Selvom en kontrakt med Region Hovedstaden om daglige flyvninger på ruten netop er blevet forlænget, så bornholmerne er sikret en flyforbindelse til hovedstaden frem til 30. november 2025, vil det for det første være 'en væsentlig forringelse' for Bornholms Hospitals patienter, hvis der herefter ikke længere bliver fløjet på ruten, siger Annemarie Hellebek. Men det har også andre konsekvenser.
– En velfungerende flyforbindelse er helt central for smidig drift af hospitalet. Vores tilrejsende personale, der deler deres job mellem et hospital i København og her, risikerer at sige op, hvis ikke de kan komme hurtigt hjem til familien efter arbejde. Dermed risikerer vi, at vi ikke har tilstrækkeligt personale, herunder lægefagligt personale, på øen. Både til det akutte og planlagte. Det er svært at forestille sig en ø som Bornholm helt uden flyforbindelse, lyder det fra hospitalsdirektøren, der tilføjer:
– Hvis samtlige bornholmske patientrejser skal ske med færgen, risikerer vi også, at nogle patienter vil undlade at rejse, da det i forvejen kan være krævende at rejse, når man er syg og i behandling.
Hurtig udredning
Annemarie Hellebek understreger, at både fly- og færgetransporten er betydningsfuld for patienter og personalet, da hospitalet skal kunne servicere patienter døgnet rundt hele året, når de har brug for sundhedsfaglig hjælp. Her nævner hun for eksempel den såkaldte partnerskabsaftale med Bispebjerg og Frederiksberg Hospital om udveksling af sundhedspersonale, der er indgået for at gøre hospitalet robust og for at sikre lighed til sundhedsydelserne for bornholmerne.