alle enormt nysgerrige.
Det var dejligt at se den folkelige konge fejre AGF’s fodboldmesterskab i Aarhus. Han er i sandhed en konge af folket. Det kunne være dejligt, om noget af den her nede på jorden-agtige tilgang til tilværelsen smittede lidt af på andre dele af organisationen i det store danske kongehus.