Fra bas til stilhed: Michael Friis forlod Bornholm med et smil

Bassisten Michael Friis gik bort lillejuleaften. I de sidste måneder blev både han og hans hustru, Annette Friis, mandsopdækket af syge- og hjemmeplejen. 

Det var et langt samliv, der sluttede, da Annette Friis lillejuleaften sidste år mistede sin mand, den i enhver forstand store bassist Michael Friis.

Han gik bort i hendes arme efter et sygdomsforløb, der tog sin begyndelse i 2018, men midt i smerten over tabet føler hun trang til at formulere en dybfølt tak til de ansatte i syge- og hjemmeplejen, som hun og Michael især gennem de sidste måneders sygeleje havde kontakt til, og som dagligt, tit og tæt, kom i deres hjem for at bistå dem med livets – og dødens – fortrædeligheder.

Det er på den baggrund, hun har taget kontakt til Tidende, hun ønsker simpelthen at vise sin taknemmelighed. Dog har hun, som hun forklarer, "fået lidt af en skriveblokade".

Men lad os først lige opridse, hvor hele historien starter.

Da Tidende en formiddag for nylig møder op i hjemmet på Møllebakken i Svaneke, finder Annette straks et par varme futter frem til journalisten, fordi han afslår at beholde skoene på. Hendes ageren kan man roligt betegne som omsorg for sine medmennesker, og således udstyret med et mindre pelsdyr på hver fod er det tid til at fortsætte ind i den farvestrålende og hyggelige stue med det åbne køkken, hvor hun fremtryller en delikat café au lait.

Så kan vi sætte os på hver sin side af spisebordet, hvorfra der er direkte udsigt til de nyligt opførte Swanvika-huse.

Adspurgt, hvornår hun og Michael egentlig mødte hinanden, falder svaret prompte:

– Den 11. juni 1969, siger Annette således uden tøven.

– I Vise-Vers-Huset i Tivoli, omkring klokken 19.30.

Ja, dér på det nu hedengangne, men engang så berømte og højt skattede spillested, havde Annette på det tidspunkt optrådt igennem to år, siden hun som 16-årig havde skrevet nogle viser, som hun mente, nogle andre måske kunne optræde med.

Fint tøj

Sangene tog hun til den, på det tidspunkt, ligeledes berømte Thøger Olesen, som i 1965 havde etableret Vise-Vers-Huset.

– Jeg havde ikke en tone i livet, men det mente Thøger ikke var noget problem, siger hun.

Så det endte med, at Annette pludselig fandt sig selv på den lille scene. Da den daværende musikanmelder på Ekstra Bladet Carsten Grolin omtalte hendes fremføring af sangene som "talking blues", altså snakke-blues, var hun godt tilfreds. Så havde man da ikke lovet for meget.

En dag kom Michael Friis ind ad døren til Vise-Vers-Huset sammen med en ung sanger, Jens Brandt, som han skulle optræde med, og Annette faldt pladask for Michael.

Desværre var han overhovedet ikke interesseret. På det tidspunkt.

Han var lidt hippie-agtig og syntes, at Annette var alt for damet og kedelig at se på.

– Men efter 14 dage fik jeg min vilje. Det holdt hårdt, men han måtte overgive sig og fandt ud af, at SÅ kedelig var jeg altså heller ikke. Så fra starten af juli 1969 var det os to forever, siger hun.

Resultatet blev ægteskab – "man skulle giftes dengang for at få en lejlighed, men det var en fantastisk bryllupsfest", forklarer hun.

Siden kom der to sønner til, adskillige katte og hunde og altså et livslangt forhold.

Michaels mormor havde haft sommerhus i Listed siden 1948, og han havde siden 90'erne drømt om at flytte til Bornholm, hvilket parret omsider gjorde i 2004, nærmere betegnet til Gudhjem.

– Han havde altid ønsket sig at blive gammel her på øen, siger Annette.

I første omgang kviede hun sig selv voldsomt, "men man kunne jo forsøge".

At hun følte sig hjemme fra dag ét, kom noget bag på hende, men hun har aldrig fortrudt at bytte indre by i København ud med et øliv langt ude i Østersøen.

Terminal ...

I 2018 flytter parret til Svaneke, og samme år begynder tingene at gå skævt, da Michael får en kræftdiagnose og efterfølgende operation.

Han bliver dog raskmeldt i 2019, men i 2020 viser det sig så, at kræften har spredt sig til lungerne, hvorfra den spreder sig yderligere. Michael er igennem flere kemo- og strålebehandlinger og dertil en del alternative behandlinger, men intet virker, som parret havde håbet på.

I juni 2023 kommer så meldingen: "Du er nu terminal patient".

– Vores egen læge, som kom i hjemmet en gang om ugen, forklarede, at nu var det nødvendigt at lægge en plan for det videre forløb, siger Annette.

