Tidligere borgmester hjemvendt fra eventyr: 'Det var hele turen værd'

Tidligere borgmester hjemvendt fra eventyr: 'Det var hele turen værd'
Jacob Trøst med en ud af mange flotte udsigter på turen. Privatfoto
30. MAR • 16:00
30. MAR • 16:00

Tre måneder efter han forlod Snorrebakken, er tidligere borgmester Jacob Trøst tilbage på Bornholm – med Amazonas, Machu Picchu og manta-rokker i bagagen.

Han sagde farvel til borgmesterkæden efter kommunalvalget i november. Nu er Jacob Trøst tilbage på Bornholm efter godt tre måneders rejse, der har ført ham fra Sydamerikas jungler til Stillehavets øer.

I et opslag på Facebook beretter Jacob Trøst om rejsen, der længe var planlagt som første skridt, efter han 1. januar officielt sagde farvel til Snorrebakken.

Rejsen begyndte i Ecuador, hvor Jacob Trøst tog hul på eventyret i hovedstaden, Quito – en farverig by tre kilometer over havets overflade. Derfra gik turen ad hullede veje mod Amazonasjunglen, hvor han satte sig i en flodbåd og sejlede op ad en mudderfarvet flod til et eco-lodge midt i næsten urørt natur.

Fra Ecuador fortsatte turen til Peru med bus-konceptet "Peru Hop", der med guide ombord lader rejsende stige af og på, som det passer dem. Endestationen var Cusco og derfra den berømte inka-by Machu Picchu.

– Og indrømmet - det var nærmest rørende endelig at stå og kigge ud over et så imponerende historisk bygningsværk. Det var hele turen værd, skriver Jacob Trøst på Facebook.

Kaptajn Knud Erik

Rejsens sidste kapitel udspillede sig i Fransk Polynesien, hvor han i halvanden måned var ombord på den 62 fod lange sejlbåd Impulse med kaptajn Knud Erik ved roret.

Her bød havet på snorkling med hajer, skildpadder, manta-rokker og farvestrålende koraller – alt sammen i 28 grader varmt vand.

– Du kan kun høre din egen vejrtrækning. Og boblerne, når du kontrolleret puster ud, mens en fire meter stor mantaray elegant svæver forbi dig. Det er ren meditation, beskriver Jacob Trøst.

Gennem hele rejsen har en ting slået den tidligere borgmester: at lykke og livsglæde ikke hænger sammen med materiel rigdom.

– Der var langt imellem materialistisk rigdom, men jeg oplevede, hvordan mennesker smilede, sang og dansede alligevel, skriver han og slutter med at fortælle, at han trods den fantastiske rejse er glad for at vende hjem.

– Ude godt - men jeg glæder mig til at komme hjem!

Tidende har været i kontakt med Jacob Trøst, der har nikket til, at avisen beskriver rejsen ud fra hans opslag. Den tidligere borgmester fortæller samtidig, at han endnu ikke er helt afklaret med, hvad fremtiden skal byde på.

Jacob Trøst var borgmester i Bornholms Regionskommune fra 2022 og valgte ikke at genopstille ved kommunalvalget i november 2025.



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT