Travselskabet står midt i et vadested

Travselskabet står midt i et vadested
Tilskuertallet på Bornholms Brand Park faldt med ca. 3.000 personer i 2024, men det skyldtes blandt andet, at der var én løbsdag mindre på programmet end året forinden. Foto: Torben Ager
SPORT | Fredag 28. marts 2025 • 21:00
Kjeld Lundbæk
Journalist
SPORT | Fredag 28. marts 2025 • 21:00

Kravet om større selvfinansiering af præmier medmere kommer midt i en periode, hvor travselskabet har investeret et stort millionbeløb i omlægningen af Bornholms Brand Park.

Det handler meget om økonomi for Bornholms Travselskab i disse år. Dels afslutter man lige nu den planlagte omlægning af banelegemet på Bornholms Brand Park, dels sker der ændringer i de centrale tilskud, som gør, at de lokale travselskaber i endnu højere grad skal være selvfinansierende, end de har været hidtil.

Baneomlægningen i Almindingen var budgetteret til at koste 10 millioner kroner, men da man ikke kom helt i mål med at skaffe de nødvendige økonomiske midler til projektet, arbejdes der nu med et budget på 7,8 millioner kroner. Mindre presserende dele af det i første omgang forkromede projekt er blevet udskudt.

Det er dyrt at drive en væddeløbsbane. Basisomkostningerne på Bornholms Brand Park beløb sig i 2024 til 3,2 millioner kroner af de samlede omkostninger på 4,7 millioner kroner. Dansk Trav og Galop (DTGU) ydede et tilskud på 2,9 millioner kroner, og differencen blev fyldt op i form af egenfinansiering, fortalte formand Egon Jensen på selskabets generalforsamling fredag aften.

– Vi er i bestyrelsen bevidste om, at vi fremadrettet skal indrette vores forretning, så vi i højere grad selv kan bidrage til driftsomkostninger og præmier. Det skal ses i lyset af, at de "gamle" kulturmidler udfases helt ved udgangen af 2025 og erstattes af en breddetilskudsmodel, finansieret af Kulturministeriet, men den model erstatter ikke fuldt ud det tilskud, der er under udfasning. Som konsekvens af det skal travselskabet her i foråret fremlægge en forretningsplan over for Dansk Hestevæddeløb og DTGU, som rækker ind i de kommende år, og hvor alle baner forpligtiger sig til at have en sund økonomi.

Flere penge til præmier

I 2024 modtog hesteejerne på Bornholm 2,7 millioner kroner i indkørte præmier - en fremgang på 17,3 procent.

– Årsagen til, at vi kan sætte denne behagelige rekord, er, at vi sidste år modtog ekstra 560.000 kroner øremærket de almindelige løb, så der altid er mindst 5.000 kroner i førstepræmie. Hvis man regner gennemsnittet for udbetalte præmier ud pr. løb, så bliver det 12.917 kroner pr. løb. Det strategiske mål frem mod 2025 var 10.000 kroner pr. løb, så vi er glædeligvis kommet rigeligt i mål på det punkt, fremhævede Egon Jensen.

Tilskuddet på 560.000 kroner er dermed også i hus, når det gælder 2025-sæsonen, men Egon Jensen turde i sin beretning ikke love, at der kan sættes en ny præmierekord. Præmiepengene skal fordeles på 26 løbsdage mod 25 løbsdage sidste år, og som udgangspunkt budgetteres der derfor med en tilbagegang på 4,7 procent pr. løb.

Hesteejerne vil spare 72.000 kroner i anmeldelsesgebyrer, da der kun vil blive opkrævet gebyrer i de par løb, hvor der er en førstepræmie på mere end 15.000 kroner. Til gengæld kommer baneafgiften på 80 kroner plus moms til at gælde alle starter - penge, der går til afdrag på et DTGU-lån på 1,6 millioner kroner til medfinansiering af baneomlægningen.

Færre gæster sidste år

Et væsentligt element i visionen for Bornholms Travbane er vedvarende at gøre travsporten attraktiv for både hesteejere, opdrættere, kuske, sponsorer og publikum. I 2024 faldt besøgstallet med cirka 3.000 registrerede tilskuere - dog på én løbsdag færre end i 2023. Den tendens skal vendes i opadgående retning.

– For at kunne gøre travet til en bæredygtig sport, så skal vi skabe indtægter og udnytte de rammer, som vi har, men som store dele af året står ubenyttede hen, sagde Egon Jensen.

Banespillet er gået over i historien som følge af den teknologiske udvikling og øgede lovkrav, og med virkning fra 2025 er det ikke længere muligt at spille med kontanter på Bornholms Brand Park. Opretholdelsen af spilterminalerne står ikke længere i et rimeligt forhold til de meget få, der benytter dem.

Trods de begrænsede muligheder for banespil blev der i 2024 spillet for 13,8 millioner kroner på løbene på Bornholm - en stigning på 4,7 procent. Baneomsætningen beløb sig til 327.757 kroner - et fald på 85 procent, siden spil-ID-ordningen blev indført i oktober 2023.

Samlet kom Bornholms Travselskab ud af året med et overskud på 84.490 kroner. Arbejdet med baneomlægningen var den væsentligste årsag til, at man ikke ikke kunne gentage 2023-overskuddet på 300.900 kroner. Selskabet har dog stadig en solid formue på 1,366 millioner kroner, fremgik det af årsregnskabet.

Velkommen til ny leder

2024 blev året, hvor Bornholms Travselskab sagde farvel til den mangeårige driftsleder Charlotte Berg, som nok en gang fik en stor tak for sit store engagement. Samtidig bød Egon Jensen velkommen til banens nye direktør, Rikke Duevang, som er i fuld gang med at sætte sig ind i en for hende helt ny verden.

– Man siger godt begyndt er halvt fuldendt - Rikke, det klarer du også. Kommer der fejl, så husk på vores statsministers ord "Vi kommer til at begå fejl". Det klarer vi også, sagde Egon Jensen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT