Ekstra læge kan være på vej til Rønne

Region Hovedstaden overvejer at udvide praksisklinikken på Bornholms Hospital med en ekstra lægekapacitet, så klinikken kan tage imod flere borgere i Rønne og omegn. Arkivfoto: Berit Hvassum
SUNDHED | Torsdag 24. august 2023 • 10:52
Henrik Nielsen
Journalist
SUNDHED | Torsdag 24. august 2023 • 10:52

Region Hovedstaden overvejer at udvide praksisklinikken på hospitalet med en ekstra lægekapacitet.

Praksisklinikken på Bornholms Hospital bliver måske udvidet med en ekstra lægekapacitet, så den kan åbne for flere borgere fra Rønne og omegn. ​I næste uge skal Region Hovedstadens politikere beslutte, om det kan være en del af løsningen på den aktuelle lægemangel her på øen. Det er udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, der skal drøfte muligheden for at sikre bedre lægedækning på Bornholm.

– Vi skal sørge for, at der er en læge til alle borgere på Bornholm, og derfor skal vi nu beslutte i udvalget, om en ekstra kapacitet i praksisklinikken er den rigtige løsning. Det skal vi drøfte og beslutte i næste uge, fortæller udvalgsformand Karin Friis Bach (RV) på regionens hjemmeside.

Bornholm har manglet praktiserende læger igennem flere år, og Region Hovedstaden har de seneste år slået en ledig lægekapacitet op, uden at nogen praktiserende læger har budt ind på den.

– Vi har gennem længere tid arbejdet på at få praktiserende læger til at nedsætte sig på Bornholm, og vi har gennem de seneste år iværksat en række tiltag og ordninger, som skal hjælpe med at tiltrække flere læger til øen. Vi nedsatte i 2016 i samarbejde med Bornholms Hospital en klinik som en midlertidig løsning for at tilbyde borgere i og omkring Rønne adgang til læge, og det, vi nu skal drøfte, er, om klinikken skal have den ledige kapacitet, som tilsyneladende er meget svær at besætte med en praktiserende læge, fortæller Karin Friis Bach.

Det ser ud til at lykkes

For regionsrådsmedlem Leila Lindén (S) vil det komme som et chok, hvis ikke udvalget beslutter at udvide praksisklinikken, fortæller hun til Tidende.

– Det ser ud til at lykkes nu - og det er jeg henrykt for. Endelig, siger hun.

Klinikken på hospitalet kan med en ændring i Sundhedsloven fortsætte som regionsklinik i fire år. Den længere tidshorisont giver flere muligheder for at udvikle klinikken, og håbet er, at det vil gøre det lettere at tiltrække læger. Senest efter de fire år er det planen, at praksisklinikken overdrages til en praktiserende læge inden for en rimelig tidshorisont.

Hvis politikerne tildeler den ledige lægekapacitet til Praksisklinikken på Bornholms Hospital, vil regioenens administration gå i dialog med PLO-H, PLO-Bornholm, Bornholms Hospital og Bornholms Regionskommune om, hvordan klinikken åbner for tilgang af borgere under hensyntagen til de eksisterende lægepraksis.

Derfor er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige, hvornår klinikken i givet fald åbner for at tage imod nye borgere.

– Det er der ingen, som rigtig ved. Regionen vil straks gå i gang med at søge læger til klinikken, og i og med at det i så tilfælde blot er en "almindelig stilling", man kan søge, giver det mange flere muligheder for fleksibilitet for ansøgerne – og håbet er derfor, at det vil blive en del lettere at tiltrække en eller flere praktiserende læger. Men ingen ved som sagt, hvor lang tid der vil gå, fortæller Karin Friis Bach til Tidende.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT