Tejn IF vil gerne tilbyde flere aktiviteter

Tejn IF vil gerne tilbyde flere aktiviteter
Salomon Hammer Trail, som fejrede 10 års jubilæum i januar med deltagerrekord, er et af de løbeevents, som bidrager godt til klubkassen. Arkivfoto: Holger Larsen
NYHED | ABONNENT | 25. FEB 2024 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
25. FEB 2024 • 15:30

Aflysningen af Trolling Master ødelægger ikke optimisme og økonomi i Tejn Idrætsforening.

– En torsdag aften i vintersæsonen kommer der cirka 65 personer herop til vores stadion og er i gang med enten cross gym, indoor cycling, damefodbold eller er på madholdet ovre i klubhuset. Det er så fedt.

Lene Møller, formand for Tejn Idrætsforening, erklærede på foreningens generalforsamling søndag, at hun bliver stolt og glad helt ned i maven, når hun kommer til træning.

– Parkeringspladsen er fyldt op, og der holder biler ned langs vejen.

Det store aktivitetsniveau i Tejn Idrætsforening smitter også af på bundlinjen, hvor man kan glæde sig over øgede indtægter fra kontingenter, lig med flere medlemmer.

Klubben havde i 2023 en kontingentbetaling på 271.975 kroner, en stigning på lige over 37.000 kroner i forhold til sidste år. Det er primært fitness og trampolinfitness, som er årsag til stigningen.

God og sund økonomi

– Vi har en god og sund økonomi i foreningen. Vi er i den heldige situation, at vores afdelinger kan få stort set, hvad de ønsker sig til deres afdeling. Dette kan vi på grund af Wonder, Trolling Master Bornholm og løb. Disse events bidrager stort til vores kasse, sagde Lene Møller i bestyrelsens beretning.

Tejn IF tilbyder medlemmerne mere end 20 forskellige aktiviteter, men i bestyrelsen ser man gerne endnu mere aktivitet:

– Vi vil gerne komme med flere nye tilbud til jer. Var det noget med en gangklub? Eller Power Fitness? Trampolin for unge piger? Eller er der en af jer, som sidder med en god ide? Vi er altid friske på nye tiltag og bakker gerne op om nye aktiviteter, fortsatte formanden.

Lene Møller nævnte, at aflysningen af Trolling Master Bornholm selvfølgelig påvirker klubbens økonomi, men til gengæld har man de førnævnte øgede indtægter fra kontingenter og fra hjælpernes indsats ved Wonderfestiwall.

– Vi ser lyst på fremtiden, fastslog Lene Møller, der havde en kæmpe tak til trollingholdet igennem 18 år.

182 hjalp ved Wonder

Der var i det hele taget mange at takke – blandt andre de 182, TIF havde i gang under Wonderfestiwall. Her gjorde en ny ATV god nytte, når man skulle rundt med mad på pladsen.

– Vi skal hele tiden optimere, så det bliver lettere at være frivillig hos os, sagde Lene Møller.

Der var en særlig tak til to bestyrelsesmedlemmer, der stopper efter mange års arbejde:

Afgående kasserer Michael Weidenbein og afgående gymnastikformand Mimi Steenberg.

Lene Møller glædede sig over, at de begge fortsætter som frivillige i TIF:

Michael Weidenbein med udlejning af klubhuset og som en del af teltholdet, Mimi Steenberg som frivillig og instruktør.

Fleksboliger skaber bekymring

Der er fremgang på mange områder i TIF. Men en lille sort sky over foreningen og byen er udviklingen i antallet af fleksboliger. Lene Møller erklærede, at hun ikke er blevet mindre bekymret, end hun var sidste år.

– Der er solgt cirka 25 huse i Tejn i det sidste år og heraf er mindst 20-22 af husene solgt som fleksboliger. Jeg har ikke en løsning eller en holdning til, om der skal/skal ikke være fleksboliger i Tejn, men jeg kan blive bekymret for, om vi kan blive ved med at fylde vores hold op om vinteren en onsdag eller torsdag aften, sagde Lene Møller.

TIF har 560 medlemmer.

 


 

 

Tejn Idrætsforening leverer mange frivillige, når der holdes Wonderfestiwall. Arkivfoto: Mantas Hesthaven

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT