På hjemmebane forsvarede FA 2000-drengene førstepladsen med en sejr på 4-2 (1-1). Da Elite Bornholm tidligere på sæsonen tabte med de samme cifre til Hvidovre, snuppede københavnerne andenpladsen, mens Elite Bornholm måtte se sig henvist til tredjepladsen.
FA 2000 bragte sig foran efter 32 minutters spil, men kort før pausen udlignede Valdemar Lundberg til 1-1.
I 2. halvlegs første minut blev det 2-1 til FA 2000, og da hjemmeholdet blot tre minutter senere også scorede 3-1, var Elite Bornholm ilde ude. Fabian Emini reducerede til 3-2, men ti minutter før tid afgjorde FA 2000 kampen med målet til 4-2.