– Det gør, at vi faktisk kan køre træningen normalt. Selvfølgelig kan vi ikke mødes alle sammen foran klubhuset, så der må vi lave to mødetider, men ellers kan vi lave træningen, som vi plejer, så det betyder virkelig meget. Vi har ikke haft noget træning siden før jul, for det med at have fem på et hold har vi valgt ikke at lave for at kunne passe på hinanden, siger hun og oplyser, at cykelklubben nu også kan afvikle sine cup-løb, som ellers er blevet aflyst gennem hele vinteren.
Selvom tennis umiddelbart ikke er en sport, som normalt dyrkes udenfor på denne tid af året, så er der også glæde at spore i Nexø Tennis Klub over den nye grænse på 25 personer.
– Vi har verdens bedste kunstgræsbaner, der simpelthen dræner alt vandet, så det er en kæmpe fordel for os, og derfor starter vi træningen op for alle vores hold i næste uge, fortæller formand René Lund, der oplyser, at alle klubbens hold er mellem 12-15 spillere.
– Så vores vintertræning bliver nu til udendørstræning. Det bliver fedt, jeg glæder mig, siger han.
Stor fordel for fodbolden