På banen kommer nu visitatoren, der sætter det hele i system i forhold til, hvad der var behov for i Michaels tilfælde. Både med hensyn til hjemme- og sygepleje samt at holde ham smertefri.

– Smerterne nåede han aldrig til. Heldigvis, siger hun.

– Men fra da af fik vi fire daglige besøg af hjemmeplejen og tre ugentlige af sygeplejen. Umiddelbart tænkte vi "hold da op for et renderi, her bliver", men det viste sig jo at være så fedt!

Samtlige plejere var utroligt søde, tålmodige, kærlige og omsorgsfulde fra dag ét, forklarer hun:

– Det var noget, man lige skulle vænne sig til, men der gik kun en lille uges tid, så havde vi overgivet os totalt til de meget professionelle hænder.

Som udgangspunkt ønskede de begge, at Michael skulle blive hjemme, men på et tidspunkt blev Annette så kulret af manglende søvn, at hun ønskede ham væk en uges tid for at kunne sove og blive klar i hovedet igen. Han accepterede modvilligt – og den nat sov Annette næsten 12 timer og vågnede op med fornyet styrke og tænkte: "Han skal da blive herhjemme hos mig".

Til stor lettelse for dem begge.

I de næste måneder kunne helbredet nok synes stabilt i perioder, men det gik rykvist ned ad bakke, og ægteparret måtte acceptere, at tiden var begyndt at blive lidt for knap.

– Men den måde, personalet i både syge- og hjemmeplejen har behandlet os på igennem forløbet, har været så fantastisk. Ja, jeg ville ønske, jeg kunne udtrykke det bedre, siger hun og ser synligt skuffet ud over sin manglende formåen i forhold til at formulere sin ros og taknemmelighed.

Bassist Michael Friis gik bort lillejuleaften. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Vores job!

Hvor mange forskellige medarbejdere fordeler sådan en periode sig på?

– Der var mange gengangere, heldigvis. Vi mødte måske 10-12 forskellige i alt, men det var helt okay, det antal er jo til at holde styr på til forskel fra, hvis der kom nye ansigter hver dag. Det ville nok have været lidt svært, men jeg synes, at det gik rigtig fint med dem, vi havde, og som vi jo nærmest så dagligt. Og samtidig med, at de naturligvis havde fokus på Michael, så holdt de også hele tiden øje med mig, siger Annette.

Og snakkede også med dig?

– Ja, dagligt, og de "læste mig" og fornemmede, hvor jeg var henne i situationen. Hvis jeg havde en tudedag, så blev der "sladret", hvilket betød, at jeg blev passet ekstra godt på og holdt øje med. Det var rart og trygt at blive spurgt ind til, og jeg fik altid gode ord og råd med på vejen, siger hun og tilføjer:

– Ja, nu synes jeg igen, at jeg mangler de bevingede ord, som viser, hvor fantastisk vores syge- og hjemmepleje har været!

Det er jo professionelle folk, I fik ind ad døren, men du oplevede altså, at de også rummede hjertevarme?

– Fuldstændig! De var omfavnende. Og det var absolut tilladt at tude. Hvis jeg begyndte at lave noget, som de egentlig skulle tage sig af, så fik jeg også venligt og bestemt at vide, at nu skulle jeg bare være Michaels kone og kræse for ham. Altså, "du skal ikke tage vores job!" – men det var hele tiden kærligt ment. Og selv om sådan et forløb kan være hæsligt, så er det jo i bund og grund deres skyld og fortjeneste, at situationen var til at være i.

– Havde vi ikke haft dem omkring os, havde jeg nok ikke klaret det uden en eventuel plejehjemsplads, og det havde helt sikkert ikke været det bedste alternativ for Michael. Vi har haft mulighed for at få hygget igennem herhjemme, set en masse gode film og haft lange, lange gode samtaler om vores liv sammen. Og om det, han ønskede for mig og vores børn og børnebørn, når han ikke mere var her. Michael var ikke bange for døden, kun hvordan rejsen derhen ville forløbe. Den var heldigvis så fredelig, som man kunne ønske, siger Annette.

Guld værd

Der er i disse år megen tale om, at det offentlige er presset, ikke kan levere en ordentlig service, folk bliver gamle og syge, og der er ingen ordentlig hjælp at hente, hvad siger du til det?

– Det kan jeg slet ikke genkende, siger Annette.

– Jeg ved ikke, om det gælder for resten af landet, men vi har slet ikke mærket det. Og det handler ikke om, at han fik særbehandling, fordi han var en slags "kendis", for det var der ingen af dem, der gik op i. Han var bare en meget syg, ældre herre, som skulle have det så godt som muligt. De bemærkede de mange musikinstrumenter, vi har hængende, og han fortalte gerne om sit musikerliv, hvis der blev spurgt, men han var aldrig typen, der skrydede.

Og Michael oplevede det ligesom dig?

