Forårsopvisningen byder på en bred buket af alt det, som gymnastikken kan – fra både børnehold og voksenhold.
Igen i år kommer gæsteholdet "Hjemve" fra København. Holdet består af bornholmske gymnaster, der nu er flyttet til København, men som fortsat mødes til gymnastik.
Der er også gjort plads til Håndgangsmesterskaber, hvor der vil blive kåret Bornholmsmester i forskellige rækker.
Og endelig vil DGI Bornholms tre landsdelshold give en festlig gallaopvisning både lørdag og søndag eftermiddag.
– Vi håber, gymnasterne bliver bakket op af mange venner og pårørende, som vil komme og kigge med. Begge dage indleder vi med en festlig indmarch klokken 10.30. Det koster 50 kroner for en dagsbillet og 80 kroner for begge dage, oplyser Majken Funch Hansen i meddelelsen.