– Ja, og han var oprigtigt glad for alle, der kom her, og var dybt taknemmelig over deres tilstedeværelse. Jeg har opfattelsen af, at de har været glade for at komme i vores hjem, sådan har det absolut virket. Jeg har også efter Michaels død haft et afsluttende møde med syge- og hjemmeplejen, som var guld værd for mig.

Det var ikke bare nogle hvide kitler, der trådte ind ad døren, men rigtige mennesker?

– Fuldstændig! Superprofessionelle venner, vil jeg sige. Vi har kun mødt varme og omsorg, og det gælder samtlige personer. Sjældent har jeg oplevet SÅ dedikerede folk. Stor ros. Altid var der den tid, der skulle til. Vi har aldrig følt os svigtet overhovedet. I min optik skal de mennesker have direktørlønninger, men det bestemmer jeg jo desværre ikke, siger Annette.

Det sidste farvel

Nu må det være mærkeligt, at de ikke kommer ind gennem døren længere?

– Ja, det har det været, men så har det været dejligt, at de har ringet indimellem. Og heldigvis har jeg et godt netværk, som virkelig bærer mig igennem det her, siger Annette.

– Men det er klart, at jeg skal vænne mig til at komme hjem, og han ikke er her. Og han er ikke på turné og vender snart hjem, siger hun, og stemmen knækker, inden hun fortsætter:

– Ja, nu tuder jeg lidt alligevel.

Som altid til ægteparrets lillejuleaften skulle anden laves. Den havde Michael altid stået for, men nu skulle Annette – for første gang – tilberede dyret.

– Uden særligt held, vil jeg lige tilføje, siger hun.

Undervejs hørte hun Michael et par gange tale højt med nogen, hvor han sagde: "Jeg er på vej, kommer lige om lidt", men da hun gik ind i værelset for at høre, hvem han talte med, sov han, så præcis, hvem det var, er uvist.

Men som hun siger:

– Der er jo nok et meget stort orkester deroppe eller derude et sted, som venter på en bas.

Du tænker på nogen, der allerede var gået bort?

– Ja, det er da en dejlig tanke, siger hun og fortsætter:

– Omkring klokken 17.30 den aften kommer en aftensygeplejerske. Michael har ringet, fordi han var blevet bange og havde det besynderligt. Da hun kom, sad han i mine arme, og hun sagde: "Hvor er det dejligt at se dig, Michael", og hun kom hen og tog ham i hånden. Da lignede han en lille unge, som sad på mors eller fars skulder og var træt, og måske undrede sig over et eller andet, han så. Smilede det mindste smil til hende, og så døde han. Klokken var 17.45, og jeg ringede til en meget god veninde, som kom susende fra Østerlars på ingen tid og var hos mig, og det var SÅ godt, siger Annette

Der blev stille

Sygeplejersken ringede efter aftenplejeren, og sammen gjorde de Michael i stand og fik ham i det tøj, han havde valgt.

– Han var så fin, siger Annette.

– Vi lagde bassen ved hans side i sengen og tre juleroser. Ud på aftenen kom den sidste aftenvagt, og vi gik sammen ind til Michael. Jeg blev hos ham en rum tid, og jeg er lykkelig for, at han var herhjemme under hele forløbet.

Næste dag kom læge og bedemand, og Michael blev kørt bort.

– Og der blev stille. Meget stille, siger hun.

Juleaften valgte hun at tilbringe alene i hjemmet trods flere tilbud, ligesom hun også forklarede sønnerne, at de skulle vente med at komme.

– Det var den nok mest besynderlige juleaften, jeg der havde, men osse smuk. En aften jeg aldrig vil glemme, ligesom jeg heller aldrig vil glemme Michael, siger Annette.

– Og på en måde var det så fint at holde jul sådan. Der var også mange, der ringede, jeg var absolut ikke alene.

Sammen med sønnerne talte hun efterfølgende om at leje et værtshus eller en café i København og lave en lille mindeaften for københavnervennerne, men til hendes og sønnernes store glæde tog andre over, og der venter nu en mindekoncert af de helt store i Amager Bio søndag den 25. februar, hvor en række musikere, deriblandt Michaels gode ven sangeren Sebastian, vil optræde.

– Vi var helt overrumplede. For det har jo egentlig aldrig været bassisten, jeg var gift med, det var jo "bare" min elskede mand, som tit og ofte var ude at spille, siger Annette.

Annette Friis hjemme i den hyggelige stue i Svaneke sammen med Michaels og hendes store, sorte kat. Foto: Torben Østergaard Møller

Annette Friis har et ganske særligt ønske:

– Jeg kunne godt tænke mig at tale med andre, både kvinder og mænd, på øen, der er blevet alene for nylig. Have en lille sluttet kreds, hvor vi sammen kan vænne os til den nye status som enker og enkemænd og huske på alt det gode, vi har haft med en elsket ægtefælle, alt imens vi drikker en god kop kaffe eller the, siger hun.

Har man lyst til i den anledning at tage kontakt til hende, kan man skrive til hende på følgende email: afriis727@gmail.com.